Aalborg Metal Festival 2017 – band-dagbog

Reportage fra: Aalborg Metal Festival 2017.

Ser en metalfestival lige så fed ud set indefra?

Det er lørdag morgen, og viserne på vækkeuret vender helt skævt i forhold til, hvornår jeg lagde hovedet efter at have set Dark Funeral og fuldet mig i går aftes. Foruden det så er jeg overbevist om, at mit eneste grundlag for ikke at være kvæstet af mine tømmermænd er, at jeg stadig er fuld.

Det giver sig selv, at det er vigtigt at have styr på sine ting, når man skal ud og spille. Da det i forvejen lå i kortene, at vi skulle op, før fanden selv har fået sin morgen-rykker, havde alle jo selvfølgelig pakket det hele på forhånd og med stor opmærksomhed. Lige på nær de ting, som der blev glemt, som i sidste øjeblik blev tyret ind i bilen, hvor der nu var plads. Næst-sidste stop, før vi rammer festivalen, er min lejlighed for at fange mig og alt mit udstyr, hvorefter dagens første uforudsete forhindring præsenterer sig:

Da vi ankommer til en af Nørresundbys labyrinter af lejlighedskomplekser for at feje resterne af vores fotograf op,således, at vi i det mindste kan hæfte os ved gode billeder af koncerten, hvis det skulle gå galt, er der ikke meget liv at spore, selvom vi jo i dag kan ringe til folk over både Facebook, Snapchat, og hver tredje anden app, vi har installeret på vores smarte telefoner. Dette præsenterer os med lidt af et problem, da det til at starte med ikke virker til, at nogen kan huske, hvor manden bor, og på nuværende tidspunkt er der under en halv time til get-in. Heldigvis er vores gode Lars Bo så handlekraftig anlagt i sådanne situationer, at han resolut vader væk fra bilen hen imod en af de mange blokke for at lege vækkeur. Godt ti minutter senere vender han tilbage rigtigt nok med fotografen i træk, og hurtigt begynder han at fortælle om sin fredag aften i Aalborgs natteliv, som der endte med en tur på skadestuen for ham, hans kæreste og en veninde, da sidstnævnte havde pådraget sig en hjernerystelse, i forbindelse med gårsdagens festligheder. Har du nogensinde været til fest nord for Limfjorden? Det er sådan vi gør heroppe!

Nu er der stress på! Aalborg er nok Danmarks mest provinsielle ”storby”, men alle den store bys gyldne regler er holdt i hævd:

#1: Alle billister kører enten som om, det var søndag, og mormor sidder på passagersædet, eller som at de lige har været i biffen for at se det sidste nye bil-actionbrag, og nu ser alle veje som Nürburgringen.

#2: Der er alt for mange veje, du ikke må køre på, såfremt du kommer fra retningen, hvor den kunne være en god genvej.

#3: Alle lysreguleringer er timet sådan, at du, hvis du kører de lovpligtige 50 km/t, lige akkurat kan nå at få en stor, rød fuckfinger fra det næste lyskryds, du ellers lige håbede på at kunne nå igennem.

Kun ved hjælp af små fartovertrædelser og enkelte ensrettede veje, der blev taget bagfra – hovsa – står vi rent faktisk ude foran Studenterhuset til tiden. Vi skynder os herefter ind på kontoret for at hilse på alle de søde og arbejdsomme mennesker bag festivalen, får meldt alles ankomst og meget vigtigt få vores ølbilletter. Efter en kort tur op i bandområdet skynder vi os ellers ud til bilen igen for at læsse alt vores udstyr op til scenen, da der på nuværende tidspunkt er under to timer til showtime. Med det sagt er det også lige omtrent nu, at det begynder at krible i fingrene efter at varme op, benene kan ikke rigtig stå stille, og ganen blev egentlig også ret tør lige pludselig. Fordelen ved at have 100% styr på, hvilke kabler der skal stikkes i hvad, hvilken rækkefølge diverse effektpedaler skal sidde i, hvordan mikrofonstativet helst skal stå – ja, generelt alle de små ting, som der kan få en lydprøve til at blive en ubehagelig affære, er, at der er tid til at gå op og indløse et par af de førnævnte ølbilleter, sådan at alle kan begynde at pleje deres humør og forstærke den i forvejen barnlige spænding, der drypper ned på scenegulvet.

