Se det var ret så godt

Anmeldelse af: Seether, Amager Bio, 18. september 2017.

Pladeaktuelle Seether fra Sydafrika var forbi det kolde nord i DK for at servere lidt rock med grunge og omrørt med en anelse metal.

Foto: Frederik Stoumann

Tidligere på året udkom Seethers syvende fuldlængdestudiealbum, Poison the Parish, og jeg tog mig selv i at tænke: Eksisterer det band endnu? De er i min knold placeret i den pose over bands, der er vel langt over sidste salgsdato og ikke på den store klinge kan have særligt meget relevans nu om dage.

Men singlen “Betray and Degrade” fra den seneste udgivelse fik mig til at indse, at Seether er andet end en afstikker af de grunge-bands, der kom ridende lidt for sent på bølgen i deres skovmandsskjorter. Faktisk kunne jeg før den genopdagelse af bandet kun huske, at singlen “Broken” med 100 procents sikkerhed var en Seether-sang (fra skiven Disclaimer, 2002)
Aftenen blev fik mig dog til at indse, at bandet stadig kan noget.

Men først skulle vi igennem to styks opvarmning:

Sons of Texas
Balkonen i Amager Bio var blevet åbnet, og der var allerede godt med fremmøde lige før første band, Sons of Texas, gik på scenegulvet. Lyden skulle lige kridtes ordentligt til, men så gik sangene også nogenlunde rent igennem.
Min første indskydelse, siden jeg ikke har noget forhåndskendskab til bandet, var, at de mindede mig om en fattigmandsversion af Pantera med lige dele Phil Anselmo-fremtoning hos forsanger Mark Morales.
Bandet er også et relativt ungt skud på musikstammen med blot et enkelt album under langhornsbæltet, Baptized in the Rio Grande.

Deres mixtur af semi-groove, alternative metal og hardcore-bølle-attitude var ikke noget, der lige bed på mig i begyndelsen, men af et ungt band at være havde de fandeme selvtilliden og energien med sig til at bevise, at de var berettiget som opvarmning.
Mod slutningen af deres koncert tog jeg også mig selv i at forsøge at mime mange af de sidste omgange af omkvædene i sangene, da de rent faktisk var lidt fængende, omend de langt fra var opfindsomme.

LTNT
I beskrivelsen til denne koncert hedder det sig, at engelske LTNT spiller alternative hardrock. De kan kalde det, hvad de vil. Jeg kalder det kedeligt og søvndyssende.
Bandet skal have tommelfingeren op for, at de umiddelbart forsøger mange fiksfakserier med deres sangstrukturer, så ikke to sange lyder ens. Men Trioen var mere som en varm cola i sydlandsk sommerhede, når man nu lige var blevet kvikket op med et iskoldt styrtbad af Sons of Texas.

Hele bandet virkede fraværende i deres performance, og lydbilledet ville have været klædt med, at bandet fik sig en rytmeguitarist ind, da forsangeren og eneste guitarist var gennemsnitlig på sit instrument, men ofte spillede over evne.

Hjem i øveren igen, drenge, og lad hashtågeattituden blive i baglokalet.

Seether
Så blev det tid til hovednavnet, de fleste vist havde ventet på. Min første indskydelse var, at gennemsnitsalderen blandt de fremmødte var lidte over midten af 20’erne.
Men der var godt proppet, så mange – ligesom undertegnede – må have haft bandet som lydspor i tidligere tider eller var dedikerede fans, mens de yngste koncertgængere, der var at spotte, vist var så unge, at forældrene havde hevet dem ind.

Bandet startede med sangen “Stoke the Fire” fra den nye skive, og publikum var vist opdateret på bandets diskografi, eller blot begejstrede for at se bandet, for salen eksploderede fra start.
Og hvor var det dejligt at se et forholdsvist fravær fra publikums side over at ville insistere på at overvære en koncert gennem en skærm på telefonen.

Ros til publikum, men hvad med bandet? Det var tight, og det var veludført. Det var specielt rart at høre forlængede outroer til sange, der gled over i den næste hymne. Det gav bandet lidt liv.
Seether var skam nærværende, men forsanger og guitarist Shaun Morgan interagerede ikke meget med publikum. Nu gør enetaler mellem numrene ikke nødvendigvis en koncert bedre, når man er kommet for musikkens skyld, men som en ven sagde til mig, så var lyden næsten så god, at hvis du skruede ned for publikum, så kunne du nærmest have sammensat en playliste med de samme numre, og der ville ikke været den store forskel.

Mit personlige højdepunkt var, da Shaun Morgan – uden at informere de andre  i bandet – lod en intro glide over i “What if God Was One of Us” af Joan Osbourne og dermed lod til at glide ud af sin autopilot dvale og drille både os og de andre medlemmer i bandet.

Mit personlige lavpunkt var en lidt for akustisk version af førnævnte sang “Broken”. Den sang fungerer så godt, når den får lov til at rigtig at åbne sig op i svulstige omkvæd med violiner og og kvindevokal som avec.
Her var det en lidt for selvfølende Shaun Morgan alene med sin guitar, der fremførte den. Det har virket godt på papiret, men faldt fladt til jorden i min optik.

Men publikum var med bandet hele vejen, og jeg gik ud i nattekulden og var over tilfreds et godt stykke over gennemsnit.