Stereoattack + Killing Salt Chemicals + Jfk.Jr. @ Lygten St. den 19. sep. 2015
Når Rock-musikken går helt ned i sin elementære form, sker der bare noget opløftende. Først skulle vi dog igennem en prøvelse af forskellige art afhængig af øren-orientering denne aften
Jfk. Jr.
Bandet peb fra starten om trykkende alder, rusten live-erfaring, en mødoms-koncert for trommeslageren og alle mulige andre skavanker. Havde de nu bare holdt deres kæft, havde vi andre aldrig opdaget det!
Det fremstod tydeligt, at her var et band med evnen til at skrive den gode sang baseret på idoler og – formentligt utilsigtede – inspirationskilder. For jeg fornemmede reminiscenser fra denne trio-store bemanding med alt fra Seether, Saliva til Foo Fighters. Generelt alt i skærsilden mellem Post-Grunge til Alternative Metal.
Hele bandets fremførsel igennem blev der holdt et højt niveau af sangskrivning, om det så gjaldt de mere afdæmpede numre eller de hurtige sataner. Jeg spår drengene her en fornem fremtid, og jeg glæder mig til at se dem igen, når de har fået flere hak i bæltet rent livemæssigt.
Killing Salt Chemicals
Det sker sjældent, at jeg med lys og den der lygte må lede efter særegne, originale elementer ved et band – det værende på godt eller ondt. Men én gang skal jo være den første. Og det skete så med Killing Salt Chemicals.
De lyder som et kopi-band, ikke et cover-band, men et kopi-band. De høster vokalen fra Iron Maidens Bruce Dickinson og bruger ellers radiovenlig rock- muzak til at bygge op om resten, totalt forladt for personlige islæt.
Publikum så dog ud til at nyde de generiske, ensformige numre tilsat den anonyme vokal, og musikken spillede da. Så hvis du mangler et okay rock-ensemble til at spille hengemt i hjørnet til dit halbal, mens du koncentrerer dig om din snapsebrandert, er her da et godt forslag.
Stereoattack
Det er imponerende, at man sådan kan skifte kvalitet så hurtigt. Stereoattack har tidligere på året varmet op for mægtige Saga i Amager Bio, og det var tydeligt at mærke, at drengene har mest erfaring som sammenspillet band.
Det er svært at kategorisere bandet definitivt. Det er vel generelt svært? Hvorom alting er, så mener mine noter, at man kan tage The Rolling Stones og sætte tempoet lidt op, krydre det med Audioslave og tilsætte lidt Hard Rock, før den slags blev helt radiovenligt. For musikken lyder som noget, der vil falde fint i trit med den moderne retro-rock lyd, som vi blandt andet kender det fra Grusom og SEA herhjemme.
Hvor Stereoattack imidlertid – især – gør deres berettigelse, er live! For ham Søren Andersen på lead-guitar har da godt nok skævet til de uopslidelige guitarhelte, men forstår samtidig at fylde sit eget flair på (måske en guitar-helt er i støbeskeen, og det siger ikke så lidt).
Mads Skoubo på vokal beviser også, at de efterhånden hengemte klare røster fra fortidens rock’n’roll ikke behøver at høre moderne Power Metal som Sabaton til. Mads kunne passe ind i mange konstellationer.
Vi fik også serveret nyt materiale med blandt andet “Dark Waters”. I min optik opsummerer det nummer, hvad bandet er i stand til, når de er bedst. Glæd dig, til den bliver udgivet sammen med andet nyt materiale – og nyd dem live indtil da!
(Foto: STEREOATTACK)
