Slam-it! Ramte rigtigt – mestendels

Anmeldelse af: Slam-it! 2017, 02. juni. Pumpehuset.

Første omgang af heldagsarrangementet Slam-it! stod for skud på årets anden sommerdag, og jeg ville være med til at bevidne den begivenhed.

Kroppen værkede stadig efter Primes gadefest under Distortion fra dagen i forvejen, men at fornægte muligheden for at opleve et selvproklameret anderledes metalarrangement med vel-etablerede danske og udenlandske navne var svært at sige nej til.

Første opgave blev at aflive de medbragte øl, da den slags var non grata i Byhaven. (eller også gemte jeg dem strategisk til senere. Det afhænger af, om arrangøren læser med eller ej)

HEARTEATER
Første levende skud på Pumpehuset udendørsscene, Byhaven, var post-hardcore bandet Hearteater, som jeg tidligere har haft fornøjelen af at opleve live.
Min vedvarende indskydelse under hele koncerten var, at forsanger Emil Breuning må bruge noget seriøst stærk mokka som avec til sin morgenkomplet, for krudt i rumpetten er da en underdrivelse at mene, han har.
Det supplerer musikkens frembrusende attitude, som i min optik placerer sig på den gode måde mellem post-hardcorens attitude og metalcorens melodiske fanvtag, som oftes udfoldes i omkvædene hos Hearteater.

Forud for koncerten faldt jeg i snak med et par gæve gutter, der lignede prototyperne på den “gængse” old school-metaltype med battlevest, sort kluns, håndbajer og alt andet komplet; men de medgav, at det var rart at opleve danske bands turde være andet end grum dødsmetal eller obskur black metal for at bilde sig ind, at de må være med i den lille, indspiste andedam herhjemme.

Så allerede fra start var det fedt at opleve, at palmehave-kommunikationen udadtil virkede til at lykkedes, og folk var åbensindede, også for Hearteater.

Dog syntes jeg ikke, at musikken spillede hele vejen igennem, da Hearteaters numre i mine ødelagte ører flød sammen til en grød hist og pist, leadvokalen – trods fremadstormende vildskab – levede sit eget liv, og andenvokalen på guitar hørte jeg aldrig, selvom jeg stod helt oppe foran.
Faktisk var det først, da de præsenterede deres “lille sjæler”, at musikken stod ordentlig frem og præsenterede de nuancer, som der sikkert er i hvert nummer, men som ellers druknede.
Karakteren kommer dog over middel, hvor jeg blandt andet håber, alle andre forsangere stod og tog noter til, hvordan man kan opføre sig skørt på en scene.

… og apropos skørt:

ODD PALACE
Bandet Odd Palace har jeg længe gerne ville opleve, og deres lyd besidder – i hvert fald på plade – alt fra trompet, atonale soli til psych-rockede mellemstykker.
Det lyder som en pærevælling – og det er det også, men jeg havde tiltro til, at hvis man fremførte det godt, så kunne det blive en sublim oplevelse – og det blev det også.

Min kæbe hang ned cirka midtvejs i koncerten, for bandet skulle lige indstille sig på hinanden, og vi skulle lidt ind i den prædikende sang om, at “mennesker er roden til alt ondt, og bla bla bla”, før bandet eksploderede i et sonisk inferno, som aldrig tabte momentum herfra og til slut.
Bandet var kaldt ind som erstatning for Northern Blues, og selvom jeg godt kan lide sidstnævnte, så savnede jeg dem på intet tidspunkt under denne optræden, der også inkluderede akrobatiske indslag.

Det er her, jeg ikke længere er mit job værdigt, for jeg kan simpelthen ikke beskrive nærmere, hvad jeg var vidne til. Du skal simpelthen selv unde dig den oplevelse og høre det her syrede band live!

NATJAGER
Uha, meget er der skrevet, debatteret og sagt om det her band forud for deres debutoptræden, som senere bringer dem på selveste Roskilde Festival.
En enkelt lille EP med blot tre numre kunne dele vandene med, hvad man “må” og “ikke må” i det dogmatiske metalmiljø.

Jeg hører til den afdeling, der godt kan lide deres take på nu metal med gedigen sovs af autotune. Nuvel, jeg skulle lige tunes (get it?) ind på det, men så har deres sange også kørt i rotation på hjemmeanlægget.

Men hvordan ville det fungere live? Bandet var heldigvis fra start klar over, at de var et bastardband, der brød reglerne, da der blev kastet med ironiske floskler og en portion selvironi over scenekanten. Selv det udmattende “billige trick” med at sætte sig ned og hoppe op igen var sådan set godkendt, men det skal også ses i relation til, at jeg havde fået de første par øl, stod med gode venner og kendte numrene.
Men det var vel netop også, hvad Slam-it! skulle handle om? Jeg læste et citat fra skaberen bag, at Slam-it! gerne skulle være den ene dag, der definerede hele din sommer.

Jeg var i hvert fald glad for at have været vidne til Natjagers første koncert. Og hvad er min dom? Hvis jeg frasorterer mine lalleglade indtryk over den gode stemning, så er musikken på kanten til at være så forsimplet, at man blot kan kalde det et backingtrack.
Vokalen har jeg det fint med set i forhold til effekterne, men sammen med musikken lød det live som om, at der opstod en diskrepans, hvor musikken vs vokalen ikke var enig om, hvordan det samlede udtryk skulle være.
Her mener jeg (desværre) ikke den måde, at der opstår en spændende kontrast, men mere på den måde, at mange mennesker fx godt kan lide stegt kylling til hovedret og en ispind til dessert, men at man næppe ville spise dem samtidig.

