Dem med de svedigste horn i skribentens optik \,,/ \,,/
Hvilke koncerter fra Copenhell har de bedste minder i min hukommelse? Tæl ned med mig her!
Kan du huske den der gamle TV-reklame, hvor en festivalgænger vågner søvndrukkent, som om har han sovet siden sidste sæson; lige fodrer de (døde) fisk og iler ud på landevejen efter humle for at tage til festival?
Jeg har det på samme måde, som den gut: Copenhell ER årets højdepunkt for mig! Bevares, julen er da hyggelig, og det er da rart med en fødselsdagsgave, men når uret viser de sidste timer den 31. december, så tænker jeg hvert gang på, hvordan Copenhell har været.
Jeg føler mig på Copenhell som en brik i en større enhed, der er samlet om noget af det, jeg værdsætter mest i livet: Fester, heavy-musik og gode venner. Og jeg kunne sagtens reminiscerer over utallige gode (og våde) stunder i resten af artiklen her, mens du selv mindes tilbage, men pointen er, at jeg har besøgt Copenhell siden den spæde, regnfulde begyndelse i 2010, så det er selvsagt blevet til en del koncerter på Refshaleøen gennem tiden.
Derfor vil jeg gøre ventetiden til weekendens Copenhell lidt kortere ved at udvælge de seks bedste koncerter, jeg har oplevet på Copenhell. Kodeordet er her “jeg”, for jeg har af logistiske og andre årsager aldrig oplevet alle koncerter på Copenhell, og jeg missede også et enkelt år, men det vigtigste er, at du sikkert ikke er enig – og det skal du heller ikke være!
Så skriv gladeligt dine bedste koncertoplevelser – og hvorfor – i kommentarsporet her eller på vores Facebook-side, så vi sammen kan gøre ventetiden til Copenhell kortere.
#6: Sepultura – 2014
Jeg sidder på den famøse bakke med udsigt til de to scener sammen med en udvalgt gruppe venner, og de brasilianske samba-thrashere Sepultura har indtaget scenen, hvorved en af mine gode venner tordner op mod scenen for at opleve dem på nærmeste hold.
Selv bliver jeg tilbage og frier – for sjov – til en veninde, hun siger ja, hun får ring på, og vi forsøger at låne et lille barn til “familiebilledet”. Jeg skulle egentlig have været til en eksamen, som jeg senere får at vide, var relativt svær, MEN efter at have misset 2013-udgaven vil jeg for intet i verden gå glip af en dag på Copenhell igen.
Som du nok har opdaget, har jeg dårligt beskrevet selve Sepultura-koncerten, og jeg mindes også kun svagt, at det var en god koncert, men koncerten kommer med på listen – dog kun lige netop – for at indkapsle alt det, jeg elsker ved Copenhell, hvor Sepultura leverede lydsporet til den gode stemning med både nye og gamle sange, som jeg kunne synge med på.
Til opfølgning kan jeg sige, at jeg bestod re-eksamen og nej, jeg blev ikke rigtig gift senere med veninden, men vi delte da i seng sammen samme nat…
(Artiklen fortsætter efter billedet)
#5: Redwood Hill – 2014
Jeg var egentlig mættet for koncerter på det tidspunkt, men en god ven insisterede på, at vi skulle opleve danske Redwood Hill. Og med et baggrundsscenarie med fuldmåne og et blikstille vejr blev jeg forelsket i Redwood Hills take på samtidig melodisk og kaotisk black metal. Jeg havde aldrig set dem før, men jeg skulle komme til at opleve dem et par gange igen efterfølgende.
Du har sikkert oplevet det selv: Set et band, du aldrig havde hørt om, og så ikke give slip på dem igen. Det handler Copenhell også om. Jeg hører faktisk sangen “Poseidon” af bandet, mens jeg skriver disse linjer – og jeg bliver hver gang sendt tilbage til den koncert for tre år siden.
