Ude godt, men hjemme bedst!

Volbeat, Tusindårsskoven Odense 2015

Der var lagt op til den helt store genforeningsfest sammen med Volbeat. De kunne nemlig med 37.000 mennesker sætte danmarksrekord en solskins-lørdag i Odense. Volbeat er nemlig det første danske band, der kan samle så mange mennesker til en enkeltstående koncert – og tak for det.

Vi starter med at blive budt velkommen af selveste Konkhra. Det danske dødsmetal band fra Køge har efterhånden mange år på bagen og har umiddelbart gjort mere for den danske metal scene end hvad man lige skulle tro – uden at kende dem. De leverede et rigtig tight og tilbagelænet show på fuld smadder og for mig som ikke kendte dem (eller er fan af genren), endte det alligevel med at blive en positiv overraskelse. De var som sådan ikke et dårligt valg, på trods af at dødsmetal-genren ikke rigtig matcher hverken Accept eller Volbeat. Men på trods af det var de med til at fuldende et program sammensat af Volbeat og de var med til at give et indblik i hvor Michael Poulsen kommer fra, før dannelsen af hovednavnet selv.

Senere var der dømt tysk læder, nittebælter og knyttede næver, da tyske Accept indtog scenen. Bandet der nok mest af alt havde sin storhedstid op gennem 80’erne, leverede et sublimt show og der blev sunget godt med til tonerne fra Wolf Hoffmanns sing-a-long guitarmelodier. Accept gjorde en fantastisk figur på scenen og med deres 39 år på musikscenen var det en fornøjelse for både øjne og ører. De havde ikke de mindste problemer med at få os til at skråle med på ”Princess of the Dawn”, ”Metal Heart” og afslutnings nummeret ”Balls to the Wall”. Ikke kun elsket af Volbeat men også af publikum. Festen kunne nu begynde!

Tæppet når lige at falde, da Volbeat kommer ind på scenen og stanger os med åbneren ”Halleluja Goat”, der bliver ikke lagt skjul på gensynsglæden hverken fra band eller publikum – de danske helte er vendt hjem. Efterfølgende får vi de lidt blødere sange ”Maybellene i Hofteholder” og ”Lola Montez”. Men denne aften kunne bandet spille lige hvad de har lyst til, fra deres snart velportioneret bagkatalog. Nu er de endelig hjemme og følelsen af at vi står i lufthavnen og tager imod med det danske flag flagrende i hånden, gør at man lige fra start føler sig tæt med bandet.

Man skulle ikke mange numre ind i settet for at opdage at hele bandet var tændt på denne koncert, som skulle markere mange måneders tour i udlandet og sætte punktum i Danmark. Energien og spilleglæden var overvældende under ”Danny & Lucy (11pm)”, ”Sad Man’s Tongue” og ”The Hangmans Body Count”, ja faktisk hele vejen gennem koncerten.

Michael Poulsen stemme var i storform under sangene og han gjorde det klart, at på trods af at 30 nationaliteter var mødt op til festen, ville der denne aften blive snakket dansk og sikke en lettelse for de mange fremmødte danskere. Med den ydmyghed og til tider tørre danske humor han besidder, kan man ikke andet end at holde af bandet og føle sig værdsat som fan.

Der var også tid til at introducere os for det nye nummer ”The Devils Bleeding Crown” som ligger i den hårde ende musikalsk og det gjorde ikke trangen til et nyt Volbeat fix, mindre eftertragtet. Rob Caggiano beviser igen hvorfor han passer perfekt ind i Volbeat. I en medley med sangene ”Heaven nor Hell”, ”A Warriors Call” og ”Only Wanna Be with You” er hans mængde af energi og spilleglæde lige så stor som resten af bandets og han tilføjer noget ekstra til Volbeats i forvejen enestående lyd, med sine brilliante og hurtige guitarsoli, som ingen anden guitarist i Volbeat har leveret det før. Samspillet og den interne energi bandet imellem er også til at mærke på trommeslager Jon Larsen og bassist Anders Kjølholm. Man bliver faktisk i tvivl om det er et dansk band man overvære, med den internationale format som de besidder.

Traditionen tro fik vi også en del gæsteoptrædener denne aften.Vi fik ”Mary Ann’s Place” og ”Lonesome Rider” sammen med Pernille Rosendahl, som leverede den kvindelige vokal og Jakob Øelund fra Grumpynators på kontrabas i den rockabilly inspireret ”16 Dollars”. ”Pool of Booze Booze, Booza” fik vi med en ekstra guitarist, nemlig Hank Shermann fra Mercyful Fate, som turnerede med bandet i et års tid, inden Rob Caggiano blev fast guitarist og den hårde brutale ”Evelyn” med Scott Jensen fra Dawn of Demise, som leverede utrolig growlende vokal, der kunne sammenkrølle hornene fra en flok uskyldige engle.

Alt i alt gjorde Volbeat hvad de kunne for at man skulle føle sig tryg og velkommen i deres selskab og det gjorde man. Danmark er helt sikkert ikke glemt, bare fordi resten af verden skal erobres. Dog kunne man godt have troet at der ville have været flere gæsteoptrædener der ville fejre danmarksrekorden sammen med Volbeat på denne aften. Selv ”The Gardens Tale” måtte Michael Poulsen klare uden hjælp fra Johan Olsen, som ellers plejer at være flittig til at dukke op når Volbeat giver store koncerter i hjemlandet.

En ting er dog sikkert, hvad enten du elsker Volbeat eller ej, så må man tage hatten af for alt hvad de indtil videre har opnået og så skal vi da være stolte af at vi har et band af så stor international kaliber, til at repræsentere vores lille land.