CABAL
Nu skulle vi fremmødte moses indenfor til grumme Cabals transcenderende, mørke metal. Mørke var i hvert fald kodeordet, for her forsvandt mit indre opbyggede scenarie om at høre hyggelig metal ved strandkanten, da jeg et kort øjeblik troede, at mit alkoholdindtag havde tidoblet sig, for jeg var ved at vælte over de første syv mennesker og andre opstillede aggregater derinde.
Der var kulsort udover lyset fra scenen.
Men den slags hører sig til en Cabal-koncert.

For at være ærlig var det rart med en afveksling på det lidt mere ørehængende metalmusik og lige smide et skud ind, hvor musikken ikke er lige så letfordøjelig, men kan dissekeres i flere lag på hvad, der umiddelbart kan lyde som bulder og brag uden på nogen måde at være fx gængs black- death eller thrash-metal.

Det var rart med en afveksling for øregangene mod en lyd, som er mere i retning af det, jeg hører til hverdag, men det var fra starten også et band, jeg ikke lige følte ville passe ind i den konceptbeskrivelse, som jeg følte, Slam-it! prøvede at kommunikere udadtil.

På nuværende tidspunkt var det dog rart at se, at publikum nød hinandens selskab og det gode vejr og åbenbart valgte at “shoppe” lidt rundt blandt de mange udvalg af liveoptrædende denne dag. Det var ikke en standardkoncert, hvor man pinedød vil opleve selv det mindste opvarmningsband. Folk sad gerne udenfor og nød en øl.

SIAMESE
Endnu et enfant terrible i dansk rock- og metal, der ligesom Natjager tør lege med konventionerne og rykke grænserne for, hvad de korslagte arme kan tolerere i DK.

Lighedspunkterne med Natjager er også selverkendt brug af autotune og flair for ørehængere, men tilgangen til de fængende melodier med rock/metalliske tilgange er lidt anderledes her. Der er mere brug af elektrisk violin og mindre rappende vokal for at nævne et par punkter.

Jeg havde i særdeleshed glædet mig til denne optræden, hvor Siamese, modsat sidst jeg så dem, havde mere spilletid og større albuerum at spille på. OG så var der også lige kombineret releasefest på deres nye skive, “Shameless“, som jeg havde rådyrket forud for koncerten.

Og jeg blev ikke skuffet. Lyden var skarptunet, og sangene gik rent igennem både i anlægget og i mit hjerte, der blev med skvulpende fadølshop sunget med på specielt de nye sange. De dominerede også dagens set, og det generede ikke mig det fjerneste.

Og så deres afrunding med dup-step i bedste KoRn anno “The Path of Totality”-stil. Ja, jeg har erkendt min kærlighed til nu metal, og jeg fornægter ikke en god melodi upåagtet genre (*HOST*), og jeg var åbenbart ikke ene om det, for som en god bekendt betroede til mig, så har man gjort noget rigtigt, når man som en ægte Suffocation-fan bliver bidt af musikken og stemningen.

Kald det rock, kald det metal, kald det pop; jeg er ligeglad: Siamese er fede live! (Men pænt nej tak til en bandtrøje med en damerumpe prydende på ens mavse, som en ven sagde til mig.)

APHYXION
Det er nok første gang, jeg “brokker” mig over så kort pusterum til at lade vandet og tage noter, for dårlig havde min bagdel ramt gulvet, før jeg hørte Aphyxion gå på scenen. Min medsammensvorne måtte også kapitulere over de korte pauser mellem bands, så jeg ene mand måtte opleve de hypede ripensiske drenge (igen).

Det er ingen hemmelighed, at bandet er et par redaktionsdarlings, så det var med ophøjet glæde, at jeg atter skulle opleve et par genkendelige numre især fra deres nyeste udgivelse.

Jyderne havde dog trukket det korteste strå med at skulle optræde på den lille scene, og når jeg mindes tilbage på min oplevelse til Copenhell Freezes Over, så ér det band bare bestemt til at stå på scener af den størrelse, hvor deres melodiske dødsmetal kan blive suppleret af et tilsvarende grandiøst liveshow. Det er ikke værdigt, når man skal time sin headbanging med affyring af røgkanonen, så man ikke blive omvendt skidt i hovedet af den som publikummer.

Sammenhængskraften i settet var dog genial; der mærkes at være en glidende overgang fra hver sang, uden at oplevelsen på nogen måde blev karikeret eller manglede publikumskontakt.

Men set i relation til mange andre gange, jeg har set bandet live, så kræver bandets numre et større forum at udfolde sig på, før jeg kan hive en større karakter frem af posen.

Og her slutter anmeldelserne fra Slam-it!, da vi gerne ville sætte fokus på de danske kunstnere denne dag, men en kort konklusion skal lyde, at fødselsforberedelserne havde været gode, og af en førstegangsfødende er det godt klaret, men man må så også leve med de små efterfølgende børnesygdomme.

Om arrangementet kommer til at definere min sommer? Næppe, der er langt op til Copenhell; men et dejligt, anderledes arrangement i metal-regi var det bestemt!

Men vi glæder os til næste omgang!

Nyd et par billeder fra vores fotograf Guillaume Blanjean Matthiesen her:

Mærkater: , , , , , ,