Anmeldelse af: Midwinter Meltdown Festival. Turbinen, Randers. 16. februar 2019.
Der lugtede råddent i Randers, da dette års Midwinter Meltdown skulle finde sted, hvor særligt et hvis band fra Grækenland formåede at imponere
Foto: Peter Nielsen/Venstrehåndsarbejde
Hoppepude
Dagen lægger tidligt ud med dødsmetal-bandet med det noget fjollede navn Hoppepude. Navnet lader en tro, at vi er ude i en omgang halvsløv Red Warszawa-agtigt miskmask. Heldigvis er musikken slet ikke så pjattet, som navnet vil lade lytteren tro. Hoppepude spiller en hurtig omgang dødsmetal, der, om end ikke er særligt original, men så idet mindste er spændende på disse kanter.
Det er yderst sjældent, at vi ser dødsmetal-bands fra DK, som spiller hurtigt og ikke mindst growler i et godt tempo. Dette gør Hoppepude, og lige netop dette gør de også godt.
Showet virker dog til tider en kende akavet. Bandets fremtoning sidder ikke altid så godt, som det kunne, og det er til tider tenderende til bøvet. Dette går jo nok også netop i hak med navnet. Imellem numrene bliver der da snakket lidt, men det falder desværre lidt til jorden. Heldigvis kan bandet finde ud af at spille, og særligt bassisten har en god energi og en fed måde et bruge sit instrument til at komplementere musikken.
Energiniveauet er egentlig ret højt, og man kan godt mærke at bandet er lokale. Særligt da de hiver den altid gode Claus Gnudtzmann (der tidligere har gjort sig som frontbrøler i bands som Prevail og Svartsot) ind på scenen. Dette fungerer særligt, og vækker da også noget mere energi i publikum. Dette nummer udføres rigtigt godt , og der er bestemt elementer at hente i Hoppepude, som ikke er hverken pjattet eller bøvet. En positiv overraskelse allerede fra start.
Metal Cross
Så er det sgu også ved at være tid til at få sig et stykke med gamle mænd på nye instrumenter. Metal Cross, der hærgede de danske spillesteder tilbage i 80erne, er vendt tilbage efter en længere pause og så endda på hjemmebane!
Metal Cross spiller egentlig præcis den musik, som man umiddelbart vil forvente af et band med dette navn. Det er old school heavy metal uden så mange dikkedarer, men med en god portion seje riffs, fede soli og en højfrekvent vokal.
Bandet spiller glimrende, men dog ikke helt uden skønhedsfejl.
Der leveres utroligt seje og skarpe riffs, og en ret fed guitarlyd, imens bassen lægger den rette mængde af bund. Lyden under Metal Cross er sprød og fyldig, dog med den mangel at vokalen ikke rigtigt får lov til at skinne helt igennem. Bandets optræden er professionel, men uden så meget aggression og puls, som man kunne have håbet. Der skrues dog op for intensiteten i de sidste numre, da det originale medlem Per Krogh Hansen og en gæstesangerinde, som bandet brugte i gamle dage, bliver inviteret på scenen. Her er der lidt tekniske problemer, som dog bliver fikset.
Derefter går det ellers derudaf med god gammeldags lige-ud-af-landevejen metal. De sidste to numre er også koncertens mest spændende, og Metal Cross viser bestemt, at de ældre stadig kan spille en solid omgang tråd.
Materia
Aftenens eneste moderne metalband, Materia, forsøger at ryste publikum i gang med en tung og stram blandet landhandel imellem metalcore og deathcore. Musikalsk er det virkelig ikke interessant for mit vedkommende, men det lader til, at Randers har en helt anden holdning. Der er godt gang i det metalsultne publikum oppe foran, der får headbanget, som gjaldt det deres liv. Faktisk er stemningen rigtigt god, på trods af at musikken ikke er super spændende eller iørefaldende.
