4 danske bands er på vej ud for at vise både Danmark, men også Tyskland, Holland og England hvordan kagen skal skæres!

I forbindelse med denne vanvidstour har vi valgt at tage fat i alle 4 bands og stille dem lidt spørgsmål om denne tour.

 

Hvilket sted glæder i jer mest til at spille på touren?

Defecto:

  • De tre danske shows bliver selvfølgelig en fest da alle fire bands er på hjemmebane! På de syv udlandske shows har vi spillet i næsten alle byerne før men på andre venues. Spillestedet ”Backstage” i München har vi dog alle spillet på flere gange og ved at det altid er en kæmpe fest da fremmødet er stort. Da det samtidig er det afsluttende show på hele touren tegner det til at blive en af sjovere aftener!

Aphyxion:

  • Som to oplagte storbyer i vores ‘nære’ udland, har vi hverken drukket os fulde sammen eller spillet som band i London eller Berlin endnu. Vi glæder os selvfølgelig til alle stederne på touren, men der er ligesom en god grund til at være spændt på især de her to steder – også da de bliver afviklet henholdsvis en mandag & tirsdag.

Siamese ( Mirza ):

  • Jeg glæder mig allermest til showet i London af en eller årsag. Vi har spillet et par gode shows i UK. Når det er sagt så er det altid noget specielt ved at spille på VEGA! 🙂

Helhorse:

  • Altså både Train og Vega givet os fantastiske oplevelser – men München og Hamborg er nærmest blevet vores home from home over de sidste 3 år , så dem glæder vi også sindsygt meget til . Derudover… Fuck det vi glæder os til det hele

 

Hvilket af de andre bands ser I mest frem til at opleve live?

Defecto:

  • Vi har spillet adskillige shows med alle tre bands før og ved at de alle sparker røv live. Siamese er dog altid ekstra spændende at opleve fordi de altid har et es gemt i ærmet til deres shows. På denne tour har de endda også vores egen bassist med som stand-in.

Aphyxion:

  • Vi er afsted med et stærkt hold, men mon ikke Siamese tager prisen her; udelukkende pga. Mirzas X-factor-værdige dansemoves, og fordi deres outro på én og samme tid indeholder violin og dubstep-smadder.

Siamese ( Mirza ):

  • Jeg glæder mig personligt mest til at se hvordan de nye numre fungerer for de andre bands. Jeg er udover musiker på tour, også manager for de andre, så jeg glæder mig til at se hvordan folk tager i mod nyt Helhorse, muligt nyt fra Aphyxion og Defecto.

Helhorse:

  • Med tourens variation har jeg Siamese til mine upper drugs, Defecto til når min maskuline potens drik og Aphyixion til at øve mine moves på dansegulvet – perfekt kombination

 

Har I nogle ritualer, I skal igennem, inden I skal optræde?

Defecto:

  • Luft-fægtning er i hvert fald en vigtig del af opvarmningen for rytmesektionen i bandet.

Aphyxion:

  • Siden vores første liveshow (- det er måske rimelig løgn, men i LAAAANG tid) har vi haft et hemmeligt kampråb, som altid bliver råbt før selve koncerten.

Siamese ( Mirza ):

  • Det er super vigtigt at jeg får 5 øl inden en koncert. Det er den magiske grænse. Nogen gange har jeg fået for mange, og for lidt. Jokes sidder lidt løsere når man rammer det halv snaldrede niveau. Vores trommeslager Joakim har et ritual med at stresse os andre, ved at gå på toilettet 30 sekunder før vi skal på. Det er noget han skal gøre hver gang. Det er fedt.

Helhorse:

  • Gerne en sjus , udstrækninger, vokal opvarmning og så et kæmpe stort gruppe skrig – så kører bussen!

 

Har I nogle krav til backstage? (catering, sofaer, spillemaskiner?)

Defecto:

  • Vi har en ret specifik catering rider på vores egne headline shows, som bl.a. indeholder sukkerfri sodavand, ingefær og drikkeyoghurt. Vores erfaring er dog at man på de større tours med flere bands (især i udlandet) ikke altid skal forvente det helt store.

Aphyxion:

  • Udover gule vingummibamser og cocio (alternativt chocomel når vi er i Holland), er vores krav rimelig basic.

Siamese ( Mirza ):

  • Jeg tror mest det er Helhorse og Defecto der stiller krav backstage. Vi fungerer ret godt på en redbull/vodka kombination. Faktisk ville jeg beskrive vores musik som den drik. Sød, men slår hårdt.

Helhorse:

  • Masser af mad, drinks, en sofa . et sted til at varme op og – hvis muligt et stille sted at samle tankerne og komme i zonen.

 

Hvad forventer I jer af den her tour?

Defecto:

  • Vi forventer at gøre os klogere på hvordan markedet ser ud for danske bands der ønsker at lave forretning i udlandet. Alle fire bands har været på Europa-tours før som supportband for større bands. På denne tour er det kun danske bands der skal sælge billetterne og det bliver spændende at se hvor meget denne danske pakke kan trække i udlandet.

