For helvede, Christopher!
52 år gammel tog den nu tidligere forsanger i både Soundgarden, Audioslave og Temple of the Dog sit eget liv på et hotelbadeværelse i Detroit. For rock- og metalmiljøet kommer det som intet andet end et gevaldigt chok, taget i betragtning at Cornell så sent som samme aften optrådte med netop Soundgarden i The Motor City. Hernæst kommer alle de grimme minder om rædselsåret i fjor, hvor utallige, betydningsfulde bidragsydere til musikken stillede træskoene.
I Cornells tilfælde er det først og fremmest hans tid med Soundgarden, der sammen med ligesindede i både Pearl Jam og Nirvana m.fl. var en af de bærende kræfter bag grungens udbredelse fra det nordvestlige USA til resten af verden, der står klarest. Audioslave-samarbejdet med Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk fra Rage Against The Machine viste sig som et produktivt og særdeles vellykket projekt for alle fire bandmedlemmer, mens Cornells soloprojekter aldrig rigtig opnåede den succes, som sangerens formidable vokal ellers kunne have berettiget.
I den tragiske anledning, som Chris Cornells død unægtelig er, har jeg derfor samlet mine bud på 11 de stærkeste numre, hvorpå Chris Cornell medvirker. Listen er ikke en top 11, men præsenteres derimod i kronologisk rækkefølge, og skulle jeg have misset dit yndlings Cornell-nummer, så smid mig lige en kommentar enten her eller på vores Facebook-side.
Soundgarden, “Beyond The Wheel”, 1988
Optaget i foråret 1988 – flere år før grungen for alvor brød igennem – er Soundgardens debutplade, Ultramega OK, en kuriøs blanding af heavy, punk og psykedeliske undertoner. “Beyond The Wheel” hører til i den klart tungere ende, hvor Kim Thayils langsomme guitaranslag sammen med Cornells messende vokal nærmest slæber sig fremad mod en større struktur. Først i omkvædet bliver der for alvor åbnet op for det storladne arrangement, mens Cornell kan berette om både krig, død og ødelæggelse, hvilket spiller endog meget godt ind i de apokalyptiske rammer, som “665” og “667” opstiller henholdsvis før og efter “Beyond The Wheel”.
Temple of the Dog, “Say Hello 2 Heaven”, 1991
Som en hyldest til den afdøde forsanger i Seattle-bandet Mother Love Bone Andrew Wood gik Cornell i 1990 sammen med Woods bandmedlemmer Stone Gossard og Jeff Ament samt Mike McCready og Matt Cameron – alle fire er desuden også medlemmer i Pearl Jam – i gruppen Temple of the Dog, der udelukkende nåede at udgive sin debutplade af samme navn i 1991.
Den mest direkte ode til Wood – den næsten seks-et-halvt minut lange “Say Hello 2 Heaven” – er lidt af et spring fra de musikalske udskejelser, som Cornell ellers gjorde sig i på daværende tidspunkt. Ikke desto mindre er balladen det perfekte udstillingsvindue for Cornells samlede kvaliteter på mikrofonen, hvor han både mestrer de mere beherskede stykker, men også giver stemmen frit løb i sangens afsluttende omkvæd.
Soundgarden, “Rusty Cage”, 1991
“Rusty Cage” er ikke nødvendigvis så meget Chris Cornells fortjeneste alene, men mere resultatet af et sammentømret band, der rent kompositorisk peaker på alle parametre. Kim Thayils bizarre guitarlyd, de skæve taktarter, det hektiske, indledende tempo og det fænomenale afslutningsstykke; “Rusty Cage” er vel nok Soundgardens mest gennemførte nummer, og står her 26 (!) år senere stadig som et af bandets fineste øjeblikke.
Det blev samtidig også startskuddet til de mest succesfulde år i bandets karriere, hvor først Badmotorfinger og sidenhen Superunknown markerede sig som Soundgardens absolutte magnum opi.
Soundgarden, “Jesus Christ Pose”, 1991
Modsat Superunknown tre år senere lyder og føles Badmotorfinger som en plade skabt af unge, rastløse mennesker. Og hvis “Rusty Cage” indikerede det, fastslår “Jesus Christ Pose” det i hvert fald.
De tribale trommer, der indledningsvis konkurrerer med et sandt feedback-helvede, sætter hurtigt stemningen, og mens det noget redundante arrangement på musikfronten aldrig rigtig sprænger nogen skala, er det imidlertid Cornell, der bærer denne her performance. Hans klagesang leveres, som hang han selv dér på korset i kristuspositur, og kun ganske få af hans vokalpræstationer rammer med samme piercende kraft som her.
