Anmeldelse af: MC50. NorthSide, Aarhus. 08. juni 2018.

Foran et alt for lille publikum leverede MC50 en knaldhamrene fed koncert med masser af nerve, energi, fede riffs og sej attitude.

Foto: Denice Bjørndal

Sidst på aftenen skal vi sgu alligevel have et stykke med Jubilæum.
Bandet MC5 har ikke eksisteret i en del år efterhånden, men det forhindrer imidlertid ikke Wayne Kramer i at turnere i anledning af jubilæet for debutalbummet Kick Out The Jams. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg umiddelbart ikke kan nikke genkendende til MC5, og at jeg da bestemt også er lokket til af, at MC50 har tidligere medlemmer fra Soundgarden med. De lokker mig ned foran Red Stage, og her bliver jeg så tryllebundet af en koncert, der fortjente så meget mere, end hvad den egentlig fik.

Det er ikke meget publikum, der har valgt at tage ned til Red Stage i stedet for at se Dizzy Mizz Lizzy oppe på den store Blue Stage. Det er faktisk lidt sørgeligt at tænke på, at folk hellere vil se et band, de kan fange hele tiden fremfor at få en unik koncertoplevelse, som ikke lige kommer igen.

Vi får, hvad jeg efterfølgende får at vide, serveret hele debutalbummet i den rækkefølg som den kom i i sin tid. Musikken er old school, ja, man kan ikke komme udenom, at dette er hvad, der kom før punk. Der er altså en god håndfuld seje riffs, et smooth groove og seje soli.
Det fungerer skide godt både med Kramer som vokalist, men i særdeleshed også med kolossen Marcus Durant, der ligeledes gør det formidabelt som frontmand og sanger. Der ligger masser af følelse og intensitet i mandens optræden, og det er en fryd at se på. Af en eller anden grund minder manden mig en kende om Buzz Osborne fra Melvins. Det er ligeledes Durant, der styrer det meste af aktiviteten på scenen, og dette gøres på glimrende vis både med at rende rundt og smide sig ned på gulvet, imens der synges. Man kunne godt have brugt lidt mere bevægelse fra resten af bandet.

Der spilles fremragende, og særligt imponerende er trommeslageren, der virker til, at han udfordrer sig selv og kører nogle ekstra funk-inspirerede trommer. Det virker og spicer musikken op på den helt rigtige måde. Lyden er ligeledes glimrende, den bedste lyd, jeg endnu har hørt nede på Red Stage, omend jeg ikke har været meget dernede. Der buldres, når der skal buldres, og Kramers guitarlyd står pænt og elegant frem, uden at den bliver overdreven.

Alt i alt leverer MC50 en koncert, der skiller sig ud fra dagens andre koncerter ved at den på sin vis er en kende mere uformel, end hvad de andre koncerter har været.
Det føles langt henad vejen som at være vidne til, at bandet sparker jams i gang (pun very much intended) på både godt og ondt.
Det føles ikke som sådan som at få serveret et show. I stedet får vi et godt stykke med et velspillende band med store smil over hele femøren.
Det lave antal af publikum er desværre med til at sætte lidt af en dæmper på festen, selvom de af os, der vælger at feste, da også får rystet håret godt igennem. MC50 må hjertens gerne vende tilbage til Danmark – og gerne snart.