Søndags-smadder i Aarhus!

Anmeldelse af: Swans + Little Annie, VoxHall, 12. marts 2017

Efter en hård weekend med Gojira, Code Orange, Car Bomb og Viborg Metal Festival, skulle der lige nås at blive koblet af til en omgang med Swans på Voxhall. Ret så smadret og knap så forberedt på, hvilken slags koncerter, Swans spiller, formåede jeg at nå til spillestedet inden opvarmningen kom på scenen.

Little Annie
Jeg havde absolut intet hørt om, hvad Little Annie var for en type, ej heller, hvilken slags musik hun spillede. Derfor skulle opvarmningen til Swans vise sig at være intet mindre end en glædelig overraskelse. Little Annie trådte ydmygt ind på scenen, hvor hun sang et rigtigt flot cover af ’’Folsom Prison Blues’’ fra Johnny Cash, imens Swans keyboardspiller tullede rundt på scenen og brugte alt, hvad han kunne finde som trommer. Derefter fortsatte Little Annie over i sin egen musik kun akkompagneret af keyboard. Dette var lige præcis den koncert, som jeg personligt havde brug for, og dette endda uden overhovedet at være klar over det. Little Annie leverede en smuk koncert med hendes enormt store og særprægede vokal. Personligt vil jeg mene, at hun godt vil kunne blive kaldt for en kvindernes svar på Tom Waits. Hun har den samme råhed i stemmen, samt er nogenlunde ovre i det samme dystre og hudløst ærlige tekstunivers, hvor Waits ofte også befinder sig.

Lyden til Little Annies koncert var virkelig flot. Det var ikke synderligt højt, men publikum var totalt stille, så der var ikke behov for, at det skulle være højt, det virkede yderst dynamisk. Alt fokus lå på, hvad der foregik på scenen og på, hvor godt musikken var skruet sammen. Det var en smuk sammensætning, og den tog i den grad kegler på Voxhall. Little Annie virkede som den mest ydmyge og dystre diva, man nogensinde kunne forestille sig. Imponerende! Det var lige præcis, hvad jeg havde brug for oven på en hel weekend med tung metal.

Koncerten var absolut en overraskelse af de helt store, og jeg kan godt garantere, at der er blevet lyttet til Little Annie efter den optræden, hun viste nede på Voxhall.

Swans
Swans var endnu et band, jeg mest af alt havde hørt folk snakke om og være helt vilde med. Jeg havde nået at høre et par plader hurtigt igennem et par uger inden koncerten, så jeg syntes, at jeg havde en ide om, hvad der skulle ske. Jeg var kun delvist forberedt. Swans er nok et af de højest spillende bands, som jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at opleve live. Der var sateme smæk for skillingen! Swans består hovedsageligt af guitarist og forsanger Michael Gira, som er det eneste oprindelige medlem og tydeligvis er hovedforcen og skribenten indenfor Swans musikalske univers. Resten af bandet er blevet udskiftet løbende, og denne tour skulle efter sigende være den sidste med bandet i hvert fald i dets nuværende konstellation i Europa.

Det var tydeligt, at dette var Michael Giras band blot ved at se dem optræde. Hvis manden ikke spillede guitar eller sang, så brugte han egentlig det meste af sin tid på at være en slags tung dirigent i forhold til de andre musikere. Det var med store og dramatiske armbevægelser, at han guidede resten af sit band igennem den varierende intensitet, som Swans musik altså bare er indbegrebet af. Swans er det type band, der kan spille den samme akkord i 2-3 minutter med varierende intensitet og få det til at virke. I hvert fald for det meste. Nogle gange kunne det dog godt gå hen og blive en kende gumpetungt, at der ikke skete mere i forbindelse med musikken end en akkord, der blev hamret igennem ved så høj lydstyrke, man overhovedet kunne slippe afsted med. Det kunne i hvert fald ind imellem godt blive lidt for meget. Heldigvis var det ofte på et niveau, hvor man kunne lukke øjnene og egentlig bare nyde smadderet. Dette er netop en ting, som man skal være klar til med et band som Swans. Man skal være forberedt på at skulle fortære smadder, og man skal være klar på meget af det!

Performancen var meget stillestående, ikke at man reelt set kunne forvente andet i forhold til den musik, som Swans fremfører. Det er en meget introvert musikstil. Gira henvendte sig fra tid til anden til sit publikum med lavmælte “Tak”. Manden virkede oprigtig og ydmyg, hvilket øger en god del af troværdigheden i forhold til det musikalske og bandets tilbagelænede performance.

Lyden til koncerten var god, men høj! Dette er dog imidlertid præcis den måde, hvor det forventes, at en Swans-koncert bør ligge, hvor deres stilart kan betegnes som noget post-rock omkring noget noise eller slet og ret post metal. Det skal være øredøvende højt, ja, så højt, så du næsten kan føle dine ører bløde. Det er en del af den lyd og den oplevelse, som Swans umiddelbart lader til at ville give publikummet, og det virker! Man bliver blæst mere eller mindre bagover af den enorme kraftudladning oppe fra scenen. Sådan foregik det i hvert fald på Voxhall, hvor langt de fleste publikummer havde ørepropper i. Musikken skulle mærkes på kroppen, og det blev den også i den grad!

Swans leverede en kraftig og tung koncert på Voxhall, hvor der dog blev overhalet indenom af deres egen opvarmning fra Little Annie, der bare ramte plet.