Bruce Dickinson - Spoken Word

Anmeldelse af: Seven Thorns. Pandæmonium, Copenhell. 23. juni 2017.

Det var åbenbart lige et skud power, jeg havde brug for på det tidspunkt!

Seven Thorns havde været så heldige at høste flest stemmer blandt en håndfuld bands om at optræde til dette års Copenhell. De andre bands, blandt andet Sunless Dawn og Skullclub, befinder sig i en HELT anden boldgade end Seven Thorns, ja, faktisk var alle fire bands vidt forskellige; og så kan man fra nu til dommedag diskutere retfærdigheden i det med afstemninger.

Jeg vil være ærlig at sige, at Power Metal ikke lige er dét, der kommer ned fra CD-hylden oftest. Jeg havde heller ikke selv stemt på bandet, men man ville være en dum skid, hvis man ikke troppede og så, hvad power-kvintetten kunne præstere.

Med et nyt album i ryggen var det meget belejligt at skyde fra hoften med et par skud fra den skive, “Black Fortress”. Fremmødet til denne dags første koncert var mildest talt ikke fremragende kort inde i første sang.

Heldigvis blev der gennem koncerten ændret gevaldigt på, og det kunne jeg sådan set sagtens forstå. Medlemmerne var tydeligvis glade for at betræde Copenhell for første gang, og for et band, der i udlandet har hevet et større antal publikum til, så var det en fornøjelse at se dem slås for, at hver eneste fremmødte skulle have en fest.

Objektivt set burde den genre også appellere til mange flere mennesker: Der er det genkendelige fræseri med dobbeltpedal, lirede soli og hele skidtet, og vokalen, som her, sidder knivskarpt og rent.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, om de spillede perfekt, om det var det rette sangvalg osv (der var vist én ved siden af mig, der savnede et vist cover-nummer), men jeg smider karakteren op på fire over at opleve et band, der har mere end ti år på bagen, kæmper for at fange folks opmærksomhed, vække os og starte dagen med et herligt skud power.

Mærkater: , ,