Alice Cooper

Billy Boy in Poison – Interview

-

En sludder med drengene i Billy Boy in Poison

 

Vi fik os en lille mail-korrespondance med bandet Billy Boy in Poison

 

(Arkivfoto: Guillaume Blanjean)

 

Metal A Day kan sgu godt lide at snakke med de herlige mennesker i Billy Boy in Poison, og generelt lægger de et højt niveau på både plade og i livesammenhæng.

I denne samtale drejede vi os dog mere i retning af den udvikling og det udtryk, som orkesteret har gennemgået.

– Nu har I efterhånden eksisteret i “gamet” længe, så hvordan vil I selv beskrive jeres lyd og den udvikling,
som jeres musiske udtryk har gennemgået?

Med mindre man har et fast koncept fra start kan man ofte høre i musik, hvad komponisterne selv lytter til for tiden. Sådan er det også med os.
Vi startede som ungt band med udgangspunkt i metalcore. Hen over de demoer og EP’er, vi skrev, kom der mere og mere inspiration fra dødsmetallen, og vores debutalbum, Watchers, i 2013 lå vel et sted mellem deathcore og moderne dødsmetal.
Da vi skrev opfølgeren, Invoker, havde vi lyst til at brede inspirationerne lidt mere ud og også søge mod et mere selvstændigt udtryk. Der var bl.a. blevet hørt en masse Gojira og Behemoth og lignende bands, hvor der er fokus på stemning og groove mere end hurtigt fræs og at være så heavy som muligt. Så de sidste breakdowns forsvandt ud af musikken, og der kom mere fokus på at skrive nogle gode, sammenhængende numre med vores egen lyd og et godt groove.

– Hvorfor gik der så lang tid mellem pladerne “Watchers” og “Invoker”?

Der gik også længere tid, end vi ønskede os. Først skulle vi promovere Watchers live et stykke tid og få udbytte af albummet. Herefter var vi nødt til at finde en ny vokalist og få kørt den nye mand, Hjalte, ind i bandet. Så skrev vi nyt album, gik i studiet med det og ventede på mix og master i et stykke tid. Og da vi så indgik en aftale om udgivelse, skulle vi også vente lidt, før den udkom. Så går der sgu hurtigt et stykke tid.
Invoker blev skrevet i foråret og sommeren 2016, indspillet i efteråret 2016, blev færdig i foråret 2017 og udkom i november 2017.
Til næste album har vi lært, at vi i højere grad skal skrive ny musik og gøre klar sideløbende med, at vi spiller live og har gang i andre alle de andre ting.

– Hvordan endte I hos Prime Collective, og hvordan er jeres samarbejde med dem?

Watchers udkom gennem Mighty Music i sin tid, og med Invoker havde vi lyst til at prøve noget nyt. Vi havde hørt en del om Prime og alle de ting, de havde ild i, så det var en af de muligheder, vi undersøgte. Det endte så med en fin aftale om promotion og digital udgivelse, hvor vi selv står for de fysiske medier.
Hos Prime er der en klar forventning om, at man selv vil projektet og leverer en aktiv indsats, og det har vi haft godt af. Vi samarbejder løbende om at udvikle bandet og lægge en plan, der kan føre til succes.
Vi har nu fået fast booking gennem Prime også, og det forventer vi os meget af.

– Apropos at være en anerkendt spiller i gamet, hvordan vil i beskrive metalmusik-scenens udvikling i Danmark i jeres tid?

Efter en sløj periode, hvor der var alt for meget standard ‘Danish metal’, er der nu igen en masse spændende og selvstændige navne, der farer fremad. Bands bliver også mere og mere professionelle omkring promotion- og businessdelen af at have et seriøst band, og ofte har nye bands ‘hele pakken’, når de første gang viser sig på scenen.
Man skal derfor være på stikkerne med gennemarbejdet musik og udtryk, social media-tilstedeværelse, lækkert merch og arbejdsdisciplin, hvis man vil frem i dag. Det er fedt og sundt, og vi arbejder selv aktivt på at løfte gamet på alle disse områder.

– Hvorfor valgte I at ændre jeres band-logo?

Vi havde haft det gamle logo i mange år, og det så ærlig talt lidt for ‘core-agtigt ud i forhold til den musik, vi spiller i dag. Så vores trommeslager Niclas lavede det nye fede logo til os. Vi har beholdt det firkantede format, så man fylder rigtig meget på plakaten. 🙂

– Hvordan går det med jeres nuværende tour?

Det går rigtig godt! Vi har indtil videre spillet i København, Herning, Sønderborg, Odense og Aalborg. Alle steder har der være god modtagelse og pænt fremmøde, og vi har set flere nye fede spillesteder, vi ikke kendte i forvejen. På lørdag er det Vanløse, der står for tur.
Vi co-headliner touren med århusianske LIVLØS, og det er en fornøjelse at spille med dem. Søde og professionelle fyre, og de trykker den virkelig af på scenen.

– Hvad byder fremtiden på for Billy Boy in Poison?

Til efteråret arbejder vi på at tage til udlandet at spille, og der går ikke længe, før vi går i gang med at skrive det næste album, så der ikke går så længe som sidst. Man skal jo holde gryden i kog, nu hvor vi har gang i noget godt og får god respons.

– Hvis vi lige parkerer janteloven i rabatten lidt, hvad er så jeres største drømme med bandet?

Få international booking og spille regelmæssigt i udlandet. Vi vil også gerne spille de større festivaler ude og hjemme. Og så satser vi på, at vi ligesom flere af de fede nye danske metalnavne kan få de næste albums ud på internationalt selskab.

Vi takker drengene for snakken og glæder os til den næste – fang dem live, på album eller i dit lokale supermarked, hvis du tilfældigvis bor i nærheden af nogle medlemmer.

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier