Bruce Dickinson - Spoken Word

Billboard-metal midt i en valgtid

Nå, er man gået glip af noget politik i løbet af de sidste par dage, eller hvordan?

Ja, ja, Trump er fanden selv, den nye Hitler, personificeringen af lyden af Nickelback og alt det dér

Vi er på direkte katastrofekurs med en kommende atomkrig, hvis man skal tro dommedagsprofeterne, men heldigvis har vi noget fee’ mædl til at smide i ørene, når Donald trykker på den store røde knap.

Vi kan lære meget af (musik)historien: Rockens fødsel i 50’erne som et radikalt brud med samtidens musikkonservatisme, hippierockens symbiotiske forhold med ”The Summer of Love” og punkrockens og BZ’ernes fælles front mod det politiske system – men hvad fortæller rock- og metalpopulærkulturen egentlig om den samtid, som de mere moderne amerikanske præsidentvalg blev afgjort i?

Der er uden tvivl blevet udgivet federe rock- og metalskiver i perioderne omkring de seneste otte præsidentvalg i Guds eget land, men jeg vil i løbet af denne artikel udelukkende tage udgangspunkt i, hvilket nummer eller hvilken plade, der på selve valgdagen indtog førstepladsen på Billboards Top Alternative Songs/Mainstream Rock Songs og (fra 2008) Billboard Top Hard Rock Albums – for dermed at få et indtryk af, hvad forbrugerne og det konsumeristiske USA lyttede til.

1988 – U2, ”Desire”
”She’s the promise / In the year of election,”
vræler Bono i løbet af de små tre minutters uudholdelig rock & rul, som er Dublin-kvartettens Grammy-vindende ”Desire”. Russerne var stadig fjenden i de afsluttende koldkrigsår, og i november skulle amerikanerne så vælge mellem en videreførelse af Reagans politik, anført af George H. W. Bush, eller demokraternes Michael Dukakis.

U2 lægger ikke skjul på, at ”Desire” er meget inspireret af The Stooges – et band, hvis frontmand ikke var bleg for at give langemanden til de uskrevne rockkonventioner, hvilket man næppe kan sige om den polerede Bono. ”Poleret” er nok en meget rammende beskrivelse for populærrocken i 1988. Den næste musikrevolution var så småt på vej på den amerikanske vestkyst.

Som en mere kuriøs tilføjelse endte R.E.M’s ”Orange Crush” få uger senere med at toppe Billboard-listen året ud. Sangen, der tager sin titel fra napalmangrebene i Vietnam på de militære modstandere såvel som civile, var i hvert fald et fint eksempel på, at USA stadig ikke havde sluppet de uskønne minder om den efterhånden 15 år gamle Vietnamkrig.

 

1992 – Extreme, ”Rest in Peace”
Extreme havde i 1992 udviklet sig en god del siden debuten tre år tidligere, og ”Rest in Peace” fra “III Sides to Every Story” var blot en af mange usandsynligt kedelige førstepladser i et vanvittigt trivielt år for populærrocken.

Oven på den første Irakkrig, Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning var der endelig udsigt til geopolitisk fred på jord. ”Make love not war / Sounds so absurd, to me / We can’t afford / To say these words, lightly / Or else our world / Will truly, rest in peace,” lyder Extremes indslag til tonerne af et usmageligt Eurovision-omkvæd.

Imens fravristede Bill Clinton præsidentembedet fra Bush senior i en trekamp, der også involverede forretningsmanden Ross Perot. Clinton var den unge, hippe præsidentkandidat i modsætning til Bushs mere aldrende fremtrædning: Han havde flirtet rundt med Gennifer Flowers, spiste på McDonald’s og saxofonjammede på live-TV. Han leverede den hvide mands funk, akkurat som Red Hot Chili Peppers og Faith No More var begyndt at gøre, og selvfølgelig skulle Extreme også forsøge sig med noget slap-bas og påtaget, rebelsk attitude – og ja, det er rimelig dårligt. Det eneste lyspunkt må være, at ”Rest in Peace” langt fra er det dårligste nummer på “III Sides to Every Story”.

 

1996 – Van Halen, ”Me Wise Magic”
Apropos bands, der var langt fra netop det, der populariserede dem til at begynde med, så syntes Van Halen i 1996, at det kunne være passende at udsende deres første greatest hits-plade med dertilhørende, nye kompositioner. ”Me Wise Magic” var en af de to ukristeligheder, der fik lov til at komme med, og hold nu op, hvor er det godt, at den ligger til allersidst på pladen, så man bare kan stoppe skiven, når man har hørt de ældre Van Halen-numre.

Clinton forsøgte også at re-boote sin politiske karriere i 1996 over for den (endnu) ældre Bob Dole, og så dukkede Ross Perot op endnu en gang. Dole var alt det, Clinton ikke var. Gammel, skrøbelig og ude af stand til at nå den yngre generation. På mange måder var det også det, som Van Halen var på vej i mod: ”Me Wise Magic” er noget værre lort og afspejler et rockindslag, fuldstændig fjernt fra sin samtid.

 

2000 – 3 Doors Down, ”Loser”
Ha! Det er sgu sjovt, fordi Bush tabte. Men så vandt han sgu alligevel, og så kom 11. september, Afghanistan- og Irakkrigen og så videre…

3 Doors Downs ”Loser” er lyden af det nye årtusinde. Ved at omfavne nu-rock og nu-metal blev vi alle sammen gjort til tabere i et kommercielt deroute, der ledte populærrock og –metal ind i en sort periode, som de fleste er enige om, at vi nok godt kunne have været foruden.

