• Jerkstore
  • Prevail
  • Fleshgod Apocalypse
4

Anmeldelse af: Fleshgod Apocalypse + m.fl, Studenterhuset, Aalborg, 29. marts 2018

Foto: The Lens Viking

 

Jerkstore

Aftenens første band er de lokale herrer i Jerkstore. Med en oprindelig opstart helt tilbage i 1995 er de uden tvivl de ældste på programmet, men desværre er deres musik i sammenligning med de to andre bands’ decideret sløv at høre på. Dette står de også selv ved under en af deres tale-pauser. Jeg ved ikke helt, om jeg skal mene, at det var en god eller dårlig ting, men eftersom de på intet tidspunkt skruede ned for deres gejst, skal de trods alt stadig have skulderklap for et godt show.

Musikken vil jeg generelt beskrive som noget af det tungere hard rock fra engang i 90’erne. Det er der som sådan ikke noget galt med, men på trods af at de leverede et udmærket show og også virkede til at have rimeligt fat i publikum, faldt det til jorden, så snart jeg kom i tanke om, at der var fee’ døe’ i vente.

 

Prevail

En af de største grunde til, at jeg havde glædet mig så meget til at se Prevail optræde igen, er uden tvivl deres nylige udskiftning af forsanger. For at et sådan skift skal kunne gå rent igennem, skal der ikke ske for store ændringer i, hvordan bandet som helhed står på scenen, medmindre den nye frontmand tilføjer den lille smule umami, som man ikke vidste, at bandet manglede (dette er selvfølgelig en personlig holdning).

Jeg har selv spillet med Michael Olsson, som der nu er Prevails nye ansigt og brøl udadtil, og jeg har sjældent set en mere dominerende musiker. Ikke i den forstand, hvor det er nødvendigt at undgå øjenkontakt, hvis ikke man leder efter en knytter i kæben, men på den måde, hvor han bare er i stand til at indtage en scene nærmest uden at gøre noget.

Showet starter ud med hele den instrumentale sektion, der høvler derudaf, så snart deres intro er færdig. Michael gør derefter en eksplosiv entré, der passer med, at han i fire skridt kan vade ind på scenen og brøle taget af bygningen. Det er tydeligvis en koncert, som bandet har glædet sig til, for det hele sidder i skabet. Alle går amok, lyden er god, og publikum æder det råt.

Hvis jeg skal fremhæve ét nummer over de andre, som der var udført bedre, end jeg har hørt det før, er det helt klart “Voices”. Dette har til at starte med været et af de numre, jeg er glad for, men med Michael på sangerposition blev det lige den smule federe. Dette skyldes ganske simpelt, at Michael har en bredere rækkevidde i sin stemme end deres gamle sanger, Claus, så omkvædet, der eskalerer fra growl til en mellemting, til et skrig, er bare federe udført.

 

Fleshgod Apocalypse

Aftenens højdepunkt er nu nået, og hele salen sitrer af spænding. Siden at den oprindelige guitarist og sanger, Francesco Paoli, er tilbage på sin hjemmebane efter at siddet bag trommerne i godt og vel otte år, præsenterer han bandet som ”The new Fleshgod Apocalypse”.

Hurtigt inde i koncerten viser bandet komplet kontrol over publikum. Der bliver headbanget og moshet med slem intensitet, og baren er FYLDT. Fleshgod Apocalypse er ikke umiddelbart kendt for at spille for langsomt, så at der er så meget overskud til både at headbange og løbe rundt, er mig lidt et under. Det hjælper dog publikum med at holde gejsten oppe med henblik på deres egen slåskamp nede foran scenen.

Efter at have taget en kort tur i baren hørte jeg godt, at der imellem det nyligt afsluttede nummer og det, de skulle til at spille, blev sagt noget om Rammstein, men hvad, det var, fik jeg ikke fat i. Hurtigt blev min distræte hørelse dog sat til skamme, da det gik op for mig, at de nu var i gang med at spille “Reise Reise”. Tilmed kunne jeg se en af mine barndomsvenner Søren hoppe rundt oppe på scenen hele nummeret. Han havde åbenbart lige flashet sin Rammstein-tatovering, som Francesco havde set, hvilket fik ham til at invitere Søren op for at danse med. God stil, når de i forvejen er seks musikere klemt sammen deroppe!

Koncerten virkede slut, før den var begyndt, og da bandet takkede af for i aften, var der bred uenighed blandt de forreste rækker om hvorvidt koncerten, nu var slut endnu. Alle dem, der ville hjem i seng, måtte i hvert fald skuffet blive stående, da bandet vendte tilbage til scenen for at spille to ekstranumre. Energien var til at tage og slikke på, og alle gik amok. Det hele nåede dog nye niveauer af åndssvagt, da der under den store finale blev affyret en konfetti-kanon, som der sammen med stroboskoplyset må have skabt en eller anden form for granatchok. En enkel, velplaceret wall of death blev det også til, før der blev lukket og slukket, og pizza-jokes slap vi heller ikke udenom.
Dette var en mesterlig optræden, som jeg sent vil glemme!