Tech død på rutinetur

Dying Fetus på VoxHall

Dying Fetus + Support, VoxHall 15. oktober 2017

Det brutale og yderst tekniske dødsmetal-band Dying Fetus havde taget en fed pakke, bestående af nogle af de bedste bands indenfor den tekniske dødsmetal genren med sig, da de skulle spille på VoxHall. Det blev til koncerter af meget varierende kaliber, hvor især dårlig lyd og et rutinepræget show, ødelagde en bid af oplevelsen.

(Foto: Sebastian Dammark)

Totalt kvæstet efter Metal A Days 3-årsfødselsdag måtte jeg drage fra København hjem til Aarhus (åhiåh), hvor aftenen skulle stå i dødsmetallens hårde og tekniske navn!

Disentomb
Da jeg ankom til Voxhall, havde Disentomb allerede startet deres koncert, og de leverede fra start til slut fuldt smadder for alle pengene. Dette gjorde sig nærmest gældende bogstaveligt talt, i og med at deres lyd var så smadret, at man, når der blev spillet hurtigt, hvilket der gjorde cirka 75 % af tiden, ikke kunne høre en skid af, hvad der blev spillet.
Mere jammerlig lyd skal man lede længe efter! Guitaren var nærmest ikke at finde i lydbilledet, bassen var overstyret, trommerne var en anelse for langt fremme i lydbilledet og så med en vokal, der var intet mindre end utydeligheden selv. Hvornår lærer de gængse dødsmetalvokalister, at de ikke skal cuppe deres skide mikrofon? Jeg oplever alt for tit såkaldte ’’growlere’’, som cupper mikrofonen for at komme til at lyde dybere. Det lykkes da også, men med det i mente at dybere i denne sammenhæng betyder belortet.
Stop jer selv.

På trods af hvor dårligt bandet lød, må man give dem at de havde energi og godt ville levere et show. Desværre fadt det hele lidt sammen, med en sanger der umiddelbart bare gerne ville fremvise hvor hårdt han kunne trampe i gulvet, imens han ’’growlede’’ uforståeligt ind i mikrofonen, med verdens dårligste imitation af pig squeals. Idet hele taget var hans live persona en kende uinspireret og til tider decideret træls at opleve. Publikum var heller ikke helt med på denne performance, hvor mange af de fremmødte enten var ude at ryge, eller stod i baren. Det er måske heller ikke alle, som er med på at publikum konstant skal kaldes for ’’Cunts’’ imellem numrene. Dette er nu lidt af en kulturel charme, da dette er ganske normalt sprog, for australiere, som Disentomb jo er.

Disentomb kunne garanteret have været ganske sejt, hvis man havde kunne høre, bare lidt af hvad de egentlig lavede, og ikke bare kunne høre støj over hele linjen. Det virkede umiddelbart som om at det var nogle habile musikere, som spillede super fedt, men det fik ikke lov til at skinne igennem, da lyden simpelthen forhindrede, en i at høre detaljer.

Beyond Creation
Så blev det tid til at se, om canadiske Beyond Creation kunne løfte aftenen op på et højere niveau og derved få sat lidt gang i gemytterne. Beyond Creation spiller ekstremt teknisk og progressiv dødsmetal med masser af fede guitarstykker, hvor der ofte er tilsat tapping samt den i metalregi stærkt undervurderede båndløse bas.

Desværre var lyden heller ikke helt kommet i top under Beyond Creation, og der var derfor en del af de ellers fede små detaljer i deres sammenspil, som ikke gik igennem.
Bassen lå slet ikke så meget i fokus, som man kunne have håbet og kunne egentlig kun sporadisk høres, sådan som den var tiltænkt. Generelt var der en del udfald i lyden, hvor nogle instrumenter forsvandt lidt ud i baggrunden for at træde frem senere blot for at forsvinde igen. Dette er yderst ærgerligt, da Beyond Creation i høj grad fortjener god lyd. I det mindste var lyden dog stadig, så man kunne høre, hvad der foregik, man mistede blot en del lækre detaljer.

En anden force, sammenlignet med Disentomb, var, at Beyond Creations to vokalister begge spillede guitar, imens de sang (ganske imponerende med det guitar, de spillede) og derfor ikke have mulighed for at cuppe deres mikrofoner. Deres vokaler sad lige præcis i det dødsmetal-skab, som man ville have det! Det var råt, det var brutalt, og det var ærligt med lækre detaljer, som ikke blot blev mudret ud.

Perfomancen var ligeledes rigtigt svedig, hvor der blev givet god gas, især i forhold til hvor ekstremt svært det, som bandet spiller, er at spille. Beyond Creation besad et ualmindeligt stort overskud, og det var enormt imponerende at opleve deres liveshow.
Desværre måtte bandets hovedsanger dog ind imellem komme til kort med nogle utighte tappingstykker, som især gjorde sig gældende i introen til titelnummeret fra deres seneste album, Earthbound Evolution, fra 2014.

Det var altså en interessant oplevelse at se Beyond Creation på trods af et desværre udvasket live-lyd-billede og små fejl. Deres musik er god og fortjener mere, end hvad der blev leveret på VoxHall.