Omkring os havde årtusindeskiftet ikke skabt dræberrobotter og destrueret vores computersystemer, så nu handlede det om at ride videre på den fede bølge. Intet kunne stoppe amerikanerne, og i præsidentvalget samme år handlede det om at have de vildeste armbevægelser – bedst eksemplificeret ved Al Gore, der påpegede, hvordan han havde været med til at kreere internettet. På samme måde dyrkede amerikanerne også 3 Doors Downs bud på den ”fede” rock med masser af spade og et letgenkendeligt omkvæd.

Amerikanerne gav Gore sejren, men det demokratiske system og 537 floridianske stemmer gjorde ham alligevel til ”Loser”.

 

2004 – Green Day, ”American Idiot”
Ha! Det er om noget endnu sjovere, fordi Bush er en idiot. Det var ikke eneste gang på pladen af samme navn – den sidste gode Green Day-plade – hvor Billie Joe Armstrong langede ud efter nationens leder. Men på ”American Idiot” får den fordummende debat og de hjernevaskede følgere også en kommentar med på vejen.

To krige og et hav af drab på civile afghanere såvel som irakere senere skulle Bush prøve at genvinde posten mod John Kerry. Nationens sikkerhed var på spil og ”the age of paranoia” havde indtaget USA. Maskeret som en rockopera om Forstads-Jesus og hans dagdrivervenner prøvede Green Day med “American Idiot” at etablere et teenageoprør mod systemet, krigsliderligheden og medierne (som paradoksalt nok sprøjtede ufatteligt mange $$$ ind på Armstrong, Dirnt og Cools konti).

Titelnummeret er muligvis et de mere harmløse opråb set i forhold til ”Holiday” og musikvideoen til ”Wake Me Up When September Ends”, men som enkeltstående nummer er ”American Idiot” et udmærket eksempel på, at amerikanerne var rimelig trætte over nationens krigsførelse.

 

2008 – Metallica, “Death Magnetic”
Halvvejs inde i 2007 fik den hårdere rock og metal langt om længe sin egen hitliste, og da vi nåede præsidentvalget i november 2008, havde amerikanerne fornøjelsen af at kunne se Metallicas senest skive, Death Magnetic, øverst på hitlisten.

I Det Hvide Hus fik amerikanerne forandring i form af den, veltalende, omfavnende, inspirerende, første sorte præsident nogensinde, der nedkæmpede krigsveteranen John McCain. På Death Magnetic fik de omvendt den sædvanlige omgang Hammett-wahsoli og uinspirerende Hetfield-lyrik.

Med Obama fik amerikanerne håbet tilbage. ”Yes We Can!” skreg de, mens optimismen lyste ud af deres øjne. Med Death Magnetic fik de til gengæld slukket håbet om en decideret Metallica-renæssance. ”This is the only thing, we can,” proklamerede thrashlegenderne, mens frustrationen fik frit løb hos de mest dedikerede tilhængere.

Death Magnetic kunne ikke være fjernere fra forandring, selvom jeg dog skal skynde mig at sige, at set i en mere snæver Metallica-kontekst var der dog en form for forandring at spore. Væk var de frygtelige ekkoer fra St. Anger/Some Kind of Monster, og “Death Magnetic” fremstod som et mere helstøbt værk – stor kunst bliver pladen dog nok aldrig. (Pladen blev dog afløst på førstepladsen af AC/DC’s “Black Ice” – forandringen i populærrocken var ikke rigtig til at spore i slutningen af 2008)

 

2012 – Dethklok, “Metalocalypse:Dethalbum III”
TRVE METAL var blevet legitimt i 2012 og on demand-medierne var årsagen. Dethklok, som både eksiterer IRL og i den animerede serie “Metalocalypse”, var beviset på, at hurtige medier som Twitter og kulturtilbud, der er tilgængelige døgnet rundt, styrer populærkulturen. “Metalocalypse” har siden debuten i 2006 fået sit eget populære liv på især internettet, hvis uundværlighed for samfundet kun er blevet tydeligere i løbet af det 21. århundrede.

På samme måde blev præsidentvalgkampen mellem Barack Obama og Mitt Romney også det første amerikanske præsidentvalg til for alvor at blive katapulteret ind på den store internetscene og udsat for både tweets, memes og streams.

Populærkultur og politik var begge for alvor indtrådt i den digitale tidsalder i 2012, og det er “Metalocalypse: Dethalbum III’s” succes et glimrende eksempel på.

 

2016–KoЯn– “The Serenity of Suffering”
Hvis det er det her, amerikanerne rent musikalsk ville have til at gøre deres land ”great” igen, står det skidt til. På den anden side så giver Korn unægtelig genlyd af en tid, hvor USA – som jeg allerede har afdækket – havde det fedt, mens nu-metal var det nye sort.

Musikken i 2016 er ikke blege for at dyrke fortidens styrker – (Metallica kommer også med endnu en plade, der lyder som den forrige) – og Korn er ingen undtagelse: De vil også være ”great” igen på “The Serenity of Suffering, mens de primært appellerer til ens bondske, uoplyste side, der i forvejen er fuld af afmagt og en opbygget vrede.

Der er samtidig også noget rebelsk ved den nyeste Korn-plade, som giver en lyst til at slette en helvedes masse e-mails, befamle pigers kønsdele, kalde immigranter for voldtægtsmænd – og den mur ved den mexicanske grænse bygger jo ikke sig selv.

Mærkater: , , , , , , , , , , , , , , , ,