Lydprøven er slut tidligere, end jeg havde turdet håbe på, 13:15, så nu handler det kun om én ting: nu skal der piskes så urimelig en stemning op, at vi kan trække Danmarks stædige elite-publikum op fra gulvbrædderne på festivalens sidste dag. Før hvert band går på, får de adgang til det omklædningsrum/backstagelokale, som der ligger i kælderen under scenen. Her trisser vi nu hver især rundt og dyrker hver vores opvarmning. Jari var hurtigt hernede efter lydprøven for at stille sit lille øve-trommesæt op, sådan at han kunne gå i gang med det samme. Sådan er han at finde en time op til alle koncerter, da det jo bestemt ikke er en spøg at spille metaltrommer. Sebastian, Lars og jeg går rundt i lokalet med hvert vores strengeinstrument. Lars varmer stemmen op ved at gå og nynne sagte for sig selv, og Sebastian og jeg får en sludder for en sladder med hver vores drink. (Og en øl som sidevogn)

Stemningen er ved at være høj nu. Da jeg kort var oppe i band-baren efter forsyninger et kvarter før showtime, kan man ikke just sige, at den var det blandt de tidligt fremmødte. Jeg overhørte flere, der nævnte deres tømmermænd og deres sværhedsgrad, så man kan da sige, at fredagens fest var vellykket. De sidste 10 minutter til at tæppet går, bliver som regel brugt i fællesskab et sted hvor vi kan få en smule frisk luft, og dem, der skal ryge, kan få det gjort, så hænderne ikke ryster så voldsomt. Det er også nu, at jeg af uforklarlige grunde begynder at råbe og have det som om, der er slagsmål i luften. Følelsen af at gå på scenen bliver aldrig gammel, men der er bare noget ekstra fedt over at spille til et arrangement, hvor flere af de store musikere, man ser op til, spillede i går, og der er en fair chance for, at et eller flere idoler glider i resterne af dit sved, når de skal spille på samme scene en håndfuld timer senere.

Alles drikkevarer er sat på scenen, salen er mørk, alle står klar. Der er endda også allerede en god del mennesker inde i salen, så de sidste to minutter går både hurtigt og langsomt på grund af den kvælende spænding. Jari smutter på scenen som den første, og ikke længe efter følger vi andre trop. Vores sidste bevidste handling, før vi kollektivt tager alle begrænsninger og smider dem ad helvedes til, er, at vi med ryggen til publikum lige så stille markerer vores ankomst med den dybeste tone min bas kan mønstre, bækkenstøj fra Jari og lige dele knas og satan fra Sebastian og Lars på spade. Det skal lige ud i lokalet, før lydstyrken og intensiteten ryger op på 11, hvor Jari herefter tæller ned til, at vi sammen vender os om mod publikum med vold i sinde, mens vi slår de første toner an til AMF’s sidste dag for i år.

(Janteloven ligger dybt i mig, så jeg er ikke arrogant nok til at skrive en længere smøre om en koncert, jeg selv har spillet. Jeg kan fortælle så meget, at det var højt, hurtigt, og proppet til randen med energi, melodi – og øl!)

Scenelys er ikke en gave til metal, synes jeg. Det synes jeg i hvert fald ikke, hver gang jeg lige er gået af en scene. Selvfølgelig kunne jeg også begynde at løbetræne eller på anden vis forsøge at forbedre min kummerlige kondition sådan, at jeg ikke hver gang, jeg har spillet en koncert, fortsætter direkte forbi betegnelsen ”svedig” og går direkte til ”våd”. De 30 minutter, vi havde, blev overholdt, så nu kan vi kalde os frie fugle. Og snart meget fulde.

Nu er det tid til mad og drikke i rigelige mængder, så vi skynder os alle sammen op i bandområdet ovenpå, hvor frokostbuffeen byder os velkommen. Rigelige mængder brød og pålæg af den fine slags står klar til os, og vi falder alle sammen omgående til truget. Herefter er reportagen en smule mere… lad os kalde den ”sporadisk”. På nuværende tidspunkt har jeg fire af mine otte ølbilletter tilbage, jeg har også købt lidt ved siden af, så det er helt klart, at det er nu, det begynder at blive sjovt. Det er bare ikke nemt at have det sjovt og samtidig samle fornuftige noter sammen til, hvad der kunne have været et sagligt og informerende stykke journalistisk arbejde. Men, ak…

I løbet af vores tiltrængte måltid begyndte bandområdet også at fyldes. Ikke alle havde get-in ved middag, så nu begynder der at komme ansigter på de forskellige bands, der skal spille i løbet af eftermiddagen. De velkendte ansigter både af frivillige og bands bliver selvfølgelig også lige passet op til et håndtryk, en krammer eller hvad end det pågældende venskab, nu indbyder til. Vi har endda været så heldige, at vi har skaffet os et lift til alt vores udstyr, så klokken 16 kunne vi med hjælp fra flere af de yderst hjælpsomme frivillige fra festivalen løfte alt vores overflødige ragelse op ad kældertrappen, hvor min mor holder i sin lille Toyota. Det har lidt fordele at være mors dreng, selvom man på papiret er en voksen mand!

