Anmeldelse af: Body Count. NorthSide 2018, Aarhus, 08. juni 2018.

 

Fredagens geniale rockprogram på årets NorthSide Festival startede ud med, hvad der sandsynligvis vil gå over i historien som en fejlbooking i form af rap-metal-gruppen Body Count, der ellers gjorde alt, hvad de kunne for at holde en vaskeægte metal-fest.

 

Foto: Denice Bjørndal

 

Det er blevet fredag.
Dagen, hvor NorthSide festivalen skal folde deres store rockprogram ud. En dag, som jeg personligt har set frem til, i hvad der føles som uendeligt lang tid. I år har festivalens arrangører været så flinke, at de har placeret ALT det mest interessante, for os der kan lide den hårde rock, om fredagen. Dagen starter således ud med, hvad jeg kun kan beskrive som et yderst festligt og faktisk godt sammenspillet og fungerende rap metal-band. Body Count, der har amerikaneren Ice-T (Ja, rappere har altid sjove navne, skal vi huske) i front.

Bandet lægger ud på bedste metal-vis med rent faktisk at ’’spille den med Slayer’’.
“Raining Blood” bliver smadret udover pladsen efterfulgt af “Postmortem”, hvorefter det hurtigt står klart for Ice-T, at der ikke er meget af den gejst, som han er vant til, at hente i Aarhus i år. NorthSide er nemlig ikke en metalfestival og har et minimalt metalpublikum særligt så tidligt, som Body Count går på.
Dette resulterer da også i, at Ice-T udtrykker sin utilfredshed over danskerne. Vi er blevet nogle pussies, siger den gæve frontmand kækt i mikrofonen, og jeg erklærer mig tilbøjelig til at give ham ret.
Dette endda af flere grunde.

For det første er publikums interaktion forståeligt forvirrende for frontmanden, der er vant til en helt anden type interaktion med moshpits, hujen og alt, hvad der hører sig til en metalkoncert. Lad os antage, at bandet ikke helt har vidst, hvad der var blevet sagt ja til i forhold til at komme på NorthSide, og at det lige ud sagt bare er en anden type publikum, end de er vant til.

For det andet, så har det netop også vist sig at denne udtalelse har slået fast, hvor skrøbeligt det danske ego egentlig er. Udtalelsen, der klart var ment med et glimt i øjet, er blevet taget imod på mange måder, men umiddelbart mest i form af forargelse. Vi er gode til at blive forarget i Danmark, når vi får noget at vide, som vi ikke lige er enige i eller finder ubehageligt. Vi blæser det mindste op, for så snart, det er os, der nævnes, går vi direkte i forsvarsposition i stedet for at tænke.
Dette er direkte pinligt, og viser netop, at Ice-T på sin vis har ret. Det er i sandhed at udstille ’’the pussyfication of man’’, som manden selv udtaler det fra scenen

Der trækkes endda i land senere i sættet, hvor Ice-T udtaler, at han da godt kan se, at vi nok bare er der for at høre musik og drikke bajere. Ja, det er faktisk endda ganske sigende om publikummet på NorthSide, der langt hen ad vejen besidder koncentrationsevne som en guldfisk, der har røget den vilde joint.

Bandet er godt sammenspillet, og jeg kan ikke lade være med at blive imponeret,særligt over guitaristerne og trommeslagerens kunnen. Der bliver shreddet for vildt og lavet superfede trommesoli, imedens Ice-T på bedste-vis rapper sig igennem de yderst samfundskritiske tekster. Lyden er ligeledes glimrende uden at være fantastisk. Vi kan mærke musikken uden at miste detaljer fra de forskellige instrumenter.

Ice-T selv fungerer glimrende som frontmand og lægger på bedste vis op til de forskellige sange med små anekdoter, der passer sammen med sangenes budskaber. Der hersker ingen tvivl, om at Body Count er et meget politisk-ladet band. Dette kan man tage som man vil, men jeg nyder et band, der faktisk har noget på hjerte. Manden er yderst observant på sit publikum og får hurtigt peget den yngste deltager ud og hyldet vedkommende. Derefter hiver han sin egen toårige datter på scenen til næste nummer.

Da koncerten slutter, står man med fornemmelsen af, at man har oplevet en langt nogenlunde glimrende koncert, der kunne have toppet, hvis nu danskere ikke var sådan nogle tommeltrillende pussies, for nu at bruge den gode Ice-Ts egen nomenklatur.