Anmeldelse af: Fish. Train, Aarhus. 10. oktober 2018

Fish leverede et flot, indlevende, sjovt og ikke mindst velspillet show, da hans turné bragte ham og hans band forbi Train i Aarhus. Der var dækket op til en aften med godt humør og lækker musik

Foto: PR

Det er onsdag aften. En aften, som så mange andre, og så alligevel ikke.
Derek William Dick, der går under det særprægede kunstnernavn Fish kommer nemlig til byen. Her vil han fremføre et miks imellem det fremragende Marillion-album Clutching At Straws og sin eget solomusik med et særligt fokus på det kommende album Weltschmerz (verdenssmerte).

Jeg oplevede egentlig Fish tidligere i sommer til årets Wacken Open Air, hvor bandet og manden stak en del ud i forhold til resten af programmet, men alligevel formåede at levere en dejlig og velspillet koncert. Kan de forventninger, som Wacken-koncerten unægtelig har afledet, så også indfries her til aften i det århusianske? Ja, for dælen – og lige en tand til.

Fra starten føler man, at man er en del af noget særligt. Bandet spiller utroligt flot, og Fishs vokal er lækker og skarp. Bevares, han ligger ikke helt oppe i det samme leje, som da han var ung, men stemmen er alligevel af en mand, der har erfaring og stil. Han formår at udnytte sine evner til fulde.
Lyden driller lidt til tider, hvor Fishs mikrofon ind imellem er på vej til at lave en god røvfuld feedback. Heldigvis udebliver de helt høje hyletoner, og lydmanden får tæmmet problemerne, så lyden ender med at være ganske hæderlig på Train. Der mangler måske en kende mere guitar, men den kan nu godt høres, særligt når der er soli, hvor den lige får det helt rigtige spark.

På trods af, at sætlisten er en blanding imellem det dejlige Clutching At Straws-album med Marillion og Fishs egen solomusik, føler man stadig en form for rød tråd i musikken og fremførelsen. Man føler, at sammenhængen er der endda på trods af, at det altså er 30 år siden, at Fish var med i Marillion, og alligevel lægger hans egen musik sig pænt op ad den lyd og stil, der kendetegner ham og hans tid i Marillion.

Fish formår at fange sit publikum på bedste vis med små sjove anekdoter, der nærmest rives ud af ærmerne på den smilende mand. Smilende, lige indtil en fra publikum formår at få irriteret Fish lige lidt for meget. En herre inde i midten oppe foran får lidt skæld ud af Fish, der ikke vil finde sig i, at manden filmer med blitz, da det kan hyle Fish ud af sin vokalrutine og derved ødelægge koncerten for koncertgængerne.
Fish har helt ret, de mobiler er skide irriterende, og blitzen totalt unødvendigt, og alligevel kan man se på personen, der kom til at udløse situationen, at han virkelig ikke havde ment noget med det.

Bandet spiller igennem hele koncerten eminent, og særligt bassisten formår at imponere med et laidback groove, der varieres med spændende fills, samt variation imellem båndløs og båndet bas. Solien sidder lige der, hvor den skal, og er mindst lige så skarp, som den er velpasset den progressive musik. Særligt sejt lyder det, når både guitar og keyboard begynder at følge hinanden.

Fish får midt i koncerten næsten samtlige publikummer til at danse en kort vals. Ufatteligt effektivt at hive publikum længere ind i dit univers igennem en sådan happening. Særligt, når Fish så oprigtigt står og smiler over hele femøren over, at publikum går med på løjerne.

Det ordinære sæt lukkes af med nummeret, der vel kan betegnes som titelnummeret på Clutching At Straws, “The Last Straw”, og da bandet går af scenen, står en stor del af publikum stadig og synger de velkendte og yderst catchy sætninger ”We’re Still Drowning… Clutching At Straws!”. Det virker, og bandet vender tilbage og gør sig klar til at give et par ekstranumre. Publikum synger helt ind til, at bandet vælger at spille. Denne oplevelse var nærmest magisk og som en smuk symbiose imellem bandet, dets musik og et glad og opstemt publikum.

Fish får med sin karisma, sin gode vokal og et ekstremt velspillende og stramt band hele Train til at bruse over i velvære. Publikum kan ikke andet end at være imponerede over den opvisning i gammeldags progressiv rock, som de netop har oplevet.

Fish selv stopper eftersigende som musiker i 2020, så vi må da håbe, at han lige når at svinge forbi de danske egne en gang mere, inden pensionen står og banker på.