-
Bruce Dickinson Spoken Word
Anmeldelse af: Bruce Dickinson Spoken Word. DR Koncerthuset. 08. september 2018
Arkivfoto: Mark Stoumann
En latterfyldt aften i selskab med Bruce Dickinson
Iron Maiden-frontmand, pilot, ølbrygger, ur-designer, fægter, kræftoverlever og nu foredragsholder på stor skala. Bruce Dickenson er selvfølgelig manden, der lørdag indtog DRs koncertsal med sit selvbiografiske foredrag, inspireret af hans seneste bog, “What Does This Button Do?”
Rocklegenden lagde aftenen ud med at kaste tennisbolde med en lille hilsen, som furryballs, en tegnet raket-penis og selvfølgelig kunstnerens egen signatur. Disse bolde ville vise sig sidst på aftenen at have en dybere mening.
Men nu skulle vi igang, og vi skulle have det sjovt!
Med en flaske Trooper-øl i hånden lagde Bruce ud med at fortælle om sin onkel John, en tidligere Royal Airforce-ingenør, der under Anden Verdenskrig var udstationeret på Malta, hvor både tyske og italienske luftangreb var en del af dagligdagen. Denne onkel skulle senere vise sig at være grunden til Bruces kærlighed til maskiner og drømmen om at blive pilot.
Klædt i sweatpants og militærstøvler og med humor i stil med komikeren Dave Allen og Monty Python ville Bruce fortælle om, hvor forskelligt lærene var på sin privatskole, og som på sportslig vis gav eleverne øretæver. Det var som regel, når eleverne drillede besøgende, foredragsholdere eller urinerede i rektorens middag.
Efter en lang og flot gennemgang af sit liv med billeder på storskærm af sine interessante buksevalg til koncerter, gamle bands og breve fra skolen, blev vi sendt til pause. Under pausen fik de fleste tanket øl og læst lidt i selvbiografien, som alle fik udleveret i indgangen som en del af billetten. Bogen var selvfølgelig signeret af manden selv.
Da pausen var overstået, og alle var på plads igen, fuldt optanket, skulle anden del af showet igang. Inden showets start havde alle modtaget et stykke papir, hvor man kunne stille Bruce et personligt spørgsmål. Dem ville han så prøve at besvare.
Et spørgsmål lød på: “Hvad det værste, han havde spist, var?” Hvilket var en spacecake med en hysterisk sjov histore til. Et andet lød på hans kørekort, hvilket gav en sjov historie om en meget overvægtig irsk kørelærer på en lille ø uden færdselsregler.
Aftenen blev sluttet af med at, han spurgte hvem der havde bolden med “Cancer” skrevet på. Da vedkommende var fundet, fortalte han om hans svære kræftsygdom og forløbet. Det var selvfølgeligt en sørgelig snak, men han gjorde det med jokes og et glimt i øjet, så alle, gik derfra, grinene og glade.
Det var en rigtig god oplevelse og fantastisk god aften.
Jeg ville gerne se showet igen.
