Dansk guitarmekka var en succes

Reportage fra: Copenhagen Guitar Show 2017, Østerbrohuset, 30. sep. og 01. okt. 2017

Copenhagen Guitar Show løb af stablen fra den 30. september til den 01. oktober. De danske guitarister fik sig et lækkert mekka, hvor især de med de store sedler på lommen kunne gøre sig nogle gode kups!

Foto: Copenhagen Guitar Show PR

Mit første besøg på Copenhagen Guitar Show skulle være ganske interessant.
Jeg er personligt en relativt stor gear-entusiast og spiller netop selv både guitar og bas, hvor jeg også er (ja, man kan vel næsten i disse dage kalde det privilegeret) aktiv i livebands. Derfor cater det arrangement, som Copenhagen Guitar Show er, meget til min indre grejnørd og løfter også GAS (Gear Acquisition Syndrome)-niveauet til usædvanlige højder.
Showet har nemlig ualmindeligt meget specielt og lækkert musikudstyr, som hovedsageligt er guitarorienteret, dog tilsat en lille røvfuld bas, og jeg spottede da også et enkelt trommesæt, som kunne skaffes til fordelagtige priser.

Da jeg ankom, skulle jeg først lige orientere mig, så jeg lavede en hurtig gennemgang af alle de forskellige boder. Jeg følte i hvert fald personligt, at det var en bedre måde til at skaffe et overblik, på trods af at det udleverede kort faktisk var ganske glimrende. Der var mange forskellige boder nogle med mere spøjse ting end andre. Det fantastiske var, at der var meget mindre Gibson- og Fender-guitarer og -basser, end hvad man ellers ville finde i butikker. Et af mine personligt store problemer, når jeg går i instrumentbutikker, er netop, at man fra butikkernes side er nødt til at sikre sig, at have et stort udvalg af det, som sælger mest.
Derfor er der i de mest kommercielle butikker satset meget stort på især Fender og Gibson, begge mærker, som ikke så ofte kilder de rigtige steder hos mig. Copenhagen Guitar Show var og bliver sandsynligvis også næste år et ideelt sted til at opstøve mere ukendte og specielle mærker af instrumenter, forstærkere pedaler, m.m.

Der var rigeligt af repræsenterede forretninger, og mange af dem afholdt da også konkurrencer, hvor man kunne vinde en masse fede ting. De boder med danske guitarbyggere var umiddelbart et af de helt store hits til dette års show. De var et klokkeklart bevis på, at man kan få lavet fantastiske instrumenter herhjemme.
Prisen er derefter, men du får stadig meget instrument for pengene, det oste af kvalitet! Jeg tror egentlig, at du for 18.000 spi, får mere for dine penge hos disse danske instrumentbyggere, end du ville få hos mærker som Gibson, der p.t. har et rygte for dårlig kvalitetskontrol.

Personligt endte jeg da også selv med at købe nogle nye sjove ting, hvilket resulterede i, at jeg kom hjem med nogle nye strenge (af et mærke, jeg aldrig havde hørt om før) og en hjemmebygget guitarpedal til meget billige penge. Det er helt klart værd at tage til dette show, alene for gode deals, men det er nu også sjovt bare at kigge rundt på de forskellige ting og opleve en masse dygtige musikere spille ved de forskellige boder.
Der var masser af gode ting at kigge på, og stemningen var generelt i top!

Oven i horden af instrumenter var der også mulighed for at komme til clinics med nogle af de større guitarhelte. Jeg formåede desværre ikke at komme ind at se Gus G. (Firewind, ex Ozzy Osbourne, ex Dream Evil), der var der om lørdagen, men jeg nåede ind på forreste række for at opleve det fænomen, som er Bomblefoot (ex Guns N’ Roses), søndag eftermiddag.
At opleve denne mand var en stor oplevelse! Han spiller sateme fedt, og havde naturligvis også nogle glimrende tips til sjove, utraditionelle lyde og teknikker, man kan udføre på sin guitar. Manden var udover en virtuose på sit instrument også ualmindeligt hyggelig og sjov at opleve. Han sad storsmilende og spiste ’’pork balls’’ (frikadeller), imellem at han svarede på spørgsmål og spillede guitar.
Dette var helt klart en oplevelse udover det sædvanlige og en oplevelse, som jeg er meget glad for, at Copenhagen Guitar Show gjorde muligt.

Showet løb altså af stablen med godt humør, fede instrumenter og nogle interessante clinics. Der var helt klart noget at hente, for de penge, som man skulle betale for indgangen, hvad end man ville ose eller købe nyt udstyr ind.

Jeg satser stort på at vende tilbage igen næste år!

Mærkater: , , ,