Prima Prime underholdning

Anmeldelse af: Prime is Coming, Aarhus, Studenterhuset, 16. februar 2018

Kollektivets Danmarksturne var nu nået til Stakladen i Smilets By, og bevæbnet med en lille notesblok og høje forventninger så jeg frem til hvad aftenens ti bands kunne byde på.

Hermed afrunder vi vores kavalkade af at have dækket dette års “Prime is Coming”-tour, hvor overskuddet gik til Børnecancerfonden. Læs vores reportage fra Odense og København, og så er du godt rustet til denne også.

Af: Søren Stenhøj Drews

Foto: René Larsen

Odd Palace
Der var allerede fra start dukket en god mængde mennesker op, da aftenens første band gik i gang med at spille.
Jeg kendte intet til Odd Palace i forvejen og vidste derfor ikke, hvad jeg skulle forvente, andet end jeg havde hørt, de spillede en form for prog-rock. Det tog heller ikke mange sekunder at bekræfte, det var tilfældet, da Odd Palace lagde hårdt fra start med skæve rytmer, fuzzy guitar og tung bas. Forsangeren har en sjov nærmest flamboyant vokal og bruger i tillæg effekter til sin stemme for at føje til det samlede lydbillede.
Til tider i settet kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været sådan her, Kashmir havde lydt, hvis de havde fortsat med samme stil, som de lagde for dagen med albummet Travelogue.

Desværre var lyden ikke helt i orden fra starten på den lille scene. Bassen var for høj, rytmeguitaren var ikke til at høre, og de førnævnte vokaleffekter gjorde desværre vokalen så lav, at den til tider var svær at høre. Dette er virkelig synd, for Odd Palace formåede på fin vis at få godt gang i publikum på trods af at være det første band. Der var moshpits både af og på scenen, og publikum blev varmet godt op allerede fra starten.

Siamese
Vi vendte os om mod den store scenes første band på aftenen, og her blev jeg en anelse forvirret, for sidst jeg så Siamese, var jeg overbevist om, de havde en bassist? Det kan være der er noget, der er gået mit hoved forbi, men heldigvis skulle det vise sig ikke at være noget problem for lyden.
Siamese må have haft bas i deres backingtrack, for det virkede ikke til, den manglede, og generelt var lyden virkelig god gennem deres koncert. Det samme kan siges om både bandets præstation og dennes indhold, der er en blanding of pop og metal, to ting, man ellers ikke normalt forbinder særligt stærkt med hinanden.
Nogen må have glemt at forklare Siamese den regel, for deres sange er både tunge og overordentligt lettilgængelige med omkvæd, som publikum med det samme var klar på at synge med på. Mirza er karismatisk som frontmand, og overraskede med, foruden at være en overordentlig dygtig sanger, at være ganske effektiv til at screame på få velvalgte steder, et godt eksempel på ”less is more”. Til slut i sættet fortæller Mirza, at de havde ét minut tilbage, et minut vi ikke skulle gå glip af, og pludselig bryder lyden ud i kaotisk djent-dubstep.
Det gav publikum et godt grin, og var en underholdende måde at afslutte 20 virkeligt velspillede minutter på.

Daze of June
Jeg kendte godt til Daze of June (eller rettere til Archives of Alaska, som de tidligere gik under) men det var første gang, jeg skulle se dem live.
Efter en stemningsfyldt intro på backingtrack gik deres melodiøse metalcore i gang med en rigtig god energi på scenen, der også hurtigt smittede af på publikum. Desværre var lyden igen problematisk på den lille scene, denne gang på grund af det nok noget mindre lydanlæg, der hørte hertil. Daze of June gjorde meget brug af backingtrack, hvilket i sig selv slet ikke er et problem, men desværre overdøvede det ofte live-musikken, hvilket gav et noget skævt lydbillede. Desuden blev en gæsteoptræden fra Siameses Mirza delvist spoleret, da hans mikrofon ikke fra starten var slået til. Det var ærgerligt, da det virkede rigtig godt, da lyden endelig kom igennem.

Dog fik Daze of June stadig publikum godt med, og især deres sidste nummer fik godt gang i moshpittet. Her stillede frontmanden guitaren fra sig og kunne bedre kaste sig rundt på scenen, imens han brølede løs. Dette fik mig til at tænke at de kunne overveje at skaffe sig en ekstra guitarist. Alt hæder og ære til folk der kan synge og spille samtidig, og Benjamin Ganzhorn er bestemt en af dem, der besidder denne evne, men det virkede til, han virkelig kunne folde sig ud som vokalist i sidste nummer, samtidig med at han ikke ville være bundet til at stå ved mikrofonstativet.
Nuvel, strøtanker kan man jo have mange af på en aften med ti bands.

Aphyxion
Nu gik turen til de garvede drenge fra Aphyxion, og det var tydeligt, publikum var klar på en god omgang melo-død fra Ribe.
Moshpittet var i gang lige fra begyndelsen og sluttede ikke, før sidste sang var spillet, og det er tydeligt, at Aphyxion er erfarne entertainere.

Desværre var der endnu en gang bøvl med lyden. Denne gang var det, som om der var blevet slukket for bassen, og den blev aldrig tændt. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan lydmanden i sådan en situation ikke får det fikset i løbet af et set, men det kan selvfølgelig have at gøre med, at jeg ikke er lydmand og ikke forstår mig på sådan noget. Uanset hvad, gik det desværre meget ud over Aphyxions lydbillede, der var efterladt noget tyndt og med en stortromme, der nu virkede alt for høj.

Heldigvis påvirkede det hverken dem eller publikum, for humøret var højt, og der var bestemt ikke tegn på, at festen skulle slutte endnu.
Det er ikke noget under, at Aphyxion var et af de bands, der fik opvarmningstjans for Metallica, for de leverer et underholdende og professionelt show.
Trist, at det til dels skulle spoleres af dårlig lyd, for de er ellers en fryd, hver gang jeg ser dem.

Daycare for Jedi
Underholdende introer skulle vise sig at være et af aftenens temaer, for Daycare for Jedi havde valgt at gå på scenen til temaet fra tv-serien “Rick and Morty”, og der var tydeligvis fans af serien blandt publikum.
Så skulle den ellers stå på pop-punk med høj energi, catchy omkvæd og hurtige trommer. Genren er ikke en, jeg har meget erfaring med, men der skulle ikke en ekspert til at se, at Daycare for Jedi er habile i det, de laver, og publikum var mere end klar til noget lidt lettere efter Aphyxion.

Der blev sunget med, hoppet på stedet og endda moshet (endnu et stort tema for aftenen), og det aarhusianske band sørgede for, at den gode stemning blev vedligeholdt. Desuden var lyden endelig kommet godt på plads på den lille scene, så man kunne tilmed høre alt, hvad der foregik.
Daycare for Jedi leverede varen tight, og det var svært ikke at lade sig smitte af den glade energi, om man er fan eller ej. Det var desuden virkelig fedt at se, at man kunne gå fra heftigt metal til pop-punk, og publikum stadig var lige tændt, især, når de ikke fik mere end 5-10 minutters pause i mellem hvert band.

Unseen Faith
Næste band på den store scene var endnu et lokalt et, denne gang i form af deathcore-bandet Unseen Faith.
Før nytår skrev jeg i min årsliste, at deres plade Waver for mit vedkommende var årets danske udgivelse, og de kommende 20 minutter skulle da også vise, at det ikke kun er i studiet, bandet fungerer. Lyden var, som med Daycare for Jedi, kommet på plads og stod knivskarpt, hvilket gjorde, man kunne høre, hvor sikkert musikken blev leveret.
Hvor publikum havde været dejligt energiske hele aftenen kom de nu helt op at koge, og hvad der bedst kan beskrives som en ”circle of death” (det må det hedde, når en “wall of death” er rund) opstod helt naturligt flere gange. Det var desuden første gang på aftenen, jeg lod mærke til, der blev crowdsurfet, og det mere end én gang på den korte tid.