Aphyxion:

  • At Andreas Bjulver, som vi låner fra Cabal, bliver rigtig træt af bandet Aphyxion. Det er en opgave vi har taget på os og forventer at indfri.

Siamese ( Mirza ):

  • Det er ikke så tit at vi har den her slags tours. En slags dansk invasion. Vi forventer et meget bredt publikum, og så tror jeg at vi først og fremmest glæder os til at vise flaget overfor både udlandet men også Danmark. Heavyscenen er på vej et godt sted, og jeg tror vi kommer til at ride på den bølge.

Helhorse:

  • Jeg forventer først og fremmest en Dansk invasion hvis lige ikke er set siden vikingerne! Derudover en masse gode timer med gode mennesker, fede shows og et tændt publikum!

 

Hvad er det værste, der kan gå galt, på den her tour?

Defecto:

  • Det værste der kan ske er at der kommer 0 mennesker til koncerterne og må spille for hinanden. Men i så fald får vi da øvet lidt…

Aphyxion:

  • Det er sådan noget man aldrig helt kan spå før man står i det. Sidst vi var på Europa-tour gik computeren i vores bil i stykker, hvilket resulterede i at vi måtte køre fra Krakow til Helsingør, til Esbjerg med 60km/t. Det gav ikke et 5-stjernet review tilbage til biludlejeren, og det var ikke helt vildt opmuntrende, men omvendt har vi som venner lært rigtig meget af at ende i pøllede situationer som den.

Siamese ( Mirza ):

  • At vores bus går i stykker. 100%. Tomme lokaler er heller ikke så sjovt, men det ser ud til at det ikke bliver et problem.

Helhorse:

  • Bussen brænder ned, Ebola når Europa, Trump bliver EU præsident – jeg mister stemmen, Stephan mister sin arm – du ved dine dagligdags bekymringer!

 

Har I nogle overraskelser parate til denne tour?

Defecto:

  • Jaeh… Hvis vi har må man jo møde og opleve dem selv 😉

Aphyxion:

  • Ingen kommentar 😉

Siamese ( Mirza ):

  • De største skal nok findes i at nogen af os spiller nye numre fra kommende udgivelser. Det handler også rigtig meget om musikken på den her tour. Ingen klovnerier. Måske et par cameos på de andres set nu vi er i gang, men det handler om at vise sig frem først og fremmest.

Helhorse:

  • Ja – en ny plade! I får dog kun en lille smags prøve – men Jeg siger bare… shit is on fire!!

 

Har I fået øvet jer på lidt tysk og hollandsk inden touren?

Defecto:

  • Vi har i spillet en del jobs i Tyskland og har i hvert fald udvidet vores ordforråd med vigtige gloser som ”stau” og ”Chokokusse”!

Aphyxion:

  • Vi ved en del om schnitzel, glumpen og chocomel, og kan sige mojn, servus og nein. Så ja – bundlinjen er ret høj og vi er helt sikkert forberedt.

Siamese ( Mirza ):

  • Jeg er flydende i tysk. Så det var nemt. Hollandsk er verdens næstværste sprog efter dansk, så det bliver der ikke noget af. Men Hollandske bajere til gengæld. Dem skal vi ha maaangt og mange af.

Helhorse:

  • Ich sprechen Deutch en Nederlands – kom ikke her du

 

Spiller I noget splinternyt under jeres performance?

Defecto:

  • I skrivende stund har vi endnu ikke aftalt en sætliste. Men da vi er godt i gang med sangskrivningen til album 3 kunne det sagtens tænkes at vi prøver en ny sang af i ny og næ.

Aphyxion:

  • HVIS nu vi har en overraskelse med, ville en ny sang være et godt kort, men lad os holde os til ‘ingen kommentar ;-)’.

Siamese ( Mirza ):

  • Det gør vi nemlig.

Helhorse:

  • Brother – you have no idea!

 

Hvad skal I lave efter den her tour?

Defecto:

  • Efter denne tour er planen at færdiggøre album 3 og indspille det så det kan ramme butikkerne i løbet af næste år!

Aphyxion:

  • Vi skal arbejde videre på vores nye materiale, som vi helt sikkert vil fortælle lidt mere om på vores facebook, snart. I øjeblikket glæder vi os bare rigtig meget til den her tour.

Siamese ( Mirza ):

  • Vi er i gang med et nyt album som vi forventer helt færdigt til 1. november. Vi har netop underskrevet alle de nødvendige kontrakter og skal i 2019 på tour med et internationalt band. Og så håber vi på noget festival kærlighed. Det skal nok blive godt. Og nå ja.. Så har vi hørt en fugl synge om at Prime Is Coming i år bliver vildere og større end nogensinde før.

Helhorse:

  • I gang med at forberede udgivelsen af næste udgivelse med alt hvad det indebærer + et par overraskelser