Tak for fede plader, lækre koncerter og et par dødsfald
Thanksgiving. En af de sidste, store amerikanske festdage, der endnu ikke har gjort sit uundgåelige indtog herhjemme. En dag, hvor man mindes og siger tak – originalt for en god høst – men i dag nok mest for et overdådigt måltid og en afgudsdyrkelse af den evigt voksende konsumerisme på Black Friday dagen efter.
Tidligere på ugen syntes jeg egentlig ikke, at der var særlig meget at takke musikåret 2016 for. Året stod allermest som et rimeligt ordinært et af slagsen, hvis største force var at fortsætte den gode udvikling, der bragte os længere og længere væk fra dødvandet, der opslugte årene omkring 2010.
Men jo mere, jeg i grunden tænker over, jo mere solidt kommer 2016 faktisk til at fremstå i musikhistorien. For mit eget vedkommende indledte jeg et intenst kærlighedsforhold til Parquet Courts, på en måde som jeg tidligere kun har haft med Primus, Queens of the Stone Age og The Mars Volta, og jeg fik bekræftet min tro på, at Primavera Sound og Roskilde Festival leverer henholdsvis Europas og Danmarks mest sublime festivaloplevelser. Derudover har niveauet på udgivelserne i 2016 langt oversteget niveauet fra 2015 – også selvom jeg indtil videre ikke har kunnet smide prædikatet “instant classic” efter nogen af årets plader. Det har været fedt at kunne både se og mærke rock- og metalscenens fortsatte opblomstring, og fortsætter udviklingen, går vi et rigtig spændende 2017 i møde.
Her er derfor de ting, personer og bands, som jeg gerne vil takke for at have gjort en særlig stor indsats for musikfans i 2016. Er der noget, du synes mangler at blive takket? Så smid gerne en dybfølt tak af sted i kommentarfeltet.
Honourable mentions: Metallica (for endelig at få taget sig sammen til at slette skampletten ‘Lulu’), Parquet Courts (for årets bedste rockplade), Iggy Pop (for at bevise, at han lever i bedste velgående)
James Murphy (for at gendanne verdens bedste liveband)
Ok, vi lægger ud med noget i den absolut mindre rockede del af genrespektret. Men LCD Soundsystem på Orange Scene, mens lørdag blev til søndag på Roskilde Festival, er den bedste koncert, jeg nogensinde har set, (og det alligevel blevet til 199 Roskilde-koncerter + flere hundrede andre i løbet af årene). Jeg stod dér – midt under “All My Friends” – og græd lidt. Det var kulminationen på to timers magtdemonstration fra verdens bedste liveband, som jeg i grunden allerede havde set én gang før – på Primavera Sound i Barcelona – den sommer.
Newyorkernes bud på dette års Roskilde-afslutning vil dog langt fra gå ned i historiebøgerne som den mest ikoniske. Der var ingen “Purple Rain” eller “Comfortably Numb”, ingen technopionerer med 3D-briller eller fem gentagelser af “Kinky Fætter”. Der var kun “a fat guy in a t-shirt,” som James Murphy så præcist formulerer det på “Movement” fra den selvbetitlede debutskive – og det var faktisk også alt, hvad den behøvede.
LCD Soundsystem havde egentlig sagt stop i 2011 med et gigantisk afslutningsshow i Madison Square Garden midt i det store æble. Da Murphy og co. annoncerede deres tilbagevenden til scenen, blev nyheden mødt med en god portion vrede fra fans, der følte sig snydt over at have investeret så mange penge og ikke mindst følelser i, hvad de troede, var den absolut sidste stund i selskab med det genreforvirrede lydsystem.
Jeg kunne skrive spalte op og spalte ned om LCD Soundsystems koncert den aften på Roskilde Dyrskueplads – lige fra den indledende og underspillede “Us V Them” i al sin koklokke-glory til den fuldstændigt balstyriske og helt af-krogen “Yeah” og den selvransagende “Losing My Edge” #IWasThere – men i stedet vil jeg bare gerne takke James Murphy for at have genfundet glæden ved at levere sin og hans medsammensvornes disco/rockbastard til folket igen.
Narcosatanicos, Bisse og Værket (for at rykke grænserne for, hvad dansk rock kan)
Få plader har blæst mig lige så meget bagover i år som Narcosatanicos’ Body Cults. Jeg var fuldstændig paralyseret, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Aarhus-sekstetten til Aarhus Psych Fest 2013, debuten var en nuklear eksplosion, hvis efterdønninger afslørede pladen som en sand berigelse til den moderne, danske musikkanon, og efterfølgeren, der udkom tidligere på måneden, cementerede Narcosatanicos’ plads som et af de mest iøjen- og iørefaldende navne, der har formået at kravle ud af undergrundsdødsboet, hvor de er undfanget, og ind på den danske rockscene.
2015 var rent faktisk Bisses gennembrudsår. To tredjedele af Blod-trilogien med pladerne PMS, Umage samt afstikkeren BITCHIN blev startskuddet på en kometkarriere udi dansk sprogmagi, der ikke synes at stilne hen lige foreløbig. Sidste kapitel i førnævnte trilogi, Happy Meal, udkom tilbage i det tidlige forår, og siden er det så blevet til yderligere to plader: Big Tasty og den forrygende Højlandet, der muligvis indeholder Bisses mest gennemførte komposition til dato, den otte minutter lange hyldest til livet “Seks Hjerter”. Jeg forstår godt, hvis man bliver forpustet af bare af at prøve på at følge med i Bisses vanvittige tempo, der sikkert fører til endnu en plade inden for den nærmeste fremtid.