Musikken er velspillet og glimrende udført teknisk, omend de svære riffs og melodier aldrig rigtigt formår at sætte sig ordentlig i ens hukommelse. Dette er ikke noget, jeg musikalsk vil kunne huske særligt langt ud i fremtiden. Dødsgrowlet er glimrende indenfor genren, mens den rene vokal er svag og til tider ikke rigtigt lander ordentligt, ja, faktisk lander den til tider en del ved siden af målet.
Lyden er ekstremt moderne med stramme djent-agtige riffs. Generelt gør lydmanden et rigtigt godt stykke arbejde her til aften, for man har intet problem med at fange detaljerne i sammenspillet, på trods af at der ofte sker mange forskellige ting på samme tid.
Bandets egen lyd virker umiddelbart en kende anonym, men alligevel velpassende til genren med undtagelse af bassen. Bassen lyder mest af alt som bassen, der leveres af Fieldy i NU-Metal bandet Korn, hvor den i stedet for at levere dybbe og tyngde til musikken blot tilføjer et kort klik. Dette fungerer for et band som Korn, men slet ikke for Materia.
Materia formår at overbevise en god portion af publikummet, men deres koncert føles aldrig rigtigt som noget, der egentlig får lov til at batte igennem. Dette skyldes mest af alt den let forglemmelige musik, en skidt clean-vokal samt en upassende baslyd.
Thorium
Så er vi tilbage til at skulle opleve noget dansk. Thorium er et dansk dødsmetal-band, der opstod i København i de sene 90ere, og dette kan da også høres på musikken og mærkes på bandets show. Det er fyldt med ’tøhø’-humor, af den slags som bands fra den tid generelt lader til at sætte for dagen. Samtidig spilles der en glimrende omend velkendt omgang af klassisk groovy dødsmetal.
Hvad der dog, modsat mange af bandets pendanter, virkelig får Thorium til at skinne igennem, er, at vokalisten på intet tidspunkt cupper mikrofonen. Dette kunne næsten samtlige andre danske dødsmetal-bands sandelig lære noget af, for vokalen lyder altså bare bedst, når der ikke står en klovn og holder rundt om hovedet på mikrofonen.
Samtidig har vokalisten en god og sjov måde at fremføre den klassiske bøvede metal humor blandt andet med historier om gamle pornobladsamlinger, en fyr, der hed Claus og en god røvfuld selvironi. Publikum får både leet, moshet og headbanget til den store guldmedalje under Thoriums show.
Bandet spiller glimrende og stramt, samtidig med at deres performance er energisk og nærværende. Man føler som publikum, at man bliver lukket ind i en verden, blandet af lige dele død og spas, sådan som en god gammeldags dansk dødsmetal-koncert gerne må være. Ironi er et stærkt våben, som Thorium helt klart mestrer.
Lyden er den bedste lyd, som aftenen indtil videre har haft at byde på, hvor guitarerne er sprøde, bassen tung, trommerne legende og kraftfulde uden at overdøve de andre instrumenter.
Dette er mit første møde med Thorium, men det bliver sgu virkelig ikke det sidste, for dette band kan altså noget, som de færreste danske dødsmetal kan, i hvert fald er dette indtrykket her til aften.
Artillery
Vi træder atter engang tilbage til de danske 80ere denne gang med det legendariske thrash metal-band Artillery. Artillery er som regel garant for glimrende koncerter med solide riffs, fede soli og en fed højfrekvent vokal af den stærke slags. Samtidig har bandet skrevet en helvedes masse legendariske og fuldstændigt formidable sange igennem deres over 30 år lange karriere.
Det er tydeligt at se, at en stor del af publikummet her til aften har set meget frem til Artillery. Der er blevet fyldt godt ud oppe på de forreste rækker, og energiniveauet er pænt højt. Vokalist og frontmand, Michael Bastholm Dahl, bibeholder sin vanlige energiske performance og formår i høj grad at ramme de helt høje toner, som bandet næsten siden dag et har benyttet sig af.
