Anmeldelse af Obituary m.f., Pumpehuset, 06. november
Det skulle vise sig at blive en bund solid søndag aften på Pumpehuset, da en af dette års vildeste metal pakker kom forbi
Af: Bastian Reinholdt Madsen
King Parrot
Aftenen lagde ud med det australske hardcore/grindcore band King Parrot, som i den grad gjorde alt hvad de kunne for at levere en super energisk hardcore bombe til det publikum, der havde fået bevæget sig igennem kulden og ned til Pumpehuset i god tid. King Parrot gør en ting med deres musik, og den ting gør de faktisk ganske godt. Der er rigeligt med smæk for skillingen og masser af voldsom energi, specielt fra forsanger Matthew Young og bassist Wayne Slattery. Der skulle i hvert fald ikke herske tvivl om, at de gerne ville vække publikummet. Young formåede nærmest at åbne sin egen splash-zone oppe foran scenen, hvor han fik hældt masser af vand udover publikum, hvis de nu var for varme.
Desværre lod det ikke til at publikum rigtigt delte den entusiasme, som bandet selv formåede at udvise, og derfor faldt mange af deres scenekneb lidt til jorden. Det faldt ikke rigtigt ind med det Københavnske publikum, der max fyldte ¼ af Pumpehuset under King Parrot. Ærgerligt, for bandet gjorde i hvert fald sit for at få sat gang i gryderne.
Desværre blev deres musik en kende ensformigt for denne anmelder i længden, specielt pga. den meget skingre og skrigende vokal. Den kunne godt bruge noget mere variation for at lande sikkert for mit vedkommende.
Prong
Så er vi nået til aftenens helt store overraskelse. Prong formåede at imponere helt vanvittigt meget med deres ekstremt tighte og umiddelbart tekniske thrash metal samt deres enorme overskud i forbindelse med deres optræden. Det var kort sagt en mesterlig udført koncert fra start til slut. Musikken havde jeg ikke fået tjekket ordentligt ud før koncerten på trods af, at jeg havde hørt rigtigt meget godt om dem. Det skal denne koncert nok få ændret på, kan jeg love. Bandet spillede så sindssygt tight, som det sjældent er set selv indenfor genren. Der var endda overskud til at gøgle rundt for trommeslageren, som lavede et blæret nummer med et af bandets crewmedlemmer, som han fik til at kaste trommestikker ind til sig, som han så greb, imens han spillede. Helt klart blær, men det fungerede!
En ekstra tak skal gives til sanger, guitarist og eneste originale medlem, Tommy Victor, som i den grad gav den gas som frontmand og entertainer i forbindelse med deres sæt. Han formåede at favne bredt og ramme alle, som i hvert fald stod oppe foran. Ikke nok med hans performance var lige i skabet ,så spillede han en enormt imponerende guitar. Det er virkelig sjældent, at et thrashmetal-band kan tillade sig at køre med kun én guitarist. Med Prong følte man slet ikke, at man savnede den ekstra guitar.
Når det så er sagt, så var det desværre som om, at publikum som generel regel heller ikke var på Prongs side, hvilket desværre kan hive en ellers fantastisk koncert ned på et lidt lavere niveau, end hvad den ville have været, hvis publikum havde været mere med på løjerne. Ligesom med King Parrot gjorde Prong deres forsøg på at fange publikum, og de lykkedes da om muligt bedre, end King Parrot, men desværre alligevel ikke godt nok til, at det kom helt op at koge under deres ellers formidable koncert.