Værkets 37 minutters epos Jealousy Hits er både noget af det mest rablende vanvittige, danske rockmusik i de seneste år og samtidig en helstøbt hyldest til alt det smukke ved 70’er-prog – tværfløjter, orgel, store armbevægelser, maniske udskejelser og alt det lort. De tre første numre på den fire numre lange plade runder alle en længde på 10 minutter og er uden tvivl en enorm mundfuld for alle, der giver sig i kast med Jealousy Hits for første gang. Efter et par gennemlyt fremstår alle genialiteterne dog lysende klare, og det megalomaniske musikunivers, som Værket forsøger at udpensle, kommer for alvor til sin ret.
Til sammen udgør Narcosatanicos, Bisse og Værket – såfremt de lyster – tre fremtidige hovedaktører på den danske rockscene. Og tak for det!
Eagles of Death Metal (for ikke at lade frygten overvinde musikken)
Fredag den 13. november 2015 sad jeg med nogle kammerater og spillede FIFA forud for en lang køretur til Stockholm dagen efter for at se Danmark tabe til de svenske arvefjender. Pludselig begyndte mit Twitter-feed at flyde over med skyderier flere steder i Paris – heriblandt på spillestedet Bataclan – og der blev meldt om op til flere dræbte under koncerten med et på daværende tidspunkt unavngivent, amerikansk rockband.
Det stod dog hurtigt klart, at massakren i den franske hovedstads 11. arrondissement var blevet begået, mens Eagles of Death Metal, der efter en håndfuld års pause endelig var vendt tilbage med pladen Zipper Down, gæstede det parisiske spillested. Hele verden var i chok over de tragiske hændelser, og det var derfor nærmest en selvfølge, at resten af den californiske rockgruppes Europaturné – herunder koncerten i Amager Bio senere på måneden – blev aflyst. Jeg havde ingen problemer med at give afkald på mine to billetter, da omfanget af terrorangrebene først var en realitet, men under ni måneder senere stod en tydeligt mærket, men også ovenud taknemlig Jesse Hughes alligevel på Amager Bios scene og svingede med hofterne til “I Want You So Hard (Boy’s Bad News)”.
Man kan synes, hvad man vil om Boots Electrics senere udtalelser om årsagen til angrebene den novemberaften, men faktum er, at Eagles of Death Metal ikke lod sig kue af terroren. En livsbekræftende dedikation til musikken, som vi ikke kan have andet end tak til overs for.
Festivaldanmark (for aldrig at have været federe)
Roskilde, Tinderbox, Copenhell, Smukfest, NorthSide er bare toppen af det musikalske overflødighedshorn af et festivalisbjerg, som det danske musikpublikum for længst er kollideret med. Der har aldrig været større mulighed herhjemme for at få stillet sin koncert- og festivalsult over en bred vifte, der efterhånden dækker alle tænkelige genrer.
Der er festivaler, som jeg aldrig nogensinde ville bevæge mig i nærheden af, men fred være med det. Hvis du har total optur over at få hørt nogle trivielle bangers fra en ligegyldig button pusher, så kan det danske festivalkort levere utallige mulighed for at få tilfredsstillet det behov. Er du helt nede med folk, så har folk-genren sørme også en festival.
Pointen er, at hvor det førhen var umuligt at tilgodese alles præferencer, er det nu nærmest umuligt at finde nogen, der føler, at deres specifikke musikprofil bliver forbigået. Og ja, man kan altid diskutere, helt præcist hvor gavnligt for konkurrencen storkapitalens indtog på festivalmarkedet er, men indtil videre er der vist ingen tvivl om, at det har været med til at løfte udbuddet herhjemme til monstrøse højder.
Døden (for at lade musikfans verden over genfinde kærligheden til nogle af de største)
Nej, selvfølgelig skal vi ikke takke det faktum, at vi har mistet navne som Prince, Bowie og Cohen i år. Men ikonernes død – og især David Bowies – medførte en universel pudsighed, som jeg pludselig selv blev en del af.
Da jeg vågnede om morgenen den 11. januar til beskeden om, at David Bowie havde forladt denne verden, satte jeg straks “Heroes” på. Indtil da, havde nummeret ikke gjort de helt store, musikalske indtryk på mig, men som sangen progredierede, i takt med at jeg læste dybtfølte og ofte også rørende hilsner til en mand, jeg aldrig har dyrket lige så meget som mange af mine andre venner, tog jeg også mig selv i at blive rørt.
Pludselig fik Bowies afsluttende replik, den excentriske Blackstar, der var udkommet kun tre dage inden hans død også en helt ny mening: Manden på sit dødsleje i “Lazarus”, den døde astronaut i titelnummeret – det er en ekstravagant opsummering af hans liv og virke.
“Something happened, the day he died,” forudsiger Bowie på “Blackstar”. Tre måneder græd musikverden igen, da Prince blev fundet død i sit hjem i Minnesota, og i forrige uge kunne man næsten ikke undgå hyldester til mesteren Cohen på de sociale medier. Døden og den efterfølgende sorg samler os alle, og mens 2016 på overfladen har været et rigtigt lorteår, har den ikke mindst fået os alle sammen til at mindes nogle af de største artister og de evige bidrag, de nåede at skænke i deres alt for korte tid her på jorden.
