Røvballe-rock for fulde gardiner

Anmeldelse af: Airbourne, Copenhell, Helvìti, 23. juni 2017

Med en simpel opskrift fik australske Airbourne, – endnu engang – sat gang i en fest i kampen for at holde Rock’n’Roll i live.

Airbourne kommer løbende ind på scenen. Bandet starter ud med sangen “Ready To Rock”, som fra første strofe blæser pladsen omkuld. Bandets AC/DC-iske røvballe-Rock ‘n’ Roll sætter hurtigt en fest igang. Det virker næsten for simpelt at presse så meget distortion ned over guitar-verdenens ’simple’-akkorder. Men ikke desto mindre virker det exceptionel godt.

Stemningen er fantastisk. Publikum har væbnet sig med fadøl, som flyder i stride strømme. Alle, der har set Airbourne før, ved, at de er et utroligt energisk liveband, som ikke går på kompromis. Bassist, Justin Green, og den forholdvis nye guitarist, Harri “The Riff Doctor” Harrison, løber gentagne gange tværs over scenen til deres mikrofoner. Forsanger, Joel O’keeffe, tonser rundt på hele scenen og udfører de skarpe guitarsoli.

Jeg har efterhånden set Airbourne live en del gange før, og endnu engang må jeg se i øjnene, at jeg heller ikke blev skuffet denne gang. Den form for magi, som bandet udviser på scenen, slår gnister i mit dybeste indre og underholder mig gennem hele koncerten. For ikke at nævne disse gutters kamp for at holde Rock ‘n’ Roll i live, som er ganske bemærkelsesværdig.

Under nummeret “Cheaper Wine & Cheaper Women” beder Joel O’keeffe publikum om at sætte sig på skuldrene af hinanden, hvorefter han oppe fra scenen kaster en dåseøl ud, som folk kan gribe. Herefter får vi den hurtige “Girls in Black”. Til sidst dedikerer bandet nummeret “Runnin’ Wild” til Lemmy, da han var medvirkende i musikvideoen til samme sang. Det skaber en massiv circle-pit, og Airbourne kan afslutte endnu en utrolig vellykket koncert på dansk grund.

Mærkater: , , ,