#4: Ghost – 2015
Du kender uden tvivl Jägermeister-bussen, der ofte er plantet mellem de to store scener, Hades og Helviti. Den sad jeg i, da Ghost gik på hin dunkle aften i 2015. Publikum vandrede hvileløst op mod scenen til den voksende flok, som Papa Emeritus bjergtog med de mindste bevægelser fra scenen.
Det var mørkt, vejret var godt, og jeg blev selv draget mod scenen.
Jeg havde hørt en del Ghost indtil da udelukkende på anlægget, og folk virkede enten til at hade eller elske deres version af 70’er-rock og maksering. Min daværende arbejdsgiver, som jeg var sendt på Copenhell for at rapportere hjem fra det år, havde på forhånd sagt, at jeg skulle sable bandet ned.
Måske lidt i trods endte jeg med at give koncerten topkarakter. Koncerten var ikke perfekt, men det var mit første møde med spøgelset live, og fra da af vidste jeg, at jeg elskede dem.
#3: KoRn – 2011
Ja, folk, der kender mig, ved, at jeg har et ret så blødt punkt for det her nu metal-band, men deres koncert var nok højdepunktet for mig det år på Copenhell. Jeg havde også advaret mine følgesvende om, at hvis jeg blev grebet af stemningen, ville jeg bevæge mig tættere mod scenen.
I samme sekund, bandet gik på, moste jeg mig frem til hegnet (nu jeg tænker over det: Hvem end, jeg moste væk: det må du sgu undskylde…) og headbangede så hårdt, at jeg må have have groet et par ekstra nakkehvirvler på stedet.
Det er til dato den bedste KoRn-koncert, jeg hidtil har set – og jeg har set dem et par gange.
#2: Black Sabbath – 2016
Jeg må istemme, at selvom jeg sidste år tildelte legenderne fuldt hus, så tænkte jeg i bagklogskabens vise lys, at det egentlig ikke var en superb koncert. Den var da over middel, men den fortjente slet ikke sø høj en karakter.
Havde jeg gået forbi scenen og bare oplevet et par sange uden at vide, hvem Black Sabbath var, ville jeg have tænkt: Dygtig bassist, lousy sanger, statisk guitarist og ensformige trommer.
Men i ligningen med Black Sabbath kan man simpelthen ikke underkende deres betydning, og så kombinerer vi lige det faktum med, at for første gang var hele vennegruppen samlet, øllet var sikret, men vigtigst af alt, så var hele familien samlet: Copenhell-publikummet!
Når jeg tænker tilbage på oplevelsen, så føler jeg vitterligt, at hele Copenhell blev samlet om én bestemt begivenhed, som ingen af os ville misse, og som vi om mange år vil huske tilbage på som et fælles minde.
Det kunne simpelthen ikke blive bedre – hvis det ikke lige havde været for en anden, skelsættende koncert…
#1: Deftones – 2010
Så så man mig, der tøffede ud på Copenhell i min mørnede Opel Corsa, helt alene – i regnvejr – for at opleve det dersens Copenhell, der havde debut. Det skulle jeg da opleve.
Det var egentlig ikke et prangede førstehåndsindtryk, men det var da hyggeligt – lige indtil jeg befandt mig oppe foran ved hegnet til selveste Deftones. Og her kommer skribenten sgu til kort med ordene, men jeg kan sige så meget, at den koncertoplevelse blev omdrejningspunktet for en universitetsopgave om at miste sig selv til omgivelserne, lyden og lysterne og bare give sig hen.
Jeg kan slet ikke takke det band nok for den oplevelse. Den er faktisk så god, og i minderne er den kun blevet mere gigantisk, at jeg lidt frygter at se dem igen for at blive skuffet.
Men jeg frygter ikke at besøge Copenhell igen! Jeg glæder mig til at tage til det nordlige Amager igen, igen, igen…
Og jeg glæder mig til at opleve det sammen med dig! Om jeg så kender dig eller ej – hvis du ser mig (Jeg er ham den rødskæggede med solbrillerne på det øverste billede), så hils, så kan vi tage en øl sammen og snakke om musikken, for jeg VED, vi har noget tilfælles, når vi begge er til Copenhell \,,/
(Alle billeder af Mark Stoumann fra Copenhell 2016)
