Vintermetal – anmeldelse

Aphyxion på Skråen i Aalborg

Anmeldelse af Vintermetal 2017, Skråen, Aalborg

Fredag d. 13. bød i denne omgang hverken på gys, gru, hockeymasker eller noget lignende. Efter en normal dag på skolebænken, skarpt efterfulgt af en tur i IKEA, stod den på blandede metal-bolcher på Skråen i Aalborg!

Da dørene klokken 19 bliver slået op for os 5-10 mennesker, der tålmodigt sidder og venter ved bordene ude foran, kan den hjemlige og rare stemning, som jeg forbinder med nordjyske metalkoncerter, nærmest tages ud af luften og slikkes på. Inde i baren, hvor de fleste fluks styrer imod disken for at købe øl, er der Jonny Hefty og Jøden på anlægget, brede smil og højt humør. Selv går jeg ind i rygerummet for lige at få styr på blokken, testet, om mine medbragte kuglepenne nu også virker, og må på samme tid også konstatere, at jeg har glemt mine ørepropper…

Flere og flere, unge som gamle, bliver budt indenfor, for nu går det snart løs. Efter de lidt forsinkede lydprøver, slås dørene op til Skråens store sal, og for undertegnede gøres der klar til at skrive.

Electric Hellride
Electric Hellride er aftenens første larmende billede. Bandet er jeg ikke som sådan bekendt med, da jeg kun enkelte gange har hørt et nummer eller to, men ingen af gangene var jeg i humør til at sætte mere på. Den eneste gang, jeg tidligere har hørt dem live, kan jeg slet og ret ikke huske, grundet min største svaghed ved koncerter med fee’ hæwi: øl.

Efter en pæn præsentation fra René ”Rep” Pedersen fra go’e gamle Mercenary, som der i aften agerede konferencier, satte deres dystre intro ind. Denne gjorde, efter min mening, et fantastisk job, hvor det kom til at skabe spænding over, hvad der skulle komme. Første nummer sparker ind med en ond slow-duga på trommerne, som der skaber den helt rigtige bølle-attitude. Dette forstærkes kun af Anders Molin og Nicklas Adamsson på guitar, der bevogter hver flanke af scenen med hver deres Explorer-guitar. Siger dette dig ikke noget, så tænk den mest stereotype James Hetfield guitar, du kan – Også hængende tæt nede ved knæene!

Efter første nummer takkes af, og da er salen allerede ret godt fyldt med mennesker, selvom kun få lader håret flyve. I løbet af det næste nummer eller to kommer der lidt mere liv i publikum, men sparsom interaktion fra bandet til dem mellem numrene skaber en lidt pinlig tavshed hist og her. Også under de første numre virker de fire gutter en smule FOR fokuserede på deres instrumenter, ikke at dette er en dårlig ting, men at de der har mulighed for bare at gå lidt rundt, men ikke rigtig gør det, og heller ikke bare headbanger for at tænde op under potentielle fans, skaber en lidt død performance. Dette er i hvert fald ikke noget der får adrenalinen til at pumpe hos mig, og heller ikke publikum, så det ud til.

Efter endnu et par numre kan bandets spidskompetencer ses. Her ligger jeg i hvert fald mærke til de solide grooves og et idiotsikkert og skide fedt stykke arbejde fra trommeslager, Brian Olsson. Med det sagt, kan de mere end det ene trick, da de virkelig har styr på deres overgang fra førnævnte grooves til det hurtigere og mere tonsede.

Forsanger og bassist, Casper Villumsen, varmer også mere op i stemmen, lyder det til, da hans vokaler skærer langt bedre igennem og har større nosser, da vi er nået nogle flere numre ind i settet. Generelt er der bare kommet mere spræl på den Københavnske flok, da de nu ligeligt headbanger og går rundt og spiller op til publikum. Desværre tabes det stadig lidt på gulvet i de obligatoriske ”Vi har en ny plade på vej!”-snakke mellem numrene, da de jo har noget nyt lige på trapperne, og dette trækker desværre lidt ned, da det kommer ud som noget, der lyder som usikkerhed. Der er desværre heller ikke ret meget respons fra publikum, selvom der stadig er ret tæt pakket – bare ikke HELT oppe ved scenekanten. Kunne dette mon have været reddet ved blot at bluffe humøret en smule fra starten?

Overall vil jeg kalde det for en solid performance, der bragte et godt og varieret lydbillede med sig. Specielt fik jeg en lille musikalsk stådreng over nummeret ”The Ghost Army”, som der lige fik mig 10 centimeter længere frem i sædet. Desværre peakede bandet i energi for sent og efterlod mig en smule skuffet, da de lige pludselige sagde ”tak for i aften”.