Jeg har efterhånden set Unseen Faith live en del gange, og jeg tror ikke, jeg har oplevet dem bedre.
Her var der også plads til en gæstevokalist, denne gang i form af CABALs frontmand, Andreas, der brølede med på singlen ”Dystopia”, et fedt indslag, der heldigvis skulle være flere af senere. Jeg talte med Unseen Faiths egen sanger Alexander senere på aftenen, hvor han fortalte, han havde fået madforgiftning og efter koncerten måtte ud at kaste op. Hatten af for ham, for det opfattedes på ingen måde i hans præstation.

Igen blev et bands set afsluttet med en overraskelse, denne gang i form af et cover af Jay-Z og Kanye Wests ”Ni**as in Paris”. Det var både super underholdende og veludført og faldt i virkelig god jord blandt publikum.

Sons of Death Valley
Man skulle tro, publikum efterhånden ikke havde mere energi, men sådan kan man jo tage fejl.

Drengene fra Sons of Death Valley havde i hvert fald ikke tænkt sig at give folk mulighed for at puste ud, og der gik da ikke længe, før der blev skabt en pæn lille cirkel af folk, der svang med arme og ben. Igen var jeg lidt på dybt vand rent genremæssigt, men jeg tror, hardcore med rock og en lille portion galskabswestern nogenlunde ville kunne beskrive den musik, Sons of Death Valley lægger for dagen.

Uanset hvad, blev det fremført hurtigt, hårdt og præcist med en forrygende energi på scenen. Publikum tog imod det med åbne arme, også rent bogstaveligt, da frontmanden hen imod slutningen sad på skuldrende af noget af publikum, imens han vejrede et flag over hovedet. Ligeledes havde han heller intet problem med at finde nogen at række sin mikrofon til, når der skulle råbes med i omkvæd. Især nummeret ”Fight Song” blev der skrålet godt med på, og Sons of Death Valley leverede alt i alt et overbevisende show og efterlod både scenen og salen badet i øl og sved.

møl
For først gang i løbet af aftenen blev publikum mere rolige og stillestående. Ikke fordi møl, ikke interesserede dem, men fordi de ikke på samme måde indgyder til at moshe. Deres shoegaze-black metal giver mere anledning til at stå, observere og lytte.
Jeg har tidligere ikke helt kunne forlige mig med deres totalt introverte scenepersonlighed, men det er, som om de har ændret deres performance til at være mere levende og energisk. Om det er på grund skift til en forsanger, der ikke ynder at stå helt stille, eller blot er en naturlig udvikling, skal jeg ikke kunne sige, men det er for mit vedkommende en rar ændring, som jeg personligt bedre kan forholde mig til.

Scenen blev fyldt med røg, og sammen med det skarpe lys gjorde det, at medlemmerne fra møl blev silhuetter på scenen, hvilket skabte en fed stemning med deres i forvejen atmosfæreskabende musik. Denne blev det også fremført sikkert og problemfrit til trods for de relativt mange dynamiske skift.
Det ene øjeblik flød rene guitarakkorder, det næste blev der blastet for fuld skrue. møl spiller ikke noget direkte lettilgængeligt musik, men er man åben overfor noget med lidt flere nuancer, er der mange flotte aspekter at finde, og denne koncert var bestemt ikke en undtagelse.

Også her var der plads til ikke én, men to gæsteoptrædener, både af Andreas fra CABAL og Benjamin Kousholt fra White Flag Harmonies. Sidstnævnte lagde en virkelig flot ren vokal, der virkelig gav en lækker ekstra dimension til møls korte set. Koncerten var flot, og publikum stod mere eller mindre tryllebundne, hvilket sikkert også har været sundt for deres helbred efter flere timers konstant hoppen rundt.

