Så er der dømt supergruppe til Københælved!

En sammensat gruppe kendt som Prophets of Rage indtager Refshaleøen til sommer

Nu er der ATTER nyt til Danmarks største heavy-festival! Udover de allerede offentliggjorte navne kan arrangørerne bag Copenhell løfte sløret for, at et af de store navne til næste års udgave af Copenhell bliver ingen ringere end Prophets of Rage!

Hvad får man, når man samler tre fjerdedele af Rage Against the Machine, B-Real fra Cypress Hill samt Chuck D og DJ Lord fra Public Enemy? Et flammende inferno af raseri og en af de vildeste grupper, der kommer til at stå på en dansk scene til næste år!

Denne hårdtslående hybrid af rock og rap vil få hele København til til at ryste, når vi bliver udsat for supergruppens helt nye numre sammen med nogle af de allerstørste klassikere fra musikernes respektive bands. PROPHETS OF RAGE er lige nu i gang med at få USA i stumper og stykker på deres “Make America Rage Again”-turné, og vi ser frem til en kæmpestor oplevelse, når de besøger COPENHELL 2017!

Udover denne eksponentielle gruppe skal scenerne også gøre plads til ingen ringere end LOST SOCIETY, EVERY TIME I DIE og INGLORIOUS!

Det tegner altså allerede til at blive et af Copenhells vildeste år, når helvedes forporte åbner den 22. juni 2017!

I forvejen er mægtige System of a Down, Overkill, Candlemass, Airbourne og – til lejligheden – gendannede danske Invocator også en del af næste års program.

Vi glæder os umanerligt meget til at gøre 2017 til et legendarisk år i Copenhell-regi.