-
Chelsea Wolfe
Anmeldelse af. Chelsea Wolfe. Pavillion, Roskilde Festival. 05. juli 2018
Den amerikanske singer/songwriter Chelsea Wolfe gav publikum en utroligt flot og melankolsk, men alligevel smuk, koncert på Pavilion under dette års Roskilde Festival
Så skal der ellers skæres en bid af den dystre kage, kan jeg lige love for!
Dysterhedens ukronede dronning, Chelsea Wolfe, skal nemlig til at indtage Pavilion, og dette gøres på glimrende vis! Koncerten er hele vejen igennem yderst melankolsk og mørk i sit udtryk; et udtryk, som Chelsea Wolfe virker yderst komfortabel i.
Man føler vitterligt, hvordan der krænges ud af de allermest dystre kroge af hendes hjerne, og man kan ikke andet end at være imponeret, særligt over hendes vokal, der virkelig tager kegler. Chelsea Wolfe har en ufattelig smuk og ganske unik stemme, der for mit vedkommende lettest kan sammenlignes med en mere dyster og mørk version af Björk – hvilket i den grad bør ses som en kompliment!
Der er fra starten af koncerten godt gang i bassisten, der lader til at leve sig utroligt godt ind i det mørke, dystre og aggressive udtryk, som musikken besidder. Denne aggression mærkes særligt i et nummer som “Vex”, der dog af indlysende grunde ikke har Aaron Turner fra ISIS og Sumac med på gæstevokal i dag. Musikken er vanvittigt varierende og går lige fra det dystre, dunkle, tunge og direkte over til noget, der nærmest oser af en form for melankolsk skønhed.
Der er ikke vanvittigt med kontakt til publikum, hvilket egentlig passer meget godt til det introverte og dystre udtryk, som musikken besidder. Wolfe selv virker dog stadig til at være oprigtigt glad for at være på festivalen. Generelt virker hun meget nede på jorden i og med, at hun indrømmer fejl i et nummer, og bandet så starter forfra. Det kræver sgu noget respekt at indrømme fejl på den måde og stille sig åben på en scene på den måde, som hun gør.
Lyden er en kende mudret igennem koncerten. Det klæder på sin vis musikken, særligt i de tunge lydmursprægede stykker, men man kunne godt have foretrukket at få lidt flere detaljer i det ellers lækre sammenspil, der er imellem bassen og guitaren.
Der bliver ligeledes brugt nogle backing-tracks igennem koncerten. Disse fungerer egentlig godt, men det ville nu stadig være federe at have dedikerede musikere til at spille de elektroniske dele af musikken.
Chelsea Wolfe leverer et show, der af præget af den dunkelhed og det mørke, der findes i hendes hoved. Dette resulterer dog ikke i udelukkende dysterhed, for med Chelsea Wolfe findes der i sandhed skønhed i mørket.
