Rørende royalt retrospekt

Anmeldelse af: Queen, Royal Arena 22-11-2017

Queen havde onsdag aften inviteret til audiens i de royale gemakker, og det skulle vise sig at blive et majestætisk og rørende show.

Foto: Jeppe Ludvig Jensen

Allerede da jeg nåede frem til Ørestaden og drejede af ved afkørslen til Fields, kunne mine øjne vidne den massive folkevandring, som bevægede sig fra storcenteret til den gigantiske arena. I løbet af denne onsdag havde sommerfuglene i min mave fået luft under vingerne op til flere gange af bare spænding. Bare ved tanken om at skulle opleve Queen kunne putte et stort smil på min læber.

Men samtidig kunne mit smil hurtigt erstattes af en form for sørgmodighed, da jeg udmærket ved, at det er uden forsanger Freddie Mercury, som døde af sygdom i 1991, og bassist John Deacon, som forlod bandet i 1997. Når man tænker på Mercurys enestående stemme, hans person og musikalske indflydelse, så er det svært ikke at få en klump i halsen.

Da jeg kom ind i arenaen, var der en halv time til showstart. På trods af arenaens udmærket udluftningsystem begyndte varmen fra det forventningsfulde publikum så småt at melde sin snigende ankomst. Klokken blev 20:10, og Queen trådte direkte på scenen. Da der ingen supportbands var denne aften, måtte bandet gennem ”Hammer to Fall”, ”Stone Cold Crazy” og ”Tie Your Mother Down” med et publikum, som virkede som om, at de ikke anede råd om, hvordan de skulle håndtere det virvar af indtryk, som kom fra bandets gigantiske sceneshow. Publikum stod mildest talt stille, men klapsalverne efter et færdiggjort nummer talte for sig selv. De varede længe, og man havde ikke lyst til at stoppe, når man først var begyndt.

Excentrikeren Adam Lambert har en fantastisk energi. Han er det unge skud på scenen, som skal opvarte publikum, og det gør han. Lambert er underholdene. Lige siden han blev nummer to ved American Idol i 2008, har han haft en fast plads i rampelyset som forsanger, når Queen tager på tour, og det virker til, at han føler sig meget hjemme i det spotlight, som får hans palietter til at skinne. Men vigtigst af alt så har Lambert en gudsbenådet stemme, som om noget kan løfte den opgave at skulle agere forsanger for Queen.

Introen til ”Another One Bites the Dust” dunker ud i arenaen, og publikum viser deres begejstring med det samme. Lambert får bevist, hvor bredt hans stemme kan strække sig på ”Killer Queen”, ”Dont Stop Me Now” og ”Bicycle Race”. Roger Taylor tager kærligt hånd om vokalen til ”I’m In love With My Car”, som han også gør det på den indspillede udgave.

Koncertens rørende øjeblik var, da Brian May tog sin akustiske guitar og sang ”Love of My Life”. Ja, det var faktisk mest publikum, der sang. Men til sidst i nummeret dukkede Freddie op på storskærmen, og i et klip sang han de sidste strofer, imens May spillede guitar til. Det var gennemført, og hele seancen sad lige i skabet. I et kort øjeblik ønskede man, at Mercury stadig var iblandt os. May forsikrede os dog om, at Mercury lyttede med,og den tanke kan jeg godt lide at lege med.

Efter dette smukke øjeblik fik vi en parade af hits som bestod af ”Somebody to Love”, ”Crazy Little Thing Called Love”, ”Under Pressure”, ”A Kind of Magic” og ”I Want to Break Free”.

Hit-paraden ville have forsat, hvis ikke det var fordi, man havde planlagt Adam Lamberts eget nummer ”Whataya Want From Me” som pauseklovn. I min optik kunne nummeret undværes og virkede som en knude på den snor, hvorpå perlerne hang. Herefter fik vi dog flere hits som ”Who Wants to Live Forever”, ”Radio Gaga” og mega-hits som ”Bohemian Rhapsody”, ”We Will Rock You” og som kronen på værket ”We Are The Champions”.

Brian May, Roger Taylor og Adam Lambert stod i spidsen, for dette rørende og flotte tilbageblik i Royal Arena, hvor 16.000 mennesker fik hyldet én mand og hans musik. De nostalgiske aspekter gjorde, at selvom man ikke nødvendigvis var i live, i den tid hvor Freddie Mercury og Queen havde deres storhedstid. Fik man alligevel følelsen af at være et gammelt røvhul, som længtes efter de gode gamle dage hvor alting var bedre.