Sunn O))) i DR’s koncerthus

Det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige, når de amerikanske støj-droner i deres niche-afdeling af metal-baren flænser
det tidligere statsmonopol, også kendt som DR, ned i deres studie 2 på lørdag d. 15. august. Vi kan allerede garantere, at alt
fra metal-hoveder, musiske nysgerrige sjæle, hipstere, performance-kunstnere og alskens rakkerpak med langt skæg vil dukke
op til den her event, som man garantere vil nævne i sin nytårstale som en af årets koncerter.

Du kan finde mere info i vores koncertkalender med links til billet og event.

Fra beskrivelsen af koncerten i samarbejde med artFREQ:

DØDSDRONER I KONCERTHUSET
Amerikanske SUNN O))) har siden starten i Seattle for 16 år siden fuldstændig redefineret hvad, der omfatter heavy metal og hvordan genren kan fremstå.

BRUN STØJ
Sunn O))) er både genre- og grænseoverskridende. De baserer deres særlige udtryk på dybe, næsten uendelige bastunge droner. Musikken er fuldstændig blottet for rytmik, pauser og melodi. De henter inspiration fra den moderne kompositionsmusik, minimalisme, jazz, harsh-noise og Black Sabbath i ekstrem slow-motion.

SCOTT O)))
Sunn O))) har med magnetisk kraft tiltrukket sig opmærksomhed fra afgørende internationale kunstnere som f.eks. Banks Violette. Både Portishead og Jarvis Cocker har kurateret Sunn O))) til festivaler, mens de mange musikalske samarbejder tæller kunstnere som japanske Boris, danske Sort Sol (endnu ikke udkommet) samt sidste års overraskende, og hysterisk anmelderroste samarbejde med legenden Scott Walker (’Soused’, 4AD).

INGEN MATCHER SUNN O)))’s BRUTALE KONCERT-RITUAL:
Sunn O)))’s koncerter kan med rimelighed betegnes som transcendentale, altomsluttende ritualer – maksimal sansepåvirkning via voldsom volumen, hvor man fuldstændig mister fornemmelsen for tid og sted.

Visuelt fremstår Sunn O))) som kutteklædte væsner, indhyllet i kaskader af tung røg. Deres performance fungerer både på kunstscenen og i koncertsalen. Deres performance må også forventes at gøre sig ideelt i Jean Nouvelles arkitektur, hvor de med garanti vil ryste DR Koncerthuset i selve dets grundvold.

SUNN O))) LINE-UP I KØBENHAVN
STEPHEN O’MALLEY (Guitar)
GREG ANDERSON (Guitar)
TOS NIEUWENHUIZEN (Moog)
ATTILA CSIHAR (Vokal)