Volbeat gav knockout i Parken

Fotograf: Mark Stoumann

Anmeldelse af: Volbeat + Flogging Molly og Amorphis, Telia Parken, København den 26. August 2017.

Med 47.000 solgte billetter skulle den udsolgte Telia Parken huse den største danske koncert nogensinde. Hovednavnet var Volbeat – og de havde en del esser gemt i ærmet.

Første gang nogensinde i Telia Parken. Både for Volbeat, men også for mig som anmelder. Meget havde jeg hørt om Parken. Ikke mindst om den dårlige lyd, som normalt hører med, når man har læst en anmeldelse derinde fra. Derfor var jeg en smule skeptisk omkring, hvordan dette møde med Volbeat ville blive pga af de dårlige forhold til disse enorme koncerter. Men der var næsten intet at frygte.

Amorphis:

Amorphis trådte på scenen og startede hele ballet med nummeret ”Death of a King” fra bandets seneste udspil Under The Read Cloud (2015). På dette tidspunkt er Telia-parken knap halvfuld. Det fremmødte publikum gav ikke meget energi under numrene, og den finske sekstet havde svært ved at udfylde det gigantiske stadion. Stykket mellem publikum og scenen er lige så bredt som mellemrummet på Rasmus Nøhrs fortænder, og det gør det svært for bandet selv at få de forreste rækker med. Forsanger, Tomi Joutsen, prøvede ihærdigt at få publikum i gang, men det blev ikke til andet end korte fællesklap. Hans stemme var dog sprudlende, da han på nummeret ”Bad Blood” growlede sig gennem versene indtil de melodiøse omkvæd, hvor han brød ud i clean-vokal. Efter 25 minutter på scenen er Amorphis’ spilletid ved at være overstået, og de afsluttede med ”House of Sleep”. Amorphis har eksisteret siden 1990, men det kunne ikke mærkes denne aften. Bandet gjorde sig ikke specielt bemærkede på scenen, og manglen på en gennemtrængende energi udeblev fra bandets optræden i denne omgang.

Flogging Molly:

Det irsk-amerikanske band Flogging Molly kom på scenen og viste hurtigt et væld af overskud. De startede med ”The Hand of John L. Sullivan” fra den nyeste plade, Life is Good, (2017). Det syv-mand store band spillede en heftig omgang keltisk punk, som med indtagelsen af rette mængde alkohol burde kunne sætte gang i enhver fest. Den hurtige punk bliver blandet med retmæssig violin, harmonika og banjo. ”Drunken Lullabies” er muligvis bandets største hit fra pladen af samme navn. Nummeret bliver også vel modtaget, da Bob Schmidt starter sangen med sin banjo. Forsanger Dave Kings energiske fremtoning og irske humor smigrer publikum, som er begyndt at give mere af sig selv. Han styrer slagets gang på den store scene, han hopper, springer og danser rundt for at holde showet kørende.

Hele bandet er yderst energisk, og de opvarter smukt hinanden på scenen. Sammenspillet er en fornøjelse er være vidne til. Flogging Molly satte gang i ”Devil’s Dance Floor”. Det er uden tvivl et svært publikum, bandet har med at gøre denne aften. Forventningerne til aftenens hovednavn hænger så tykt i luften, at publikum gemte deres energi til heltene i Volbeat.

Det stopper dog ikke Flogging Molly, som stadig lagde en god energi i deres optræden. Bandet prøvede igen med noget nyt, nemlig den lidt tungere ”Crushed (Hostile Nations)”. Midt inde i nummeret blandede de noget Queen ”We will Rock You” indover, som publikum uden tøven sang med på. Flogging Molly leverede en stærk fest på scenen med en god energi, som til tider endte ude hos publikum. Men det er svært at spille op til et hårdført publikum, som engang imellem kun smager på fingeren, selvom de får hele armen.

Volbeat

Inden Volbeat trådte på scenen, blev den gigantiske scene bygget om. Ude for enden af plateuet blev en lille boksering blevet sat op. Michael Poulsen er stor boksefan, og derfor giver det god mening. Min frygt med boksetemaet er, at min personlige holdning til boksning bygger på, at store egoer får en kæmpe pose penge for at lave knap og nap ingenting og slå på hinanden. Jeg håber ikke, at Volbeat vil udstråle store egoer, kæmpe poser med penge og minimal optræden. Men tiden skulle vise at det ikke blev tilfældet denne aften i Telia Parken.

