Anmeldelse af Scandinavian Takeover, 26. november 2016, Gimle.
BlastBeast inviterede sidste år til Femhærsslaget på Gimle. Dette skulle de nu gøre kunsten efter ved at afholde deres nye tiltag, ’’Scandinavian Takeover’’, på det selvsamme spillested
Af: Bastian Reinholdt Madsen
De havde væbnet sig med en pakke bestående af en bunke fede bands fra forskellige ’’skandinaviske’’ lande på trods af, at man på dansk ikke indlemmer Færøerne og Island som skandinaviske. Det skulle vise sig, at især Folk Metal, med fokus på folkemusikken frem for metallen, skulle være den store vinder denne aften.
Bergtatt
Aftenen lagde ud med, hvad der for denne anmelder skulle vise sig at være noget af en overraskelse, personificeret i form af det norske band Bergtatt. Jeg havde personligt ingen forventninger, da jeg på ingen måde kendte bandet, før de gik på scenen, men jeg må sgu sige, at de gav en solid oplevelse!
Bergtatt gav en alternativ version af deres sædvanlige liveshow, da de desværre ikke havde fået deres bassist med til Danmark i denne omgang. Det betød, at de spillede en del af deres regulære sæt med bassen som backingtrack, mens der midt i sættet var plads til noget mere akustisk udfoldelse. Dette fungerede glimrende og viste, også hvor stramt et band, Bergtatt egentlig er – det kræver noget at følge et enkelt instrument via backingtrack og så stadig spille tight, men de formåede at gøre det!
Bergtatt har i Linn Katrin Øygard en forrygende vokalist. Denne anmelder kan ikke gennemskue, om hun virkelig havde så meget kraft i sin stemmer at hun kunne synge så højt, imens hun stod så langt fra mikrofonen, som hun engang imellem gjorde, eller om der simpelthen var skruet så højt op. Uanset hvad, så var hendes stemme mildest talt imponerende!
Bandet havde desuden noget, som denne anmelder altid har savnet lidt indefor genren, regulære guitarsoli! Det kan måske virke mærkeligt at hive en shred-solo ind i et folk metal band, ja faktisk ville jeg nok heller ikke være sindssygt vild med en solo, der var ren folkemusik på en guitar. Bergtatt havde dog reelle gode og virkelig velskrevne melodiske guitarsoli implementeret i deres musik, og det fungerede virkelig godt!
Desværre var lyden ikke altid helt venlig ved bandet, og det var i en del af koncerten desværre svært for denne anmelder at høre den ellers velspillede drejelire, som ligesom giver det ekstra pust til folkedelen af musikken. Det var ærgerligt, for det kunne lige have givet det ekstra spark opad!
Huldre
Så er vi nået til Danmarks folk metal-darlings! Huldre behøver velsagtens ikke en længere introduktion efterhånden, man bør efterhånden kende til dem, og hvis ikke – ja så er det sgu tid, thi Huldre er i topform.
Koncerten blev indledt på morsomste vis ved, at der stod et næsten fuldtalligt Huldre på scenen. Men hvor var Bjarne (Bassist) blevet af? Det lykkedes bandet at få gjort, hvad der potentielt set godt kan være en ret pinlig situation, når man står på scenen overfor et metalhungrende publikum, til at blive til en sjov gimmick, hvor hele publikum råbte i kor efter Bjarne. Hvor Bjarne havde været, eller hvad han havde bedrevet, meldte historien desværre intet om.
Derefter fortsatte koncerten i bedste Huldre-stil med masser af skov og knogler samt kædedans og lignende. Det er altid en fed fest at være oppe foran til Huldes koncerter, det er altså en helt bestemt og unik stemning, som de formår at skabe.
Hele bandet består bare af karismatiske personer, som virkelig formår at udvise en enorm spilleglæde og overskud igennem deres egen musik, fra Nanna Barslevs fantastiske og unikke vokal til Laura Becks velspillede, violin til de super stramme trommer fra Jacob Lund over i de dejlige folke-instrumenter som drejelire og fløjter fra Troels Nørgaard. Metal-delen, der leveres i form af den tunge bas og sprøde guitar, sidder virkelig også bare præcis der, hvor man kunne ønske den i et band som Huldre. Det er ikke for meget metal, det er ikke for meget folkemusik, de rammer ligesom bare plet i midten af genrerne.
Huldre havde desuden medbragt en bunke dugfriske numre fra deres nyeste album, ’’Tusmørke’’, og de fungerede præcis ligeså godt live, som man kunne have forventet det! Denne anmelder er i hvert fald ovenud begejstret for det nye materiale, der helt klart har potentiale til at tage Huldre mile længere, end hvor de er p.t. Dette er altså helt klart et band af international klasse!