Soundgarden, “The Day I Tried To Live”, 1994
Andensinglen på Superunknown havde svært ved at følge op på “Spoonman”s kommercielle succes og excellerer i stedet ved at flyde rundt i sin egen udefinerbare blanding af alternativ og radio-rock. Som med “Jesus Christ Pose” er det Cornells vokal, der løfter nummeret op fra et ordinært niveau til en stærk rockpræstation, omend jeg ikke er særlig stor fan af post-omkvædsstykket. På en plade, der ellers op til flere gange når at beskæftige sig med døden som tema for de enkelte kompositioner, er “The Day I Tried To Live” en af de mere opløftende og positivt klingende, og det er måske endnu en gang – med henblik på Cornells dødsårsag samt enkelte, der rundt omkring på de sociale medier prøver at knytte eventuelle forbindelser i lyrikken – værd at oplyse om, at sangen stadig ikke omhandler selvmord.
Soundgarden, “Black Hole Sun”, 1994
Man kan ikke rigtig komme uden om “Black Hole Sun”. Soundgardens vel nok største hit cementerede for alvor gruppens placering i rockannalerne og sikrede dem samtidig radio-royalties i spandevis. Nummeret er en klar drejning væk fra bandets mere alternative sound og begyndelsen på flirten med de mere klare popmelodier, som kom til at præge Cornells senere karriere. Det storladne omkvæd og den markant mere polerede lyd er muligvis ikke det mest appellerende til de mere hardcore fans, men omvendt var “Black Hole Sun” Soundgardens springbræt til en massiv eksponering i både radio og TV, hvor nummerets surrealistiske musikvideo opnåede ufattelig megen spilletid på MTV, i en tid hvor de også gjorde sig i musik.
Soundgarden, “Limo Wreck”, 1994
Soundgarden er i mine øjne bedst, når de er mest kryptiske og dystrest, og det står “Limo Wreck” måske som det bedste eksempel på. Det er en sang, der måske giver endnu bedre mening i dag end ved sin debut i de tidlige midt-90’ere, og som går i flæsket på amerikansk kapitalisme og religiøsitet og de folk, de følger strømmen blindt.
15/8-skæringen er samtidig en af de stærkeste videreførsler fra Badmotorfinger, der i sin mere moderne indpakning allermest føles som en lækker sammensmeltning af det bedste fra begge plader.
“…while the rest of you harvest the gold,” slutter Cornell desuden, mens man kun kan frygte en eventuel “Greatest Hits”-udgivelse fra Universal.
Soundgarden, “4th of July”, 1994
Hvis jeg skal komme med et rigtig hurtigt bud, ville jeg nok sige, at “4th of July” er mit yndlingsnummer med Soundgarden. Det hele flyder over med underlige, dystopiske undertoner lige fra den næsten ét minut lange, underliggende feedback-toner, der sætter ind omkring 1:15, til de to opponerende vokalspor, der indikerer både indre ro og ditto pinsler.
Fra Cornells side er der også noget apokalyptisk over lyrikken, hvor han noterer sig tegn om verdens undergang i naturen omkring ham på hjemlandets uafhængighedsdag. Det er langt fra et overdådigt værk, men i stedet en behersket perle, der kender sine musikalske begrænsninger og udnytter det til fuld effekt.
Audioslave, “Cochise”, 2002
Skulle man have sat spørgsmålstegn ved Cornell, Morello, Wilk og Commerfords samarbejde post-RATM, blev al tvivl hurtigt manet til jorden på gruppens førstesingle, “Cochise”. Nummeret – der ikke har andet til fælles med apachehøvdingen, den er opkaldt efter, end selve navnet – er en hårdtslående komposition, der ikke mindst giver de tre musikanters lydunivers en helt ny og mere versatil dimension i Cornells selskab. For hvor man med Zack de la Rocha i Rage Against The Machine tit anede en vis ensporing i vokalarrangementet, åbnede Audioslave-projektet pludselig op for uanede muligheder til Morellos karakteristiske guitarriffs.
Audioslave, “Like a Stone”, 2002
Morello/Cornell-samarbejdet rammer til gengæld toppen på Audioslaves efterfølgende, Grammy-nominerede single, “Like a Stone”, der næppe er nogen af de to mænds respektive stjernestund, men i stedet er et studie udi simpel, men effektiv rockkomposition. Selve opbygningen fra første sekund og mod det afsluttende omkvæd er taget ud af rockens A-B-C, og fremstiller ikke mindst Audioslave som hverken Soundgarden eller Rage Against The Machine, men i stedet sin helt egen størrelse.
Soundgarden, “Black Rain”, 2010
Efter en pause på 12 år var det endelig tid til at samle drengene igen, og heldigvis kom “Black Rain”, der endte med at blive Soundgardens første udspil i 13 år, på ingen måde til at føles 13 år ældre. Sangen er en heftig 9/8-skæring, der lige så vel kunne have været kreeret i 1994, og inkorporerer det mest velfungerende og klassiske elementer fra Soundgardens guldalder. Cornell lyder ikke som én på 46 år, og heldigvis for ham nåede han og resten af Soundgarden da – set i lyset af den noget mere skuffende King Animal – at lave et enkelt fremragende moment i det nye årtusinde.
