Tsarens genkomst

“Menneskehad’, Czar, 2015 (NO LABEL)

Danske Czar laver en medrivende omgang smadder for masserne, hvis massen altså turde frigive den indre sindssyge

Kender du den der lille nagende følelse af at ville gøre noget forkert, men samtidig være ved dine fulde fem?
Måske ved at stikke ild til et hus, køre i den forkerte side af vejen eller forfølge en fremmed på gaden?
Du ved, det er forkert, men du gør det alligevel.

Den følelse kan danske Czar hidkalde på deres debut-EP “Menneskehad”. Det er farligt, men organiseret i sit kaotiske uorden. Det er svært at beskrive lyden hos Czar, men det er værd at forsøge. Bandet opstod delvist i kølvandet på kultiske The Psyke Project bortgang, og hvor lidt af resterne blev til bandet LLNN, så er andre dele endt i Czar. Man kan alt for firkantet diktere, at mens LLNN tog det atmosfæriske, dragende og pæne med sig i deres lydunivers, så trækker Czar mere veksler på det punkede og minimalistiske fra det afdøde band.

Fugl Føniks
Det er SKØNT at høre Martin Nielskov brøle derudaf: Det er som at komme hjem igen; som blinkede vi lige, og The Psyke Project havde splittet sig i to afhængig af, hvad stemning man er i. Czar bærer nemlig tydeligvis præg af at være sammenspillet, kunne deres metier og ikke have begynderskræk.

Lyden er som Celeste, This Gift is a Curse eller Hexis uden deres Blackened-elementer. Men hvis de navne ikke ringer en klokke, hvordan forklarer jeg så bedst lyden/stemningen, som musikken afføder?

Sangene på skiven er medrivende korrumperede melodier; som afdansningsballet før verdens undergang; som dyretrippet for dem, der allerede er døde og før var diagnosticeret skizo-paranoide med maniske tendenser.

Det er slet og ret som GIRO 413, hvis det blev spillet i helvede. Hør bare Czars “1001 Ephedriner”. Den er sønderrivende tiltalende med en subtil melodi, men kun, hvis du kan slå øreflapperne ud og i skyndingen dissekere bygningsdelene deri, før det hele er slut.

For før du har set dig om, er den fem numre lange EP slut. Du fik nådestødet i solar plexus og raller rundt på gulvet med det hvide ud af øjnene – og vil have mere.

Jeg kan kun sige: Sæt monsteret på repeat og lad det drøne afsted, lige indtil jordens melder sin udløbsdato.

(“Menneskehad” udkom den 26. januar 2015. Beklager den sene anmeldelse, drenge)