Syndsforladelse hos præsten

Anmeldelse af: Judas Priest + Megadeth. Royal Arena, Kbh. 10. juni 2018

I søndags skulle jeg i kirke, nærmere betegnet i Royal Arena for at bede om tilgivelse ved den eneste præst i verden, jeg tror på: Judas Priest

 

Min synd var nemlig den gigantiske brøler, at jeg aldrig har set Judas Priest live før.
Ja, du læste rigtigt; et af de store NWOBHM- bands, hvis karriere spænder over 18 studiealbums – hvoraf det seneste udkom tidligere i år (Firepower) – og som til næste år har eksisteret i 50 år, er det på forunderlig vis lykkedes mig at undgå at betragte live tidligere i mit liv.

Jeg har så heller ikke ligefrem jagtet bandet for at se dem, for hvor meget kan (endnu) et par dinosaur-musikere, hvis storhedstid lå tilbage under Den kolde krig, egentlig udføre på en scene?

Ikke så lidt endda, skulle jeg hilse at sige.

Men lad os da lige tage opvarmningen, som der øjensynligt var negativ opfattelse af rent performancemæssigt, hvilket jeg stiller mig uforstående overfor:

Megadeth
Jeg har ikke det store forhold til bandet med legendariske Dave Mustaine i front. Jeg kan da deres klassikere, men de har aldrig fået mig til at hoppe ud af sokkerne af begejstring i bedste tegneseriestil, men allerede da de lagde fra land med sangen “Hangar 18”, følte og fornemmede jeg et velspillende band, der kunne deres kram og spillede strømlinet i takt.

Nej, lyden var ikke perfekt, men instrumenterne gik skarpt igennem, hvor jeg sad, så selvom jeg savnede vokal på specielt numrene “Sweating Bullets” og “Symphony of Destruction”, så kunne jeg stadig fornemme nuancerne i musikken – og min hørelse er ikke den bedste.

Nu er Mustaines vokal ikke ligefrem i falset-afdelingen, hvor jeg nærmere vil betegne hans vokalstil som en snerrende bjæffen mellem tænderne, så jeg har aldrig oplevet en Megatdeth-koncert med vokal i Spitzenklasse, så måske er det bare symptomatisk for bandet, at vokalen er lidt… hæs.

De forreste publikummer var dog begejstrede for at se dette Big 4-band, og selvom jeg savnede lidt mere interaktion fra bandets side mod publikum, så svarer det vel til at klandre en stand-up-komiker for at fortælle for mange jokes.

Vi fik en velspillet time, som jeg bestemt var tilfreds med, men folk var tydeligvis kommet for at se…

Judas Priest
Da præsten med følge entrerede scenen, var det som om, at lyden lige gik fra volume 9 til 11. Alt var bare lige dét mere intenst og nærværende – og publikum kvitterede fra start.

Jeg havde skam glædet mig til koncerten, uden jeg havde haft de store forventninger, men som sættet skred frem lige fra åbneren “Firepower” fra den nye skive til det fjerde ekstranummer med Glenn Tipton under “Living After Midnight”, var jeg vidne til et band, som på trods af at have udgivet plader, mens man stadig brugte guillotinen i Frankrig som dødsstraf, kunne sende håbefulde metal-bands med stjernenykker direkte i øveren med mindreværdskomplekser.

Hvordan kan Rob Halford have sådan en intens, højenergisk og sprudlende vokal efter så mange år?! Æder han en spandfuld Halls før hver koncert?

Jeg har tidligere været efter aldrende pensionistmodne bands for at burde skæve til ungdommens virilitet efter passion og indlevelse, men alle musikaspiranter, der var tilstede denne aften, burde have taget noter.

Ritchie Faulkner på guitar var hér, dér og alle vegne og poserede som en ægte rockstjerne med solbriller på indendørs, hvilket jeg som udgangspunkt ser som en arrogant indstilling, men han er tilgivet grundet sin indlevende og legesyge performance – og så er han jo også en levende legende.

Jeg gætter ikke på, at præsten mangler mønter i kirkebøssen, så det må være ligedele spilleglæde, der motiverer et bands som Judas Priest til at køre ud på landevejen anno 2018.

Og hvad skriver de så til sidst? “The Priest Will Be Back” på baglærredet, da bandet ærbødigt bukker og takker publikum?

Hvis præsten vitterligt besøger landet igen, så lover jeg at gå altergang med dem!

Herunder har vi et galleri fra koncerten via Mathilde Maria Rønshof
www.mathildemariaroenshof.com: