Gæsteskribent ser på de bedste og mest skuffende udgivelser i 2017

Af Mads Pristed

Årets bedste danske albums

3. Jesper Binzer – Dying Is Easy

Jesper Binzers soloalbum er på mange måder overraskende. Overraskende, fordi det kom som et lyn fra en klar himmel – et soloalbum fra forsangeren fra D-A-D. Selv om han havde medvirket på både en single fra Electric Guitars og Hej Matematik og har lanceret sine egne jeans og trøjer, så troede jeg personligt, at han havde nok i D-A-D.

Men hvordan er hans egne sange så? Det korte svar er, at de er glimrende. Binzer synger som sædvanligt røven ud af bukserne, som en anden halv-gnaven, halv-gammel mand. Selve genren er dog lidt anderledes end, hvad man kunne forvente. De er mere country-agtige som D-A-D i deres første år, men bare med mere livserfaring og et langsommere tempo end i 80’erne. Det klæder Binzer at være mere melankolsk, nu når man også ved, at han kan lave de store rocknumre med D-A-D. Der mangler bare lige det, hvor man tænker “WOW, det havde jeg ikke set komme”.

Karakter: 4/5

2. Grumpynators – City of Sin

Grumpynators har ganske enkelt lavet en god rock & roll-plade, hvor der er gode melodier og også speed-metal-passager. City of Sin er langt bedre end debuten Wonderland. Produktionen er bedre, både hvad angår hver enkel sang og hele helhedsindtrykket af albummet. På “Then We Cried”, “Far Away”, “Now I Know” og “Fame” rammer vi højdepunkterne på albummet. Der er dog også nogle mindre gode sange som “Take The Last Dance with Me”, “We Are the Outcasts” og “Werewolf”, men de øvrige sange hæver deres niveau.

Karakter: 4/5

 

1. Baby In Vain – More Nothing

Baby In Vain har udgivet gode og lovende singler og EP’er siden 2013, så mine forventninger til deres debutalbum var ret høje. Deres tunge stoner-rock kombineret med deres kvindelige vokaler kan gøre enhver blød i knæene. B.I.V. består af trommeslager Benedicte, guitarist og sanger Lola og guitarist og sanger Andrea. Lola og Andreas stemmer er både feminine og aggressive, og sammen med hurtige guitar-riffs passer det perfekt sammen.
Der er intet dårligt nummer på albummet – alle sange virker gennemarbejdet, og det er en fryd for øret. Blandt højdepunkterne er “To Heaven and Back”, “Transcendent, Low Life”, “One Feather”, “Not For You” og “Thank You”.

Karakter: 5/5

Årets bedste udenlandske albums

3. Wintersun – The Forest Seasons

Wintersuns tredje album er et konceptalbum, der handler om de fire årstider. Der er fire numre: “Awaken From The Dark Slumber”, “The Forest That Weeps”, “Eternal Darkness” og “Loneliness” (vinter). De har en gennemsnitslængde på 13 minutter, og lydbilledet er meget intenst, så der er ikke et album, man bare kan lytte som baggrundsmusik. Men konceptet fungerer, melodierne er episke, og vokalen er både grum og smuk. Det er kun “Awaken From The Dark Slumber”, der virker lidt for langtrukkent.

Karakter: 4/5

 

2. Stone Sour – Hydrograd

Stone Sour er både hård rock, radio-rock og metallisk. Det skyldes primært deres forsanger, Corey Taylor, som kan synge alt. På deres nye skive er der mest hård rock, hvilket er en fryd for øret. Med numre som “Fabuless”, “Somebody Stole My Eyes” og “Thank God It’s Over” formår hele bandet at overbevise lytteren om, at de har styr på deres shit. Der er masser af guitarsoloer, hvilket kun er fedt. Desværre falder “Song #3” og “St. Marie” igennem og bliver alt for poppet og ballade-agtig. Men med hele 15 numre på albummet er det acceptabelt, at der er et par svipsere. Måske skulle de bare have udeladt de numre.

Hydrograd er ikke lige så god som konceptpladerne The House Of Gold And Bones Part 1 og 2, men som et selvstændigt album er det rigtig godt.

Karakter: 4/5

 

1. Arch Enemy – Will To Power

I 2015 så jeg Arch Enemy, da de opvarmede for Nightwish. Det var en elendig koncert både på grund af lydtekniske problemer, og på det tidspunkt var jeg ikke fan af Arch Enemy. Så mine forventninger til deres nye album var ikke store. Dog fik de allerede min opmærksomhed, da de udgav singlerne “The World is Yours” og “The Eagle Flies Alone”. Efter at have hørt albummet igennem få gange måtte jeg konkludere, at alle mine bekymringer var gjort til skamme. Arch Enemy har lavet et storslået album, hvor forsanger Alissa White-Gluz udfolder sit talent af en stemme både med clean vokal og onde growl. Guitar riffsene er tunge og melodiøse, og trommerne er ubarmhjertige hurtige. Ikke ét nummer på albummet er dårligt – det hele kører som en svensk Volvo – lækkert, sikkert og hurtigt.

Will To Power er en my bedre end forgængeren War Eternal, som var Alissas debut som forsanger. Arch Enemy har udgivet årets bedste udgivelse med Will To Power. Jeg glæder mig til at se dem på Copenhell til sommer.

Karaktér: 5/5

 

Andre udgivelser der er værd at nævne:

Defecto – Nemesis

Kellermensch – Goliath

Battle Beast – Bringer of Pain

Trivium – The Sin and the Sentence

Marilyn Manson – Heaven Upside Down

 

Årets skuffelser

Siamese – Shameless

Efter tre fantastiske albums havde jeg store forventninger til Shameless. Det lovede ellers godt med singlerne “Ablaze” og “My Turn/Avaritia”, der både havde alt det gode som Siamese plejer at indeholde – Balkan-inspireret lydbillede med blandt andet elektronisk violin og kraftfuld vokal.
Men i stedet for at fortsætte med den progressive stil går de i den helt modsatte retning: kærlighedsballader. Det er fair nok at lave musik om det, der fylder i ens liv, men det er ikke særlig rock and roll, og det er så banalt.
Læs hele anmeldelsen af albummet fra da den udkom her
http://metaladay.dk/anmeldelse/siamese-svoemmer-stroemmen/

 

The Minds Of 99 – Solkongen (del 1)

The Minds Of 99 har været virkelig produktive – i 2014 udgav de deres selvbetitlede debutalbum, i 2015 udkom to’eren, Liber, og så har de turneret Danmark tyndt på festivaler og egne koncerter. I foråret blev det annonceret, at de ville tage på tour i november, og allerede der glædede jeg mig til det, nye de ville udgive. Jeg gik ud fra, at det var et album, så jeg blev slemt skuffet, da jeg fandt ud af, at det “kun” var en EP, specielt fordi, det er første del en af to.
Normalt anser jeg EP’er for at være små “testere” for nye bands, der lige skal finde ud af, hvem de er. Det behøver Minds ikke. De har styr på deres post-punk-elektro-rockede stil, som er unik for dem. Det virker som et fancy salgs-koncept for vinyl-fansene, og det er alt for nærigt – kom nu bare med det album.

Men nok om formatet. De fem sange der er på er egentlig gode, specielt “Ubåd”, der får mig til at tænke på Peter “Raket” Madsen. Er sangen mon skrevet før eller efter Kim Wall-sagen? Uanset hvad, er den næsten lige så god som deres gamle numre “Et Barn Af Min Tid” og “Ud Af Min Krop”. Men efter at have hørt de fem sange sidder jeg tilbage med samme fornemmelse, som når man har fået en halvbagt kage – man ville gerne vente lidt længere tid, for så at få en bedre kage. Det er jo selvfølgelig nok meningen, at Minds vil skabe den følelse, men jeg er ikke tilfreds.

 

Årets overraskelse

The Rasmus – Dark Matters

I 2003 brød The Rasmus igennem den internationale lydmur med hittet “In the Shadows”. Siden da har emo-rock bandet udgivet nogle middelmådige plader, som ikke fangede så meget opmærksomhed i Danmark, som Dead Letters fra 2003 gjorde. Men d. 6. oktober udkom deres ottende udspil, Dark Matters. I modsætning til deres tidligere plader er Dark Matters en elektro-pop-plade uden forbehold. De prøver ikke at være mere hardcore, end hvad de er, og det er befriende, at det ikke er noget klynke-rock. Sange som “Paradise”, “Nothing”, “Empire” og “Crystalline” er mine favoritter.