Herfra begynder der stille og roligt men stensikkert at gå abefest i den. Der er åndssvagt mange mennesker i Studenterhusets bar, som der lige nu føles akkurat så rummelig som en vasketøjskurv. Fulde og svedige metalfans i alle aldre sidder i store grupper ved alle de fremsatte borde, og dem, der ikke kunne nå at sikre sig sådan et, har sat sig på den opstillede scene på det overdækkede poolbord, eller også står de bare i en lukket kreds og hygger sig. Der er masser af spændende merch at kigge på og snakke om og endnu flere drinks at smage på, hvilket plejer at gøre en koncert til et sjovt sted at være. Da det jo endda er Danmarks ældste metalfestival, vi har at gøre med, er der ekstra god stemning, synes jeg. På en af mine mange fulde rundture på jagt efter eventyr var jeg også så heldig, at jeg helt bogstaveligt talt vadede ind i lokalet, mens Den Tunge Radio sad og havde gang i deres live-redaktion. Jeg vil ikke umiddelbart beskrive det at skulle formulere en sammenhængende sætning som ”nemt”, når det på nogen vis bliver optaget, men når jeg samtidig er gået fra at være selskabeligt beruset til at have begyndende Jack Sparrow-arme, så er det lige pludselig RIGTIG spændende at lave radio…

At tage en rygepause ved Studenterhusets indgang er i år en ekstra festlig omgang, da det årlige julemarked har været i god tid i år og allerede nu har sat en mindre nisseby af hytter op på torvet lige udenfor. Derudover står der også et 10 meter højt pariserhjul, som jeg kan forestille mig har ærgret mange, da det ikke var tændt. Med i dette julemarked hører der også en lille overdækket terrasse med bænke til, hvor nogle resursefulde fulderikker endda også har placeret en sofa. Med et mindre lager af hjemme-bragt øl, gin og andet godt er det vigtigt at have et behageligt sted at kunne hvile sine ben i tilfælde af at de holder op med at virke.

Timerne op til aftensmaden gik hurtigt med masser af eventyr af den slags, man aldrig nogensinde erindrer igen, idet at eventyret i sig selv bare var en tur til Netto eller lignende, men ens alkohol-marinerede hjerne kan godt rode lidt med de der belønningsstoffer en gang imellem. Til gengæld var det som at vågne fra en dyb trance idet, at jeg kastede blikket ud over den opstillede aftensmadsbuffet. Som band er det ikke unormalt, at man bliver spist af med take-away eller favoritten: chili con carne. Her var der dog mulighed for at tage både flødekartofler, oksesteg, kyllingebryst, og MASSER af brun sovs. Skyllet ned med mere øl og en mædl-pølle til dessert kunne det sammenlignes med at blive født på ny!

Resten af festivalen forløb som den skulle, for jeg begynder at have timelange sorte huller i min hukommelse. Jeg kan huske, at Firespawn klart tager prisen for årets bedste koncert praktisk talt, men ikke udelukkende kun på grund af L.G. Petrov og hans svedige, snottende og dybt stive optræden. Omkring klokken 15 havde Sebastian og jeg stået nede i kælderen og røget, hvilket må have været umiddelbart efter, at Firespawn var ankommet. Lige pludselig kom den allerede rimelig beruset udseende hr Petrov i hvert fald gående ind fra trappen op til vejen, hvorefter han stod og kiggede lidt fåret rundt med sin øl i den ene hånd og en trolley-kuffert i den anden. Efter et halvt minuts tid fik vi et bredt smil og en munter hilsen, hvorefter han slingrede op af trappen, formodentlig imod baren.

Det var helt bestemt også en oplevelse at se I AM MORBID, selvom at vi kun fik dem med én guitarist i aften. Jeg kan ikke skelne numrene fra hinanden, da jeg begav mig ud i aftenens eneste moshpit, som der må have banket de sidste to aktive hjerneceller i søvn. Jeg fik mig løsrevet under Where The Slime Live, men alt andet er et blør af bøllebank og sved. Nu hvor den officielle festival var slut, var det tid til at samle de sidste personlige genstande, så vi kunne tage ned til afterparty på High Voltage. Som aspirerende musiker var det en bytur, der opfyldte alle mine perverse kendis-drømme: Vi sad i VIP-lounge hele natten som det eneste hele band udover I AM MORBID.
Af andre musikere var der Jakob Mølbjerg fra Mercenary og Mike Park fra Hatesphere, som jeg vidst også i min kæmpe brandert fortalte, at jeg synes, har et gyseligt overskæg. Selvfølgelig var denne VIP-lounge, som prikken over i’et, placeret på scenen, hvor den også var afgrænset af rødt velour-reb. Perfekte rammer til en fest, der sendte mig på antibiotika i en uge efterfølgende!

Mærkater: ,