Anmeldelse af: Bohemian Rhapsody. CinemaxX, Aarhus. 01. november 2018

Queen-filmen imponerer ikke synderligt med sin meget overfladiske behandling af historien om et af verdens absolut største rockbands.

Så kom den sgu. Det er et projekt der har været snak om i mange år med adskillige udskiftninger i besætningen, men nu er den her endelig. Den nye film om bandet Queen, eller måske nærmere om bandets dronning, Freddie Mercury.

Historien er præcis, som man kunne forestille sig den, navnligt historien om et band, hvor sangeren bliver blæst op, ender med at gå fra bandet og til sidst vender tilbage for at gøre et kæmpe comeback. Historien minder ualmindeligt meget om Spinal Tap-historien, men det er vel sådan Queens og i særdeleshed historien om Freddie Mercury simpelthen forløb. Det viser dog også, hvor plet man ramte i sin tid med Spinal Tap.

Man får i filmen serveret en masse små sjove historier om, hvordan tingene blev, som de gjorde for Queen. Blandt andet får man et indtryk af, hvordan Mercury valgte sit mikrofonstativ ved at komme til at ødelægge et stativ til sin første koncert med bandet. Desværre er alle disse små detaljer langt hen af vejen ikke pakket særligt subtilt ind og omhandler nærmest alt sammen Mercury. Man føler, at hele bandet bliver tilsidesat i forhold til rock-divaen, en problematik, som ellers er en del af hovedbudskabet for filmen. Det er brand-ærgerligt, at filmen selv ryger i den samme fælde, som den prøver at gengive og kritisere.
Queen var ikke en mand, Queen var en familie, men dette er altså historien om den ene mand. Plus påhæng.

Hovedrollen spilles af Rami Malek, og han gør det glimrende som den pompøse og enormt ambitiøse rockdiva Freddie Mercury. Hans optræden virker langt henad vejen ganske oprigtig, og han passer glimrende ind i rollen. Han ligner også Mercury og har lært en god portion af de gamle signatur-moves. Resten af bandet spilles også godt, men filmen formår at gøre disse karakterer forglemmelige og som nogle individer, der egentlig blot skal være der for at bakke op om historien om Mercury.

Filmen som helhed går en kende for hurtigt. Mange detaljer bliver kun berørt meget lidt, og den personlige udvikling i filmen føles ikke fuldstændig ægte. Filmen er ellers lang nok (2 timer og 14 minutter ifølge IMDb), men alligevel vælger man at slutte filmen af med en bunke klip af skuespillerne, der agerer Queen foran et tydeligt dårligt CGI-publikum på Wembley. Selve slutningen på filmen føles ufatteligt akavet og som spild af god screentime, der kunne være brugt på historien. Naturligvis er musikken da god, man går jo aldrig galt i byen med Queen, men som spillefilm duer det sgu ikke rigtigt.

Bevares, filmen er da ikke dårlig, men med det potentiale, som den har, føles den altså ufatteligt vag og middelmådig. Der er rigeligt at tage fat i, men filmen prøver for lidt.
Langt størstedelen af de vigtigste begivenheder bevæger man sig alt for let og ubesværet henover, så man som publikum til sidst sidder tilbage med følelsen: ”Var det det?”