Opsamling for Lundtang fra: Copenhell 2018
Vores udsendte anmelder til Copenhell 2018 Lundtang bringer her sine tre bedste koncertoplevelser på Copenhell i år – plus en enkelt skuffelse…
Traditionen tro bød Copenhell på herlig vis på mange forskelligartede metalkoncerter under diverse subgenrer, hvilket udelukkende glædede denne anmelder.
Derfor har jeg sammenfattet dette korte skriv over, hvilke koncerter der rockede mine sokker – og hvilken en, der blev en skuffelse…
TOP 3:
3: Jakob Stegelmann med symfoniorkester
Det var egentlig ikke metal. Det var faktisk langt fra rock-relateret, men hold nu kæft, hvor var det en uforglemmelig koncert, nu hvor jeg har ladet oplevelsen synke ind.
At være samlet blandt så mange “nørder”, der kunne synge/nynne/lave lyde til de mange velkendte intro-melodier, filmmusik og andet relateret, var bare en oplevelse for sig, som gjorde, at jeg følte et endnu større tilhørsforhold til publikum, der transcenderede metalmusik – og så blev det hele fremført på magisk og velklingende vis tilsat anekdoter.
Jeg håber at kunne opleve seancen med Stegelmann under andre omstændigheder en anden gang. Måske i DR Koncerthuset?
Artiklen fortsætter efter billedet:
2: Ghost
Det var faktisk den mest ringe Ghost-koncert, jeg har oplevet, og jeg har set en håndfuld efterhånden fra det svenske band.
Det skal så ikke tolkes som, at musik-niveauet var generelt lavt under årets Copenhell, men nærmere, at ikke alle faktorer handler om lyden, intensiteten og spille-glæden, når man overværer en koncert, hvilke tre faktorer virkede lidt fraværende under denne koncert.
Vejret var perfekt, de spillede alle de sange, jeg ville høre, selvom de kunne være fermført bedre. jeg stod til tider tæt på scenekanten, andre gange var jeg trukket tilbage på bakken for at nyde koncerten med de herligste venner, og for mig er det lige så vigtigt for at få en god koncertoplevelse.
Så på én og samme tid kan man vel kalde dette for den bedste og dårligste Ghost-koncert for mit vedkommende.
Artiklen fortsætter efter billedet:
1: Nothing More
Der er en grund til, at jeg kaldte overskriften til anmeldelsen af denne koncert for “Intet mindre end perfektion” og gav texanske Nothing More en sjælden topkarakter fra min side, for de gutter viste, hvordan man opfører sig på en scene, når man opfatter sig selv som både musikere OG artister og vil vise, hvorfor man er berettet til at optræde på Copenhell.
Hvis ikke, jeg var fan før, så er jeg det bestemt nu!
Artiklen fortsætter efter billedet:
… Og et enkelt lavpunkt i år:
Niveauet var, som det tidligere er nævnt indirekte, højt på Copenhell, men at se Steel Panther køre så meget på autopilot, tage pis på en nyligt afdød legende og ellers bare have endnu en dag på kontoret, vejer ikke op for, at de er – nogenlunde – dygtige musikere på en scene.
Jeg har ikke travlt med at se dem igen.
