Reportage fra MetalDanmarks Branchedag, 5. september 2015, Stengade
Af: Lurifax
Niveauet var højt fra start til slut, da MetalDanmark havde samlet diverse fremadstormende metalliske udfoldelser i dagens DK på Stengade i København. Spørgsmålet er bare, kan vi få for meget?
Nej. Så kort kan det svar lyde, men min oplevelse den dag på Nørrebro satte godt nogle spørgsmål i gang i knolden på mig. Den slags er farligt! Men forhåbentligt sætter det også nogle tanker igang hos dig efter endt læsning.
Selv ikke det ubønhørlige regnvejr, der atter truede med at løsrive København fra sin grundvold og sende det mod Norge, kunne forhindre denne modarbejder og en flok andre heavy-hoveder i at møde sjaskvåde op foran Stengade, klar til at se, hvad morgendagens metal var for en størrelse.
Vi blev heldigvis budt på de første lunende fingerbøl med Jägermeister, og de obligatoriske “Tak for sidst”-salver begyndte at sprede sig i luften blandt de ligesindede. Faktisk i så stor en grad, at jeg tror, man på den ene eller anden måde kunne relatere hvert langhåret/korthåret/skaldet menneske sammen via maks to led. Og det var på trods af, at folk var samlet fra hele landet.
Vi er hinanden
For at bruge en udtværet sports-metafor, så var bundniveauet så højt denne aften. Om det var groovy død med Cor Vacante, Thrash med kvindevokal med Velociter eller rockende Alternative Metal med Wolfram, så var alle på omgangshøjde med et niveau, som er steget gevaldigt end for bare ti år siden. Man kan godt høre, at de fleste er demo-bands, men de skal nok blive til noget.
Mens der blev udvekslet demoer, røverhistorier og fadbamser på tværs af scene-lokalet og baren/merch-lokalet, væltede de kommende metalbands tydeligvis den imaginære væg for, hvordan fremtiden skal se ud rent metallisk. Men er det en holdbar fremtid?
Selv de bands denne aften der dårligt nok havde en demo i baghånden, kunne konkurrere musisk med de bands, som for 15 år siden havde udgivet flere EP’er. Nu om dage kan ethvert kid stable lidt rock og metal på benene og indspille i mors kælder
Vi drukner i hinanden
Det er kun godt! Men når musikere er publikum og vice versa, og markedet bliver overstrømmet af alskens bands, som det tage fem minutter at sammensætte, hvem skal så aftage det?
Det er simpel, kedelig, markedsøkonomi: Udbud og efterspørgsel. Udbuddet er der tydeligvis, men er vi nok til efterspørge det?
For noget tid siden diskuterede diverse Metalzines herhjemme, hvor vigtigt det er at støtte op om scenen, købe de bette udgivelser i undergrunden og møde op til øverbandets koncert på en hverdag – i provinsen.
Metallen nyder desværre stadig ikke samme anerkendelse i Danmark, som andre steder af Norden. Rent geografisk er vi dog stadig små, men hvor stor et navn skal der til, før man gider tage fra Aalborg til København og omvendt for at se et band? Vi er blevet for magelige, og de andre udenlandske bands er blevet bedre til at splitte sig op mellem København og Jylland.
Jeg stopper den uafsluttede diskussion der og efterlader den hos jer: Har vi for meget af det gode herhjemme? Hvordan får vi folk ud af deres huler – og er vi decideret rygklappere?
(Foto af Cor Vacante)