Desværre virker denne type vokal ikke helt så godt på hele Artillerys repertoire. Særligt føles det ved siden af på nummeret “The Almighty” (som er mit personlige yndlingsnummer fra Artillery) fra bandets debutalbum, Fear Of Tomorrow. Til gengæld sidder den fedt på andre legendariske numre som “By Inheritance”, det glimrende “Terror Squad” og naturligvis alle de nyere numre, hvor musikken er skrevet med Dahls vokal i baghovedet. Artillery skriver stadig spændende og fed thrash den dag i dag, hvilket bestemt ikke kan siges om alle de gamle drenge.
Bandets energi virker stadig professionel, omend der ikke bliver gået ligeså meget til stålet, som der gjorde i bandets ungdom. Det er dog stadig en fornøjelse at se Michael Stützer tøffe rundt på en scene, hvor han laver alle de rigtige 80er poseringer og spiller den lede soli.
Artillery kan stadig spille op imod de bedste, i hvert fald når de virkelig vil det. De leverer et glimrende show i Randers med en fed sætliste, hvor publikum virkelig kan få lov til at skråle med. Så længe Artillery fortsætter i denne stil, vil vi altid have en garant for fed gammeldags velspillet thrash metal i det danske land.
Rotting Christ
Så er det tid til aftenens sidste band, som ligeledes er festivalens største scoop i år (ja, måske nogensinde?). Rotting Christ spiller dødsmetal af den lede og onde klinge, og dette gør de altså med bravur. Jeg indrømmer blankt, at min viden om bandet er begrænset til enkelte sange, som jeg ikke kan huske navnene på, samt den kontrovers de har haft med Megadeths vokalist, Dave Mustaine, der engang fik dem hevet af plakaten på en festival, på grund af bandets navn.
Derfor er det da også med spænding, at jeg stiller mig klar til Rotting Christs koncert til dette års Midwinter Meltdown. Hvad der venter mig viser dog at sprænge samtlige forventninger.
Jeg har ærligt talt aldrig hørt et dødsmetal-band, der har den samme tilgang til deres musik, som Rotting Christ har. Der er nogle vanvittigt fede fraseringer med vokalerne, der ind imellem bevæger sig over i stammelignende rytmer, og det er bare skide fedt og ekstremt veludført. Bandets sammenspil sidder så stramt, at man ikke på noget tidspunkt betvivler hverken bandets evner eller deres dedikation til deres musik.
Fremførelsen er enormt energisk, hvor både bassisten og guitaristen fungerer som vokalister, hvor guitaristen Sakis Tolis klarer de fleste vokaler. Disse to vokaler komplementerer dog hinanden til UG og er med til at gøre bandet til den særlige oplevelse, som de er her til aften. Bandet kommer ligeledes utroligt godt udover scenekanten, og publikum er som tryllebundet fra starten af showet. Aftenens bedste moshpit, samt nogle fede, men kortvarige, circelpits viser sig i løbet af koncerten, og det er i sandhed en fryd at bevidne.
Lyden sidder lige i skabet, og uanset hvor jeg placerer mig i salen, kan nuancerne i den tunge og onde dødsmetal spores. Særligt går vokalerne dejligt klart igennem, både hvis man står helt oppe foran eller midt i salen. Atter engang viser Turbinen sig fra sin bedste side.
Energiniveauet er virkelig højt, på trods af at det er sidste band. Det er tydeligt, at publikum har set meget frem til at få sig et lag billedlige tæsk af det græske band.
Rotting Christ leverer aftenens, ja, indtil videre nok årets fedeste koncert i hvert fald for mit vedkommende. Hvorfor det har skullet tage mig så langt tid at fange dem og deres musik, vil for fremtiden stå mig som en gåde.
Rotting Christ har i hvert fald formået at rykke Randers rundt til dette års Midwinter Meltdown med en nærværende, energisk og ekstremt velspillet koncert.