Setliste:

Netherworld

Bite the Prey

Grey Mass Depression

The Ghost Army

Master Inferno

The Referral Mindset

Installing the Virus

 

E’nemia
E’Nemia er et band, som jeg har fulgt i nogle år efterhånden. Ikke kun, fordi der er lidt tyndt på metalscenen i nordjylland, men fordi, de også er nogle dygtige unge mænd. Denne aften var desværre ikke deres på grund af lige dele tekniske problemer og ups’ere fra bandet. Øv.

Efter et lidt lunkent startskud letter deres optræden stadig ikke helt. To ting i særdeleshed river mig i mine øjne. Forsanger, Jimmy Bertelsen, har i de første to numre kasket på, og der er af en eller anden grund stærk tendens til off-beat headbanging. Førstnævnte er et spørgsmål om personlig holdning til ”scenepåklædning”, men sidstnævnte ødelagde godt nok en del, da E’nemias lidt djentede metalcore ofte indbyder til synkron headbanging i de mange breakdowns. Når denne relativt simple opgave ikke kan udføres, så bliver jeg en lille smule træt…

Nok rammer de ikke bullseye ved alt, men flere ting formår de stadig at udføre godt. En relativt ny tilføjelse til bandets lyd er guitarist Rune Bohnstedt på skrigende backingvokal. Disse blender rigtig vellykket med Jimmys beskidte vokal, hvor den går ind og understøtter rigtig fedt – det lyder ikke som om, at de hverken forsøger at overdøve eller gøre sig bedre end forsangeren. De giver bare den helt rigtige fylde, hvor der er ”brug for det”.

Efter at have set disse gutter live en del gange har det alle gange været meget tydeligt: Guitarist Casper Mortensen og bassist Tommy Knudsen drikker enten kaffe brygget på Red Bull, eller også lader de damp-pillerne ligge derhjemme, for der sker hurtigt en visuelt forstyrrende ubalance i energi-output blandt de to og resten af bandet. Om dette gør, at der en gang imellem mistes overblik, kan jeg ikke svare på, men lige pludselig var det meget tydeligt, at Caspers guitar ikke stemte. Dette skete sågar under en solo, så da den ene guitar blev sat på ”mute” for at rette stemningen, stoppede guitarist #2 med at spille førnævnte solo, måske for lige at se, hvad fanden der skete, hvilket skabte fem MEGET tomme sekunder, hvor det kun var trommer, der kunne høres. Av for fanden.

Da nummeret så var færdigt, blev der lige smidt 5-8 småkager mere på gulvet, da der simpelthen blev undskyldt for eventuelle fejl, da bandet har stået stille i noget tid og ikke har været så meget ude at spille. Jeg ved ikke, om jeg har misforstået noget, men betyder det som regel ikke, at der er mere tid i øvelokalet, til at have helt og holdent styr på sine sange?

Lidt svag lyd på vokal-fronten i starten af showet gjorde det lidt svært at distingvere, om der blev sunget ordentligt igennem på de rene passager, eller om der blev gjort brug af karaoke-finten – muml det, du er usikker på, og skru op på 11 ved de lange toner og de catches, den slags omkvæd gerne har. Efter 3-4 numre, begyndte der dog at være mere klarhed i vokalen, og det lød sgu flot! Der var kun én betragtelig fejl, men stadig flere små, og den kom desværre på en af de lange, udtrukkede rene toner. Det skete endda i en af mine få pauser fra at sidde med hovedet i blokken, da der var kommet to pæne unge damer hen for at se, hvad den mystiske mand i hjørnet af salen mon lavede, og det var simpelthen ubehageligt. Jeg kom vidst også til at skære et grimt ansigt, for de gik begge to ret hurtigt igen…

Trommeslager, Daniel Nielsen, lægger en god rytmisk bund for resten af bandet, men engang imellem synes jeg at ane en smule slinger i stortrommerne, hvilket holder glæden lidt nede. I de mange breakdowns arbejder alle dog godt sammen for disse er strammere end røven på en myre!

Når det kommer til snak imellem numrene er der desværre heller ikke helt fyret op for publikum endnu. Flere end før er oppe ved scenen for at støtte de lokale helte, men når der råbes ud over publikum af den slags, hvor man håber de råber tilbage, er der desværre ikke meget liv. Heller ikke, da Jimmy giver den op for de andre optrædende bands, hvilket høster publikum et ”kæft, så fesent” fra frontmanden. Det er kun sejt at være en nar, hvis man er dygtig ud over det normale.

Efter cirka en halv time er jeg personligt begyndt at synes, at sangene lyder meget ens. Til gengæld begynder de nu at få rigtig godt fat i publikum, da der nu er mere bevægelse på scenen, større selvsikkerhed i udførelsen og vigtigst: færre fejl. Da vi nåede til til det sidste nummer, var der endda så meget overskud på scenen, at der blev headbanget synkront!

