Alice Cooper

Interview med Torment

-

Efter Torment havde blæst både publikum og denne udsendte anmelder af banen med deres – i vores øjne – nærmest banebrydende blanding af Hardcore og Punk i en futuristisk skuen fremad, måtte vi lige tiltuske os et øjeblik for at snakke musik og fremtid med vokalisten Christian og den ene guitarist Marius efter deres koncert i Huset i København den 18. september. Vi kan hinte, at de slet ikke er enige om den kommende tid.

Metal A Day (MAD): Hvordan synes I, det er gået med koncerten i aften?

Christian Ferdinand Engelhardt, Vokal (CE): Kaotisk, men fed koncert.

Marius Krogsgaard Thomsen, guitar (MT): Jeg synes, det gik godt. Der var god stemning. 

CE: Det er ikke det bedste, vi har spillet. Men det gik skide godt. Det var en perfekt aften.

MAD: Hvad er så den bedste koncert, I har spillet?

CE: Det må have været et job i Underwerket for en måneds tid siden. Der var godt med mennesker, og jeg tror aldrig, at vi har spillet så godt, som vi gjorde der. Folk var stort set også lige så meget på, som de var her i aften.

MAD: Vi er mildt sagt blæst bagover af jeres seneste EP, som vi også har anmeldt. Vi er lidt nysgerrige efter at vide, hvordan I vil beskrive jeres lyd, hvis I selv skal sætte ord på den?

MT: Vi har flere gange fået at vide, at vi lyder som et punk-band, der prøver at spille hardcore. Og det tror jeg heller ikke er helt forkert, for vi har også vores rødder i punk.

CE: Som Marius siger, så er vi et punk-band, der prøver at spille hardcore, så godt vi nu kan. Vi forsøger at være et godt sammensurium af vores inspirationskilder som for eksempel Sick of it All og NOFX. Så vi prøver at lyde som en blanding af New Yorker-Hardcore og noget svensk punkrock.

MAD: Det lyder også som om, at I blander andre genrer ind i jeres lyd. Tænkte I over det, da I lavede bandet?

CE: Det ved jeg sku ikke helt.

MT: Jeg tror, at det er noget med at tage inspiration fra steder, som man normalt ikke finder i Hardcore. Jeg henter meget inspiration fra andre genrer. 

CE: Jeg tror faktisk ikke rigtigt, at vi har prøvet at lave noget vildt eller en blanding på den måde. Jeg tror bare, at vi har lavet numre, og så er det blevet, som det er. Jeg tror ikke, at der er de dybe tanker bag det.

MT: Jeg tror, vi hver især trækker på, hvad vi har af inspirationer, og hvad vi kan. Jeg tror ikke, at vi prøver for hårdt at trække det i nogen bestemt retning. Det, vi har, det bringer vi til bordet. Og så gør vi det, så godt som vi nu kan. 

CE: Specielt med sangskrivningsprocessen kan der godt komme et halvfærdigt nummer på banen som udgangspunkt, men vi er stadig en helhed om at lave numrene. Grundstenen bliver lagt af én mand, og så sliber vi nummeret færdigt sammen. Vores numre er jo meget forskellige i forhold til hinanden. Jeg tror nemlig også, at når vi skriver numrene, så kommer det meget an på, hvad man lige er inspireret af i situationen, eller hvad humør man er i. 

MAD: Hvad er så drømmene for Torment?

MT: Vi prøver lidt at komme på turné her til næste år.

CE: Helst ude for landets grænser. Og så prøver vi bare at komme ud fra København at spille, det er ret svært for os. Vi kan godt få jobs i København, og vi har også spillet i Roskilde et par gange, men det er lige som om, at det er et lukket land, når vi gerne vil videre ud. Det er svært, men vi håber lidt, at den her EP og lidt omtale kan gøre. at vi også får lov til at spille nogle andre steder end København og måske få lov til at komme til Jylland. Og så prøver i helt klart at komme til Tyskland eller Polen eller Tjekkiet og få en lille turné kørende der en gang i det nye år. Det er i hvert fald dét, vi stiler efter. Vi tage kun sådan et halvt eller et helt år ad gangen, vi kører ikke så langsigtet. 

MAD: Hvad slags udgivelse kan vi forvente fra Torment i fremtiden?

MT: Det er dér, hvor bandet ikke helt er enige. Der har været tale om bare at lave en hurtig EP, altså tre numre, og så smide den på gaden relativt hurtigt. Men der er også lidt drømme om at lave en lidt længere EP, altså en kort fuldlængde, med måske syv, otte numre på.

CE: Personligt så synes jeg, at den generation vi har, lytter to, tre numre igennem, og så skifter de til en ny kunstner. Derfor så synes jeg lidt, at det måske ikke ligefrem er dumt at lave en hel fuldlængde, men så bliver det bare sådan lidt, at folk lytter til de første numre og synes, at de er fede, og så skipper de hurtigt videre. Derfor vil jeg nok hellere have, at vi laver nogle små udgivelser og så sprøjte dem afsted. Det er vi lidt enige om i bandet, hvad vi skal gøre. Men det ligger så også lidt ude i fremtiden. 

MAD: Hvor meget uenige er I?

CE: HAHA, nej, nej, det er jo ikke sådan, at vi er uvenner eller noget, vi diskuterer bare. 

MT: Jeg synes skam, at der er et ret naturligt flow. Der er ikke nogen, der er diktatoren i bandet. Vi er meget lige på det plan. 

MAD: Cool nok. Har I noget at tilføje her på falderebet?

CE: Tak for en fed anmeldelse!

Opfordringen gives hermed videre til alt fra bookeren i det lokale, midtjyske forsamlingshus og helt op til Copenhell-størrelsen af arrangementer herhjemme og i udlandet. For de her drenge kan vitterligt (Og vi er ikke blevet betalt for at sige det her) noget med at lave fremadskuende Hardcore Punk, eller hvad du helst vil kalde dem. Læs vores anmeldelse af deres EP "Fear of Missing Out" her på sitet og fang dem i dit sogn, når de spiller i din nærhed.  

 

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier