Anmeldelse af Amon Amarth, Helvíti, Copenhell 2016
De svenske vikinger i Amon Amarth kom, så, plyndrede, voldtog og efterlod det danske land sønderlemmet.
… Okay, måske ikke i bogstaveligste forstand, men havde årstallet været 936, kunne det have haft den samme essens i luften. For da først de imposante galionsfigurer på bandets to halve langbåde var sat frem, viste man ligesom, at her var noget stort i gærde.
Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg var på INTET tidspunkt skuffet!
Du kender helt sikkert den fornemmelse af, at det da var en fed koncert, men bandet manglede liiiige at spille dét og dét nummer.
Ikke for mig. De lagde fra land med “Pursuit of Vikings” videre til “Death in Fire” og lavede den gode genistreg, som alligevel lå lige til højrebenet, at invitere L. G. Petrov med op og synge med på “Guardians of Asgaard”, når nu han alligevel var på samme side af sundet sammen med Entombed A. D. til samme festival.
Måske var det kombinationen af at have spist god mad, at være lige perfekt beruset og have venner ved sin side. Men jeg kneb sgu en tåre under koncerten, og hvem fanden gør lige det til en flot midaldrende mænd, der leger rollespil?
Fordi det er her, man enten forstår betydningen af, hvordan man kan leve sig så meget ind i musikken, at det udenforstående kan virke åndssvagt, eller ikke. Men her indefra er det vigtigste øjeblik i éns liv lige dér, hvor nogle svenskere med øl-vom kan synge om at rejse en runesten til deres minde – og man fniser ikke det fjerneste. Tværtimod. Man vil med på næste togt!
Det var den karakteristiske kombination af melodisk dødsmetal med tekster om et hedengangent univers i vikingelandet. Og det holdt hele vejen hjem!