CABAL
Hvor publikum havde brugt hele aftenen indtil nu på at hoppe rundt og slå sig løs, havde jeg selv travlt med løbende at tage noter og observere, men nu skulle det have en ende. Hvis man har læst min anmeldelse af CABAL kommende album, vil det måske heller ikke komme som en overraskelse, hvorfor jeg valgte netop nu at stikke min notesblog i lommen og bevæge mig foran scenen.
Nu blev lyset ikke bare dæmpet, men helt slukket. Hvor møl havde brugt meget røg, brugte CABAL nu endnu mere, og med scenelamperne gjorde det sigtbarheden utroligt lav. Alt dette var med til at skabe en intens stemning af uhygge, der står perfekt til det københavnske bands lydunivers.

Med krigstrommerne fra nummeret “Rah’Ru” fra den kommende plade, Mark of Rot spillende på backingtracket, gik koncerten i gang, og så brød helvede ellers løs foran den lille scene. CABALs brutale og utroligt tunge blanding af black metal og deathcore blev fremført tight og nådesløst, imens der blev moshet i pitten fra start til slut. Som med Unseen Faith og møl var der også plads til gæstebrølere, nemlig fra frontmændene fra begge førnævnte bands.

Endnu en gang virkede lydanlægget på den lille scene ikke til helt at kunne rumme både backingtrack og voldsomt nedstemte guitar, men det var kun få tidspunkterm man kunne lægge mærke til dette. Udover detm sad lyden i skabet, og koncerten stormede derudaf. Et enkelt tidspunkt kunne man, hvis man da ellers stod tæt nok på det, se frontmanden, Andreas, blive båret ud blandt publikum, mens han brølede løs.

Settet sluttede, og med ømme nakkemuskler kunne man nu opleve aftenens næste store, om end noget uheldige, begivenhed:

MELLEMSPIL: Røgen
Efter bade møls og CABALs heftige brug af scenerøg, måtte spillestedets ventilation smide håndklædet i ringen, og publikum blev mødt af en brandalarm samt en pædagogisk optagelse, der informerede om, at der var opstået en krisesituation.
Alle i salen måtte evakueres udenfor. Det var en lettere akavet oplevelse. Heldigvis var personer nogle skarpe nok til at hente et par højtalere med ud, så folk ude i kulden i det mindste stadig kunne høre noget musik. Efter noget tid blev dørene lukket op, og den tålmodige del af publikum, der var tilbage, kunne komme ind og høre aftenens sidste band.

I’ll Be Damned
Der var desværre tyndet en del ud i publikum, primært nok på grund af den længere venteperiode ude i kulden, da I’ll Be Damned endelig fik lov til at gå på scenen.
Dette afholdt dem dog ikke fra at levere deres nærmest prædikende rock’n’roll på bedste manér. Det var tydeligt, at det lokale band har en dedikeret fanbase, og det publikum, der var tilbage, sang med hele koncerten igennem. Selv præsterede I’ll Be Damned upåklageligt med deres kompromisløse hardrock, der leder ens tanker hen på sydstaterne i Amerika.

Lyden var i top, og frontmanden, Stig Gamborg, spankulerede rundt på scenen i sort skjorte og forkyndte rockens gyldne ord med sin skarpe, nærmest snerrende, vokal. Synd, at en god portion af publikummet var taget hjem, for I’ll Be Damned formåede trods alt at få banket noget varme ind i kroppen på de lettere forfrosne folk.

Men den desværre lidt uheldige, om end mindeværdige, afslutning, var det ellers utroligt vellykkede arrangement ovre, og man kunne nu halte hjem og give ens ører et velfortjent hvil.
Jeg ser allerede frem til, at Prime-kollektivet forhåbentlig laver det samme arrangement næste år og lader turen gå forbi Aarhus endnu en gang.