Solid, syret succes i Odense

Anmeldelse af Baby Woodrose, Posten, 08. oktober 2016

Det blev en intens, lækker aften da Baby Woodrose spillede op til psych-fest på Posten.

Af: Martin Haverholm

Okay – jeg har aldrig set Baby Woodrose live før, så mine forestillinger om hvilken type mennesker, der kommer til deres koncerter, bunder i stort set ingenting. Alligevel blev jeg ret overrasket over, hvor bredt et udsnit af den hvide, danske, middelklasse-befolkning, der var repræsenteret denne lørdag aften på Posten i Odense. Fra unge, hippe rockfans, over midaldrende kvinder og mænd, med håret sat op til narrestreger, til den ældre vinyl-samler, der med ret stor sandsynlighed har set Steppeulvene live en gang eller to.

På trods af den aldersmæssige spredning, virkede det som om, alle var her med det samme formål – at have det sjovt. Med undtagelse måske af den bankrådgiver, der påpegede, at jeg altså skulle huske at gemme mine dankort-kvitteringer til mit regnskab, da jeg havde købt en øl i baren. Men jeg tror egentlig også, han mente det på den venligst tænkelige måde – vi har bare to forskellige definitioner af ”sjov”.

Aftenen blev indledt med Palle Demants film om Lorenzo Woodrose, ”Born to Lose”, der følger Lorenzo i et par år med tiden omkring Baby Woodroses årelange producer, Ralph Rjeilys, død og Spids Nøgenhats gendannelse og gennembrud. Fed film – mærkelig start på en lørdag aften. Herefter spillede bandet Long Line Down, som slet ikke formåede at spille den store scene på Posten op. Bandet spillede egentlig meget fint, men deres numre var en lidt kedelig blanding af rockabilly og blues, der, med bandets minimalistiske opsætning, kunne have været intenst, men aldrig blev det.

Baby Woodrose derimod lagde hårdt ud med ”Reality”, første nummer fra bandets nye plade, ”Freedom”. Nummeret er en langsomt rockende, effektmættet sag, der er en perfekt åbning til bandets nyere materiale. Reality kørte direkte over i ”Disconnected” fra albummet ”Money for Soul” fra 2003, der med sin insisterende energi, fik revet de ældre fans i publikum med ind i festen.

Skiftet imellem helt nyt og gammelt illustrerede ret effektivt, at på trods af bandets mere space-rockede lyd på de nyere albums, så er essensen i bandets musik altså stadig den samme: Solide rock-riffs, tunge rytmespor og tekster om en længsel efter noget mere.

Selvom koncerten var en del af Baby Woodroses promo-tour for pladen “Freedom”, og hovedparten af numrene var fra netop dette album, så fik vi en fin håndfuld ældre numre som ”Let Yourself Go”, ”Roses” og selvfølgelig ”Born To Lose”. Det var dog med det nye materiale, at bandet og Lorenzo virkede mest engagerede. Pladens titelnummer, ”Freedom”, blev behørigt præsenteret med en hurtig introduktion til sangens historie og nummeret ”Mind Control Machine”, der er én lang kritik af Scientology, blev også præsenteret med lidt ekstra baggrundsinfo.

Bandets manglende engagement med publikum ville måske være upassende for mange bands, men hos Baby Woodrose er det musikken, der er i centrum, og det ville faktisk være mærkeligt, hvis der ikke blev spillet flere numre i træk uden snak imellem – så både band og publikum får tid til at leve sig helt ind i musikken. Det hele var gennemgående understøttet af et fedt, psykedelisk lysshow, så ingen var i tvivl om, at der var lagt op til en bevidsthedsudvidende oplevelse. På alle måder en succesfuld aften, men uden overraskelser eller ekstraordinære energiudladninger.

Mærkater: , , , , , ,