Anmeldelse af Sub Dub Micromachine, Wacken 2016, Wasteland Stage
Som at være tilfældig statist i en film om tiden efter verdens undergang med lækkert soundtrack
Nogle gange skal man bevæge sig ud af den sikre komfortzone og begive sig ud i de afkroge af en festival, man normalt ikke ville betræde på et så sindssygt tidspunkt – Twisted Sister var nemlig igang på en af de store scener.
Men alle – eller stort set alle i hvert fald – havde gelejdet sig op for at se legenderne, og undertegnede og den medbragte fotograf ville gerne gå lidt mod strømmen (som jo er meget sigende for metal-musikkens doktrin alligevel). Så mens størstedelen af Wackens fremmødte ville finde ud af, om det var muligt at dræbe rock’n’roll for 786. gang, så bevægede vi os ud i mørket.
Vi blev mødt af et syn, der bedst kan beskrives som en kulisse til en Stanley Kubrick-film omhandlende et Mad Max-univers, eller den famøse scene i filmen A.I., hvor Ministry spiller.
Det var post apokalyptisk på Wasteland Stage. Vi havde egentlig været her tidligere. Og på scenen i den sene skumringstid befandt et tysk ensemble sig med et rærlige navn Sub Dub Micromachine i nogle munderinger, der blandede lige dele Predator, Murderdolls og amagerkansk havnearbejder sammen.
Lyden var hen af en kobling af Static-X, PAIN og Powerman 5000. Altså lidt moderne industrial i den lettilgængelig art med Nü Metallens simplicitet – men der var alligevel noget dragende over det hele.
Det har uden tvivl været kombinationen af scenariet om verdens undergang til buldrende slap-bass, nemme tekster og letpåklædte dansere ved siden af scenen.
Det her var en af den slags koncerter, hvor alting spillede sammen. Tidspunktet, omgivelser og lyden. Det var så hypnotiserende, at selv ikke Dee Sniders kontrafej i det fjerne kunne hive os tilbage.
For da jeg kom hjem til DK og tjekkede deres musik ud… Ja, lad os bare konstatere, at lyden får deres bandnavn til at virke som en genistreg.
Man skulle – som et udtværet udtryk siger det – nok have været der.