Exodus
Så nåede vi sgu dertil. Bandet kan velsagtens mere eller mindre kaldes for levende legender inden for genren, i hvert fald har Exodus vel i sagens kerne været med til at definere genren på lige fod med bands som Metallica, desværre uden nogensinde at have nydt den samme form for succes. Exodus er altid klar på en god omgang thrash-dans, og denne aften var bestemt ingen undtagelse! Med sig havde de et hovedsageligt old school vægtet set bestående af nogle af de bedste sange i deres fantastiske bagkatalog. Hvad de desværre ikke, ganske som forventet, havde medbragt, var bandets guitarist Gary Holt, som velsagtens efterhånden mere fungerer som studieguitarist i Exodus, grundet hans overtagelse af Jeff Hannemanns guitarrolle i Slayer.
Først da Exodus begyndte, var der tale om et band, der virkelig formåede at fange sit publikum. Specielt oppe på de forreste rækker var der rigeligt med gang i den til Exodus. Der var en konstant moshpit kørende og masser af fællessang til de evige klassikere som ’’And Then There Were None’’, ’’Toxic Waltz’’ og den fænomenale afslutter ’’Strike Of The Beast’’. Lidt meget bliver det som regel, når vokalister begynder på den evige snak om ’’metal-familien’’, og det gjorde det til dels også denne aften med Souza, dog uden at det nåede over til det kvalmende, som det ofte bliver, når visse andre vælger at formulere sig på sådan vis. Bandet havde desuden den fællesnævner med Prong, at de denne aften (igen) var super tight! I hvert fald langt det meste af showet.
Vi har altså i den grad med et elite thrash-band at gøre, når man snakker om Exodus. Dette var personligt min fjerde koncert med bandet, og de har endnu ikke formået at skuffe.
Obituary
Så er vi nået til endnu et velsagtens legendarisk band. Der var vist ingen tvivl om, hvem publikum havde trodset den slemme vinterkulde for at se. Der var i hvert fald langt mere fyldt på Pumpehuset under Obituary, end der havde været under de andre koncerter. Obituary formåede at få publikum med på en måde, som sjældent er set magen til herhjemme i Kartoffel-Danmark. Den moshpit, der velsagtens nærmest var konstant under hele koncerten, var en sand fryd for øjet og mindede mest af alt om at se koncerter i Tyskland. Hold da kæft, hvor var der gang i den!
Obituary spillede sønderrivende højt. Højt, tungt og varierende imellem hurtigt og langsomt er en meget nøjagtig beskrivelse af deres koncert. Når man så tilføjer den fænomenale vokal fra John Tardy, så er man allerede godt kørende til at være et af, hvis ikke det bedste, dødsmetal band på denne planet. Den mand kan langt de fleste nyere såkaldte dødsmetal-vokalister virkelig lære noget af. Her er tale om en mand, der ikke bare lyder ondt og slimet, samtidig med at han formår at få en enorm dybde på vokalen, der er nemlig tale om en mand, der formår alt dette uden at ’’cuppe’’ mikrofonen. En sand fryd for ørene at opleve en dødsmetal sanger der reelt set kan finde ud af det, han rent faktisk gør.
Desværre virkede bandets koncert rent performancemæssigt til at køre lidt i stilstand. Der var ikke den samme omfavnelse og gåpåmod, som man havde set tidligere ved Exodus eller Prong. Dette er måske en lidt urimelig sammenligning, da de bands genremæssigt er et stykke fra hinanden. Obituary havde ligeledes heller ikke et behov for at omfavne deres publikum og tale så meget med dem, som Exodus gjorde. De havde ikke en kamp for at få publikum op at koge, hvilket man kunne mærke en anelse på deres performance.
En ting skal det siges at alle koncerterne hele aftenen havde tilfælles: der var sindssyg god lyd! Pumpehuset er uden tvivl et af de absolut bedste spillesteder, vi har herhjemme, og om lidt er den desværre væk (igen). Dette er en enorm skam, da pumpehuset kun har imponeret denne anmelder med dens dejlige design, lækre beliggenhed og i den grad den lyd, der kan fremtrylles derinde. Pumpehuset er nærmest det perfekte forum til metal koncerter i Danmark. Det bliver en skam at skulle tage afsked med et så dejligt spillested igen.