Efter en lille intro med Motorheads ”Born to Raise Hell” i højtalerne kunne der endelig ringes med klokken. Volbeat lagde ud med ”The Devils Bleeding Crown”, og allerede ved første strofe er publikum virkelig på dupperne. Den euforiske stemning var på lige fra start, og publikum var i ekstase. Volbeat er virklig blevet et af de mest populæreste bands i metal-regi.

Dette er uden tvivl Volbeats største opsætning til dato. Jeg har personligt fuldt bandet siden 2007, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er fortjent, at bandet står på scenen i Telia Parken. Michael Poulsen spørger publikum, om de har glædet sig lige så meget, som Volbeat har til at være her i aften, hvorefter et kæmpe brøl fra 47.000 mennesker vokser i hele den københavnske betonklods.

Som det internationale band, Volbeat er, forsætter Michael på engelsk, så alle kan være med. Der må uden tvivl være en lydmand, som har været på arbejde. Lyden i parken denne aften er ikke lige så slem, som jeg havde forestillet mig, den ville være, når man er omringet af bygningens betonmure. Det er ganske okay, men ikke just fantastisk.

Alle publikummer klapper med på introen til ”Let it Burn”, og de mange pyrotekniske flammekastere, bandet har fået op i dagens anledning, varmer hele stadion op. Da Volbeat spiller den noget hårdere ”Doc Holliday”, vidner det om et band, der er i topform på deres hjemmebane. Nyeste medlem, Kasper Boye Larsen, lader til at have fundet sin plads i bandet og har lært af de ekstremt mange liveshows, som han snart har været igennem. Michael smiler sig stadig fast i danskernes hjerter med sin uovertruffen charme og humor, som altid har været en vigtig faktor ved hr Poulsen. Hvorefter han sætter gang i ”Sad Man’s Tounge” på den akustiske guitar. Sammen med Rob Caggiano og Jon Larsen på trommerne spiller Volbeat utroligt tight og leverer stålfast med eminent udførelse.

Herefter bliver vi proppet med godter i stor, større, størst stil, og showet tager fart… Utrolig høj fart!

Mille fra Thrash-bandet Kreator medvirker på den elegant tunge ”7 Shots”, hvorefter bandet prøver nogle nye toner af i form af ”The Everlasting”. Det nye nummer byder på et tungt metallisk riff og et melodiøst sunget omkvæd. Det lyder spændende, og man får lyst til høre, hvad de ellers har at byde på af nyheder fra øveren.

Efterfølgende skal vi til en helt anden boldgade, da vi får hittet over alle hits ”For evigt”, hvor en veloplagt Johan Olsen kommer luntende ind på scenen og synger de velkendte strofer i sangens omkvæd. Lige bagefter får vi den måske tungeste sang, Volbeat har kreeret. ”Evelyn” og selvfølgelig i selskab med Mark ”Barney” Greenway fra Napalm Death, som kunne growle sig igennem de hårde vers. Senere får vi ”The Gardens Tale” igen med Johan Olsen på omkvæd.

… Og bedst som man troede, Volbeat havde peaket denne aften, men nej..

Volbeat har fornyligt turneret med Metallica i USA, og derfor bad Michael os om at tage godt imod ”The True Prince of Denmark” hvorefter selveste Lars Ulrich kommer på scenen sætter sig bag trommerne og spiller trommer på ”Guitar Gangsters and Cadillac Blood”. En højspændt forløsning har bredt sig over hele Parken, og dette er nærmest ikke til at fatte. Men det bliver bedre. Volbeat disker op med et cover af ”Enter Sandman” fra Metallicas prime-time plade The Black Album (1991) stadig med Ulrich på trommer!

”A Warriors Call” med en boksende Mikkel Kessler på scenen og ”Black Rose” med Danko Jones. Jeg ved ikke med jer, men hvis Volbeat endelig skal have storhedsvanvid, så skal det ikke være andre steder end her i hjemlandet.

Efter “Pool of Booze, Booze, Booze” og “Still Counting” lukker Volbeat pænt ned for deres majestætiske show med ild og fyrværkeri. Volbeat har leveret deres største koncert nogensinde på dansk grund. Det har været gigantisk, det har været underholdende og hårdtslående. Men det har uden tvivl været et Volbeat, som har bevist, at de er det absolut største danske band, vi har herhjemme lige nu.