Dette var klart aftenens fedeste nummer fra E’nemia. Ikke kun på grund af fraværet af den tidligere, lettere statiske optræden, men også da dette klart var nummeret, hvor alle var i deres es. Desværre døde forbindelsen mellem Runes guitar og forstærker på et tidspunkt i sidste halvdel af nummeret, så helt frie var de ikke for fredag d. 13’s uheld.

Setliste:

Icarus

Reckoning

Phaser

Collapse

Whatever May Come

Nightmare

Reflections

Save Me

(Ekstra Nummer)
Shadowside

 

Aphyxion
Aphyxion er et af de bands, som der henover de sidste par år har haft så styrtende meget fart på, at det næsten ikke har været til at følge med. Her snakker vi heller ikke kun om at gå fra undergrunden til at blive nomineret til at varme op for Metallica, men i særdeleshed også deres musik! Det er syv år siden, at jeg så dem live første gang til W:O:A Metal Battle på Studenterhuset i Aalborg, og man skulle nærmest tro, at der er tale om et helt nyt band.

Da bandets nye plade ”Aftermath” landede tilbage i december, var der ikke tvivl om, at vi nok ville få en god del af det nye serveret. Desværre har jeg ikke rigtig hørt den nye plade af anden grund end lige at tjekke det ud, så jeg tænkte ”vær vågen!” for at se, om jeg kunne skelne de nye numre fra de gamle, da jeg ikke havde en setliste ved hånden. Dette var der dog på ingen måde behov for, da det første nummer bliver sat i gang, efter bandets intro er rundet af. Her var den nye lyd lagt frem i lyset, men selvom at vi snakker Medina-beat backingtracks, guitarer stemt i drop, kort hår og en nyfunden kærlighed for breakdowns, som der trækker mig lidt tilbage imod E’nemia, som der lige er gået af, er det stadig tydeligt, at disse numre er blevet indøvet slavisk til punkt og prikke. Direkte ud af startbåsen er alle sammen i fuld sving, men stadig er der tale om en MUR af lyd, der rammer dig lige i fjæset!

De første to numre drukner desværre en smule i de medbragte backingtracks, da lydniveauerne ikke virker helt lige. Dette bliver dog hurtigt rettet, og da der først kom ligevægt i lyden, var det en næsten behagelig cocktail. Desværre er der også for dette band tekniske problemer, da bassen cutter ud halvvejs i andet nummer. Det var desværre noget, som der ikke blot kunne rettes vpå at skifte til den medbragte backup-bas, for vi skulle faktisk vente til halvvejs inde i tredje nummer, før bassist, Jais Jessen, igen var at se på scenekanten med et velfungerende instrument om nakken.

Nok var det ikke det bedste startskud fra teknikkens side af, men det virker ikke til, at nogen i højere grad lader sig påvirke. Jonas Haagensen på lead-guitar er i hvert fald skide ligeglad med, om der er bas eller ej, for han fyrer stadig sine vilde soli af, og Bertil Ryter på den anden el-rive fylder også ekstra ud i lydbilledet ved at understøtte lead vokalen med nogle sønderrivende skrig.

Lidt længere inde i settet, hvor al teknikken og lyd var på plads, kører det som smurt. Der er overskud fra alle, flittig interaktion med publikum og en selvsikker attitude, som der næsten virker indøvet. Desværre er der nogle få ting her, som der skurer mig lidt i ørerne. Forsanger, Michael Vahl, er et bæst på en scene, men om han har tilegnet sig én eller anden form for tourettes, kan jeg ikke svare på. Udførelsen af hans vokaler var spot on, og hans bund solide growls er kun blevet federe, men lidt for mange gange, i de mange breaks, lukker han et højfrekvent ”Whooo!” ud, som der godt nok fjerner lidt af den hårde attitude. Jeg ved ikke, om han kan bebrejdes, da de jo for tiden har et primær-publikum, der hedder de Danske folkeskoler, men jeg kunne nu  godt have undværet det. Noget af kontakten imellem sangene virkede også meget mekanisk – der var desværre rigtig mange standardreplikker, som en lille smule personlighed kunne have rettet op på. Jeg ved, at Michael er både skæg og rap i replikken, så det er sgu lidt kedeligt at høre på ”hvor er i smukke, Aalborg!”.

Flere numre inde i settet må jeg nok indse, at jeg ikke får nogle af de numre at høre, som der blandt andet bragte dem på Wacken for nogle år tilbage, da alt aftenens materiale er fra de to fuldlængde plader. Ikke at dette som sådan er noget dårligt, men det skaber bare et meget ens lydbillede. Her er specielt omkvædende en synder, da de kører ret ensporet efter den samme opskrift. Musikerne i sig selv sørger selvfølgelig for at give publikum så meget nydelse som muligt, men den manglende variation gør det lidt tomt for overraskelser.

Ved vejs ende må jeg indrømme, at jeg så mig selv i lidt af et dilemma. Musikken var fed, gennemført og udført fantastisk. Det nye koncept, der er Aphyxion, har jeg dog lidt svært ved at sluge, men det er trods alt ikke uden grund, at de er kommet så langt. Dygtige er de sgu på nær de småting, der var hist og her, var der bestemt ikke meget at sætte en finger på.

Setliste:

Dark Stains on Ivory

Same Kind of Different

Transgress

Deterioration

Can’t Be Beat

When the Light Begins To Fade

In Decline

As We Blacken

Consumer Consumed

The New Breed

Destined To Fail

 

Hatesphere
Hatesphere vil flere, inklusiv undertegnede, mene, at man aldrig går galt i byen med. Der er dog sket nogle ændringer siden sidst jeg så dem, udover en udgivelse af en ny plade også en ny guitarist, Kasper Kirkegaard, er der kommet til, som erstatning for Jakob Nyholm. Der var en god del spænding involveret, da introen begyndte.

Der startes ud med hurtig fræs og onde ansigter i flæng, for her er der ikke noget techno. Der er fuld fart på mere end på pladen, lyder det til, og her er ingen bebyrdet af hverken døende udstyr eller dårlig lyd. Det kører bare på skinner! Forsanger, Esben ”Esse” Hansen, virker også til at være ved at gro håret ud, for selv helt nede bag i salen kunne de meget genkendelige tagrende-krøller, som de fleste langhårede har måtte døje med, ses.

Der er fart på og ikke kun lidt, men rigtig meget. Mike Park på trommerne presser de to guitarister, ser det ud til, men alle virker til at kunne følge med, selvom det må kræve en del. Også under de små soli hist og her, kører vi i et højere gear end på pladen, så meget få gange lyder det til, at der lige må tages en nemmere smutvej for at klare den helskindet igennem. Guitarist Peter ”Pepe” Karmark fræser og har det lange hår ud over det hele, og nu er der for alvor gang i publikum. Alle spiller op til hinanden på scenen såvel som foran, og det ingen er i tvivl om, at dette bliver en god koncert.

Vi kommer ned i tempo et stykke inde, og her er der ikke noget at pege fingre af. Der er headbanging fra gulv til loft! Alle spiller overens med hinanden, og en mere velsmurt enhed skal der ledes længe efter. Selv bassist Jimmy Fyrstenberg, som der har tendens til at ligne en halvdød fisk i hovedet, når han spiller, udfører et stykke arbejde, som der vejer op for behovet for at maks-ventilere hjernen. Nummeret “Resurrect With a Vengeance” skal også lige nævnes, da jeg som note i min blok blot har skrevet: ”Strammere end en ubrugt nonne!”

Imellem numrene virker intet indøvet, overhovedet. Esse har som det mindste brunt bælte i sort-snak, for den mand kan da ævle om alt og intet i al den tid, de andre skal bruge på at stemme, drikke, etc. Det er en god ting, for stadig flere publikummer kommer tættere på og headbanger ved den styrke, som de nu magter.

Lidt over halvvejs i settet var jeg ved at kløjes i min øl, for pludselig blev René, som der jo indtil nu kun har været konferencier, budt på scenen til at gæsteoptræde på et af mine personlige yndlingsnumre: “Iconoclast”. Den slags overraskelser er, for folk der kender bagkataloget og rent faktisk går op i den slags, simpelthen gyldne. Jeg var i hvert fald i mit es, for udover at være ekstatisk blot af præsentationen, så var det udført fantastisk.

De sidste par sange i settet er sange med nogle år på bagen, som der åbner op for, at flere måske kan nikke med. Alt i alt var det en god og varieret setliste med både nyt og gammelt, hurtigt og langsomt. Specielt “500 Dead People” og “Sickness Within” får gang i publikum, da de begge har det der ond,e ”lige før spillede vi pisse hurtigt, men nu nikker vi lige en skalle og sætter farten ned i halftime”-riff. Så sent henne i showet er publikum med på legen, og flere og flere headbanger vildere og vildere. Dette kan kun beskrives som have værende en yderst vellykket optræden, næsten på grænsen til noget man må prale af. Selv blev jeg grebet af stemningen og så pludselig mig selv storme op til scenekanten for lige at få den sidste smule Hatesphere-juice med, da vi nåede det sidste omkvæd i det sidste nummer.

Setliste:

Lines Crossed Lives Lost

Reaper of Life

The Coming of Chaos

Floating

Resurrect With A Vengeance

Murderlust

Vermin

The Executioner

Drinking With the King of The Dead

Forever War

Iconoclast (med René P)

On the Shores of Hell

New Hell

500 Dead People

Disbeliever

Sickness Within

Mærkater: , , ,