Fejd
Så er vi nået til bandet, som er grunden til, at denne anmelder bevægede sig ud af sin varme hule i det mørke Jylland. Fejd fra Sverige har, så vidt denne anmelder er orienteret, ikke været i Danmark i ualmindeligt lang tid, i hvert fald ikke, så længe jeg har kendt dem, hvilket vil sige siden 2009, hvor de blev oplevet på Wacken Open Air. Siden dengang er de tilsyneladende blevet en kende mere metal i og med, at de har tilføjet en guitarist til deres line-up. Dette fungerede glimrende på trods af, at denne anmelder er på spidsen til at sige, at det, der var det specielle og unikke ved Fejd før, netop var manglen på guitar, som betød, at deres musik var endnu mere folket, end hvad den er blevet til i dag.
Fejd havde noget af en opgave for sig i og med, at de skulle følge op på Huldre på Huldres hjemmebane. Fejd havde da også sværere ved at få fanget publikum, end hvad Huldre havde, men hvem har egentlig ikke det?
Koncerten lagde, så vidt denne, på dette tidspunkt, små-berusede anmelder husker, ud med sangen “Offerök” fra bandets første plade, “Storm”, og så kørte det ellers for Fejd. Forsangeren Niklas Rimmerfors gør sig rigtigt godt som frontmand og vokalist med hans om noget oldnordisk-klingende vokal. Man føler, at man kunne sidde i et langhus og høre ham synge, imens der blev spillet på en drejelire eller lignende. Det føles autentisk, hvilket velsagtens har været et gennemgående tema for denne aftens folk metal-bands.
Denne anmelder manglede dog desværre sit favorit nummer, “Svanesång”, som en del af sætlisten. Det er ærgerligt, da det er et nummer af ekstrem høj klasse. Alligevel var sætlisten denne aften fortræffelig og fungerede som en god sammenhæng.
Hamferð
Så stoppede det altså også! Ikke mere folk metal for i aften! Nu var det blevet tid til at blive blæst ned af Færøsk doom fra Hamferð.
Af en eller anden grund har Hamferð aldrig rigtigt formået at få det til at kilde de helt rigtige steder på denne anmelder. Det er som om, der er noget i det, som er virkelig godt, men det rammer ikke helt rigtigt, der mangler ligesom bare et eller andet. Det er måske et band, der skal høres lidt mere på hjemmefronten for virkelig at sætte sig.
Spille kan de i hvert fald – og tungt blev det! Hamferð spiller om nogen en tung og meget atmosfærisk omgang Doom. Iført jakkesæt og med deres brede spekter indenfor instrumenter fylder de også lynhurtigt en scene ud. Bandet formår at blande det store og pompøse med det tunge og melankolske i en blanding, som velsagtens kan betragtes som smuk i hvert fald for de indviede. Desværre kunne denne anmelder godt tænke sig, at der blev gået lidt mere til biddet med sceneshowet. Det føles, som om, at melankolien måske godt kunne få tilføjet noget puls og en vis form for aggression. Der må i hvert fald godt ske lidt mere i forbindelse med sceneshow for at det virkelig skal pirre denne anmelder. Som sagt er Hamferð bestemt ikke skidt, men de rammer heller ikke helt plet denne gang.
Denne anmelder endte i hvert fald med at tilbringe lidt ekstra tid oppe omkring baren under deres koncert.
Auðn
Aftenen skulle sluttes af med en ond omgang atmosfærisk black metal fra Island. Til det havde BlastBeast fået hyret Islandske Auðn, så der kunne blive lukket med maner. Auðn fik sat gang i den gode omgang headbanging, som var spredt godt ud over hele gulvet. Desværre var der også blevet tyndet en kende ud i flokken, der var til stede – men det er nu også en hård kost med fem bands på en aften.
Der var desværre noget, som ikke helt fangede denne anmelder ved koncerten, atmosfærisk black metal er en djævel på det punkt. Det kan være lige præcis det, man har brug for og lige præcis det, man magter; eller også er det helt i den anden grøft, hvor at i hvert fald denne anmelder ender med at vippe lidt med hovedet og så ellers gå på runde imellem scenen og baren. Det var desværre hvad der skete denne aften, ikke fordi Auðn var dårlige eller spillede skidt, det fangede bare ikke helt efter den store mæthed med de fire andre bands.
Faktisk leverede Auðn stadig en rigtigt velspillet og fed omgang black metal, der var tilpas ond og tilpas dominerende at opleve på scenen. Der var godt med gejst specielt på de forreste rækker. Ligesom med Hamferð kunne det stadig mærkes, at koncerten bestemt ikke var skidt, det var bare desværre heller ikke noget, der virkelig sparkede igennem, denne anmelder følte i hvert fald ikke at, man kom meget over det middelmådige.
Set over hele aftenen var dette et virkelig vellykket arrangement. Det kan vi alle godt klappe drengene fra BlastBeast på skuldrene for! Sådan nogle aftener må de virkelig godt holde nogle flere af! Vi blev præsenteret for en lækker bandpakke, hvor vi fik lov til at se en udmærket palet af, hvad en bunke af de nordiske lande har at byde på. Specielt stod folk metal-delen stærkt denne aften, hvilket i den grad modbeviser denne anmelders generelle tanke om, at folk metal er en døende genre. Denne fordom blev bestemt mast i jorden denne aften.
