Visuelt hekseri til två miljoner kronor

I stedet for at holde søndagen hellig gik turen langt under gadeplan i indre København, hvor Benjamin Christensens dokumentariske stumfilm Heksen fra 1922 fik pustet nyt liv i sig med hjælp fra den til lejligheden sammensatte gruppe Space Dagger.

Jeg ender altid med at gå mere begejstret fra filmvisninger med livemusik, end jeg overhovedet turde håbe på. Eksempelvis havde jeg en af mine bedste filmoplevelser på St. Patrick’s Day tilbage i 2012, da A Hawk and A Hacksaw fremførte You Have Already Gone To The Other World, der også tjente som soundtracket til den sovjetiske klassiker Shadows of Forgotten Ancestors.
Jeg frygter altid så inderligt, at den akkompagnerende musik allermest kommer til at føles forstyrrende og unaturlig i forhold til instruktørens oprindelige tanker om filmen(e)s lydside(r) – og det plejer næsten aldrig at holde stik.

Seneste eksempel på dette opstod en noget grå søndag eftermiddag dybt under gadeplan på Gothersgade i København, hvor Filmarkivet havde inviteret indenfor i Cinemateket til fremvisning af Benjamin Christensens svenskproducerede 1922-stumfilm Häxan – eller Heksen på dansk – der blev skabt på baggrund af to års research og otte måneders optagelser og endte med at koste den dengang helt uhørte sum af to millioner svenske kroner. Til fremvisningen havde Filmarkivet allieret sig med den til lejligheden sammensatte gruppe Space Dagger bestående af medlemmer af alt lige fra CHILDRENN til Choir of Young Believers og Master Musicians of Bukkake, der havde fået til opgave at kreere et passende lydunivers til de nyligt restaurerede billeder.
Forud for den næsten to timer lange forestilling var der desuden både et kort klip med Christensen, der introducerede selve heksebegrebet set i forhold til hans omfattende empiri, samt en detaljerig præsentation ved lektor Casper Tybjerg, der yderst kompetent satte Heksen ind i en mere filmhistorisk kontekst med særlig fokus på instruktørens øvrige filmvirke.

Som film synes Heksen som med mange af Christensens stumfilm at være langt forud for sin tid rent cinematografisk. Skuddene er overvældende for en produktion, der i år fylder 95, de simplistiske farvevalg sætter umiddelbart mere fokus på selve indholdet, og selvom stumfilm som genre synes uddateret og lettere komiske – her anno 2017 – er det i en langt mere seriøs og til tider dyster tone, at Heksen udspiller sig.
Filmen består af syv kapitler á 12-15 minutters varighed, hvor det første kapitel udelukkende tager udgangspunkt i fortidens forestilling om himmel, helvede, gud, Satan og det geocentriske verdensbillede. Herefter følger en mere tydelig dramatisering af heksen og hekseafbrændinger som kulturelle fænomener i den mørkeste mørke middelalder, inden vi ender i 1922, hvor der bliver trukket tydelige paralleller mellem nogle af de middelalderscener, vi tidligere har været vidner til, og så det, som Christensen med udgangspunkt i den franske neurolog Jean-Martin Charcots betegner som moderne, rent psykologisk funderede heksesymptomer som eksempelvis kleptomani og pyromani.

Det var tydeligt, at det ikke blot var en jamsession for dagens musikanter, og Space Dagger lod til nøje at have studeret filmens mindste klip på forhånd. De lagde nærmest Pink Floyd’sk ud med sporadisk anslag hist og her, uden at der kunne spores hverken struktur eller temaer i den ambiente afvikling. Det klædte det visuelle arrangement, hvis svenske tekststykker trods alt krævede en smule mere koncentration fra den gængse filmgænger end normalt.
Hovedsagligt fungerede kvartettens indslag som et lettere psykedelisk og komplimenterende lydtapet, der yderst velovervejet fulgte de til tider absurde motiver på lærredet – som da heksene i kælderrummet brygger salver på både lig, frøer og slanger, da vi får fremvist alskens middelalderlige torturinstrumenter i (næsten) fuld effekt, eller da Fanden (spillet af instruktøren selv) besætter gud og hvermand i et nonnekloster.

Højdepunktet kommer dog lidt over halvvejs inde i filmen, da en oldgammel kone under anklage og under tortur indrømmer sine egne heksegerninger – herunder sin tur til Bloksbjerg sammen med andre bekendte. Her kolliderer de blasfemiske scener med de erotiske, hvor vi både bliver præsenteret for korporlig afstraffelse foranlediget af Satan, ofringer af udøbte spædbørn, dansen på det hellige kors og nøgne kvindekroppe, alt imens musikerne får sat i med en infernalsk melodi; som havde nogen spillet en kirkesalme med partituret vendt på hovedet.
Senere i historien får den uskyldige frue, der oprindeligt havde anklaget den gamle kone, kirkens magt at mærke på egen krop, da hun selv bliver fængslet af kirkens mænd, der både agerer bødler, dommere og oplagte antagonister. Da hun afslutningsvis også ser sig nødsaget til fejlagtigt at indrømme sin udåd og acceptere sin skæbne på bålet, følte jeg egentlig ikke behov for mere hekseri.
Personligt kunne jeg godt have undværet det afsluttende kapitel – især efter henved to timers stumfilm. Heksen er visuelt imponerende og en filmisk afgudsdyrkelse, som bestemt ikke var set magen dengang. Space Dagger leverede et så absolut godkendt soundtrack, hvilket var med til at give filmen en ekstra dimension, der både var afgrundsdyb samt nåede astrale højder. Alt i alt en ganske godkendt oplevelse, der nok en gang afkræftede mine fordomme om filmvisninger med dertilhørende livemusik.

Og skulle man være interesseret i også at stifte bekendtskab med Christensens værk og Space Daggers lydside, opføres arrangement heldigvis også (yderst passende) sankthansaften.