Perfekt start på Hades

Anmeldelse af: DevilDriver, Copenhell, Hades, 22. juni 2017

Copenhell startede for alvor, da Devildriver trådte på Hades-scenen. Skal man være sikker på at en metal-koncert bliver gjort ordentligt, så er DevilDriver et fremragende bud.

 

Året første koncert på Hades-scenen skulle amerikanske DevilDriver stå for. Klokken slog 15:00, og nede foran scenen stod et yderst tændt publikum klar til at modtage bandet. Vejret var godt og solen skinnede ned fra himlen. Bandet træder yderst veloplagt ind på scenen, og allerede fra trommernes buldrende slag når energiniveauet nye højder.

Vi skal heller ikke mere end 30 sekunder ind i koncerten, før Dez Fafaras første ord lyder ud gennem højtalerne: “Open the pit!”. Publikum adlyder med det samme den sure tatoveret frontmands ord og circle-pits er i fuld gang.

DevilDriver har en høj mærkbar energi, når de optræder på scenen. Deres rå udstråling i takt med deres melodiske dødsmetal er fantastisk. Publikum er ikke i tvivl om, hvem der optræder og hvem, der bestemmer i selskab med Devildriver. Energien bliver godt spredt og er meget udadvendt, og på Dez’ kommando sætter han en ‘wall of death’ igang på fuld smadder.

I solens varme stråler vivler støvet op omkring os. Den er så intens, at støvet lægger sig på tænderne, og man kan lige ane det, når man kører tungen rundt i munden. DevilDriver var et virkelig godt band at skyde Copenhell igang med på hades-scenen, da bandet besidder den rigtige mængde af dedikeret passion og vildskab som en metalkoncert bør indeholde. Med numre som “I Could Care Less” og “Clouds Over California” fik bandet vundet vores gunst, og der blev kvitteret med alt, som er en metalkoncert værdig.

Et fantastiske stykke arbejde fra disse amerikanere!

Mærkater: , , ,