Psycroptic
Atter en gang skulle vi mentalt drage til Australien, da vi nu skulle blive udsat for den tekniske brutalitet, som Psycroptic består af.
Psycroptic er et vældig interessant band, i og med at deres lyd og stil er noget, jeg ikke umiddelbart har hørt andet, som er helt sammenligneligt med. De har et flair for ikke blot at spille brutalt og teknisk, deres musik indeholder også nogle ufatteligt gode melodier, uden at det går hen og bliver for melodiøst. Deres tekniske kunnen bruges udelukkende til at skrive god musik og ikke som et grundlag for blær.

Bandet havde desværre ikke deres forsanger med, hvilket er yderst ærgerligt, da Jason Peppiats vokal er et enormt bærende element i musikken med hans blanding mellem rå dødsmetalvokal og hæse brøl i stil med Kirk Windstein fra Crowbar. Af den sparsomme information, som jeg har kunne opstøve, fik vi i stedet serveret vokalen af Jason Keyser, som til dagligt gør det som frontmand i dødsmetalbandet Origin. Han gjorde sig ganske glimrende som frontbrøler for det veloplagte band med en god energi og en fed brølende death metal-vokal.

Lyden var blevet heftigt forbedret siden de foregående koncerter dog stadig ikke uden problemer, hvor vokalen til tider ikke gik helt rent igennem, samt at guitaren til tider lå en anelse for langt tilbage i mixet, især når man tænker på, hvor stor betydning denne har for musikken.

Bandets sceneoptræden var lidt mere tilbagetrukket og fokuseret på instrumenterne, end hvad Beyond Creations havde været.
Jeg kunne personligt godt have ønsket at se lidt mere energi fra den instrumentale side af Psycroptic, men det kan være meget at forlange for nogle af de tekniske bands. Ikke alle har det største overskud, i forhold til hvad de spiller, og når niveauet er der, hvor Psycroptic befinder sig, er det ganske forståeligt, at man ikke kan fare så meget rundt på scenen.
Der var dog kommet en del mere gang i publikum under Psycroptic, hvilket var en fryd at opleve. Bandet nåede især ved hjælp af Keyser at tryllebinde deres publikum og starte nogle energiske moshpits. Det var tydeligt, at der var mange, som var taget på VoxHall denne aften netop for at se Psycroptic.

Psycroptic leverede en glimrende koncert, der dog godt kunne have været løftet til en topkarakter med lidt mere energi og ordentlig lyd. Desuden er det nu stadig bedst med Jason Peppiats, så næste gang må de hjertens gerne have ham med.

Dying Fetus
Så blev det tid til at slaget skulle stå.
Dying Fetus var klar til at rykke Voxhall midt over, og det lykkedes da egentlig også langt hen ad vejen, selvom deres forsøg virkede småtamt. Hvor der var masser af energi at spore hos det dødsultne publikum, kørte bandet den mere ind på rutinen. Det var ikke de store udskejelser, der var på scenen, hvor både guitarist og vokalist John Gallagher samt vokalist og bassist Sean Beasley virkede til at foretrække at stå på deres faste kryds og spille deres musik, mens der maksimalt blev rystet en kende med håret.
Deres optræden var i det store hele en kende kedelig og intetsigende, hvor størstedelen af stemningen i stedet blev sat af det sultne publikum.

Musikalsk er vi stadig ovre i den tekniske og brutale dødsmetal. Der bør ikke herske tvivl om, at Dying Fetus består af nogle utroligt dygtige musikanter, de har i høj grad mestret deres respektive instrumenter. Det vises på bedste vis ved at variere imellem standard til tider småkedelige dødsmetal-grooves, tunge breakdowns og enormt hurtige stykker, hvor både guitar og bas følges intenst sammen med sweeps og tremolo picking.
Deres evner var modsat deres anonyme optræden ikke til at sætte megen finger på. Det sad sgu i skabet, om end musikken godt kunne gå hen at blive lidt for formelagtig og kedelig. Det virkede som om, som vi løbende kom frem i sættet, at bandet havde fundet sig en rimelig skabelon, som de former deres numre efter.
Det gik hen og blev lidt kedeligt og forudsigeligt.

Det var tydeligt at mærke, at Dying Fetus var hovednavnet denne aften, publikum var ikke alene mødt talstærkt op, men udviste også enorm glæde og energi.
Pitten fra Psycroptic var tydeligt blevet udvidet under Dying Fetus’ koncert. Det aarhusianske publikum viste sig fra sin bedre side denne aften. Desuden var lyden igen blevet løftet og var på dette tidspunkt tæt på at være perfekt til musikken. Der var lige blevet kræset lidt mere for detaljerne, og selvom der godt kunne have været en anelse mere bas (det er jo forbløffende, hvad Beasley formår at spille), så var lyden absolut godkendt. Man kunne høre, hvad der foregik, selv når det gik hurtigt, og det gjorde det tit! Der var ikke megen mudder at spore under Dying Fetus’ koncert.

Dying Fetus leverede altså en velspillet, men yderst rutinepræget koncert på VoxHall. Det forhindrede dog ikke publikum i at holde søndagsfest, og store dele af de fremmødte virkede langt tilfredse med koncerterne denne aften. Det var nu også en glimrende dødsmetalpakke, der just havde kigget forbi.

Det blev til en søndag i dødsmetallens kirke, og det er sgu egentlig en kirke, som vi godt kan lide!

Mærkater: , , , ,