Stonerkaravanen vandrer igen

Anmeldelse af: Sleep, The Sciences, Third Man Records, 20. april 2018

 

Sleep, mand! Mødrekneppende Sleep! Hvorfor var det lige, at det skulle tage 15 år at lave en ny plade? The Sciences. Derfor!

Ikke siden den efterhånden fire år gamle, “The Clairty”, har stonerlegenderne givet lyd fra sig, så det var noget af et monumentalt chok, der ramte 19. april, da det blev offentliggjort, at Al, Mike og Jason udgav spritnyt materiale med kun én dags varsel. Og hvilken plade.
Efter at have trasket sig vej gennem det støjende intronummer, der indleder The Sciences, slår trioen an med “Marijuanaut’s Theme”, der præsenterer californierne i et meget mere poleret lydbillede end tidligere. Væk er tidligere udgivelsers små urenheder, der gjorde både Holy Mountain og magnum opusset Dopesmoker til grimmere, rå og i sidste ende mere karakteristiske værker. I stedet klæder de nye rammer The Sciences, og der er unægteligt et større klarsyn at spore i hashtågerne. For hvor musikken førhen fremstod som stenede visioner om interplanetariske rejser, projekteres de nu lysende klart ind på nethinden i nærmest Hubble’sk opløsning. Det er moderne tider, den digitale æra, og Sleep er fulgt flot med. Al Cisneros’ vokal står uendeligt tydeligere, helt i stil med hans senere optrædener som frontmand for OM, og man føler nu, at han prædiker direkte til én frem for at ligge som en mudret, udechifrerbar råben skudt helt af på sort maroc.

Og lad os da bare tage kronerne på værket til at begynde med; “Sonic Titan” og “Antarcticans Thawed”. Den ene en mytisk størrelse, kun tidligere tilgængelig på førnævnte Dopesmoker eller på skramlede bootlegs, den anden et mere eller mindre fast inventar på sætlisterne, som vel ret beset var helt utænkelig nogensinde at ende i indspillet version. “Sonic Titan” er noget langsommere anno 2018, men det spiller måske endnu bedre med titlen; både sonisk og titanisk (i hvert fald i størrelse) er den i hvert fald. For Sleep er ikke så frenetisk (hvis man overhovedet kan forene “frenetisk” med stonermetal) et band, som førhen. Som bevist over de senere år i Amager Bio og på Roskilde Festival beror de mere på det dundrende, soniske knytnæveslag i maveregionen, der ikke nødvendigvis kommer først eller til sidst, men i stedet i en lang, slæbende, antiklimatisk opbygning. Sådan et nummer er “Sonic Titan”, der efter 10 minutters fuldstændig udmattende stoner-tour-de-force glider over i Sleeps næstbedste riff (efter introriffet på “Dragonaut”) og endnu en Matt Pike-solo.

Og det er i disse momenter, at The Sciences viser sin største kvalitet: Det bliver nemlig aldrig helt udmattende, uanset hvor redundante passagerne og hvor dronende anslagene bliver. Vi holder os i de mindre interessante momenter kun lige på grænsen til det enerverende, og en stor del af æren hertil skal virkelig tilskrives produktionen. Jeg kunne nemlig sagtens forestille mig, at man på en mere 90’er-lofi-produktion ville have affejet The Sciences som gennemsnitlig og mest af alt nævneværdig på grund af chokeffekten ved trioens tilbagevenden til studiet.

Men tilbage til “Antarcticans Thawed”. Jeg har stået i en glohed Amager Bio under netop denne skæring og på en eller anden måde stadig kunne mærke den bidende polarvinter, og sådan har jeg det også, når jeg lytter til denne første studieindspilning. Den nærmest brutale, regressive opbygningsform, der gradvist trækker sig selv ned i tempo, de hvinende guitarsoli, som skærer sig ind i benet, og Cisneros’ jamrende vokal, der beretter om tårnende gletsjerformationer på den antarktiske iskappe. Det er Sleep, når de er allerbedst, og i modsætning til pladens nyere numre en sand gave til fans af trioens lidt mere bedagede udtryk.

“Antarcticans Thawed” følges op af “Giza Butler”; den slet skjulte hyldest til Black Sabbath-medlemmet. Der er en nyere klang over nummeret, hvis primære vers og vokalfraseringer føles meget henad “The Clarity”, og som samtidig åbner i samme stil, sådan som OM lyder på Advaitic Songs med noget mere mellemøstklingende hist og her. Det er næppe et nummer, der kommer til at gøre sig selv til fanfavorit, men som i stedet underbygger idéen om, at Sleep rent faktisk har udviklet sig rent musikalsk, (lidt har også ret, du ved).
Omvendt er der ikke synderligt meget over den instrumentale og mere eksperimentale “The Botanist”, som tager intensiteten et betydeligt nøk ned og derved også tager brodden af det, der kunne have været en mere eksplosiv kulmination på Sleeps triumferende tilbagevenden.

Det skal dog ikke tage noget fra, at The Sciences stadig er en satans lækker lytteoplevelse. Det er lyden af pionerer, ikoner, legender, som har mere end udmærket styr på deres håndværk, og som langt om længe er tilbage.