Reportage fra: Åbningen af High Voltage, Aalborg. 02. september 2017.
Klokken er lidt over ti lørdag aften, og med en spændt veninde luntende efter mig, grundet min egen entuatiastiske power-walking, styrer vi målrettet udenom Jomfru Ane Gade og ned mod Aalborgs nyåbnede rockperle.
Foto: Roberto Photography
Åbningen af en High Voltage-filial helt heroppe nær DSB’s endestation er noget, som jeg har set meget frem til. Jeg har aldrig været heldig nok til at finde mig selv med tid, penge og nok lyst til tømmermænd i det københavnske til, at det virkede som en god idé at give baren derovre et besøg. Der har dog været masser af farverige billeder i omløb på de sociale medier, så det har da været til at gætte sig til, hvad der var at vente.
Også her skulle der dog overraskes betragteligt.
Ankomst, følelsen af hjem og den første tur igennem dørene
Åbningen af High Voltage kunne umuligt falde mere belejligt. Så sent som aftenen før drejede Aalborgs højt elskede Rock Caféen nøglen om og måtte lukke. Efter over 20 år som samlingssted for rock og heavy var der mange yderst tømmermændsramte individer at spotte her dagen efter. Afskedsfesten skulle efter sigende have været decideret sindssyg, men det er, hvad der altid har været forventet af Rock Caféen. Stadig er det rart at se, at så mange havde trodset deres tømmermænd og var mødt op for at støtte en bar af københavnsk afstamning, som der jo overhovedet slet ikke er Rocken…
Bare det, at der var så mange af de gamle kendte ansigter udenfor, gjorde, at det straks føltes som at være hjemme igen. Udenfor var der lige fra ankomsten hyggelig snak med nye såvel som gamle venner, som der alle virkede til at have svært ved at holde sig i skindet. Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at vi den første time var velsignet med gratis fadøl!
Turen ind af døren byder som det allerførste på et blegt lysende omvendt kors på størrelse med noget nær en voksen mand. Følelsen af hjemstavnskærlighed fylder nu lige en smule ekstra i mavsen, i det min veninde og jeg går ned ad trapperne, mens vi nysgerrige suger alt, hvad vi kan, til os med øjnene. Da vi passerer garderoben og kommer ind i selve lokalet, er festen allerede i fuld gang. Uanset hvor jeg kiggede hen, så jeg enten en gammel kammerat, en gruppe på fire eller mere, som der i tavshed sad og inhalerede de gratis fadøl med glade smil over hele hovedet, eller en mand i kjole. Der var en ung herre, som der til den specielle lejlighed havde iført sig en ganske nydelig Pikachu-kjole, som jeg efter at have set den første gang ikke kunne undgå at spotte resten af aftenen. Det var på ingen måde distraherende.
Lokalerne var i sig selv også yderst passende til hele arrangementet. Med lædersofaer langs væggene, høje bar-borde og stole med omvendte kors på og et gennemgående tema med sort, rød og stearinlys over det hele skriger det jo bare til himlen, at her kan alle med en kærlighed for satan føle sig hjemme. Jeg havde af en eller anden grund forventet et lidt mindre mørkt æstetisk udtryk, men jeg brokker mig bestemt ikke. Hele stedet er fantastisk skruet sammen med rygehjørne, op til flere stripperstænger (med lysende pentagrammer på platformen, stangen sidder på. Mere satan!) og selvfølgelig en moderat stor scene, som der her til aften også blev brugt.
Da mørket faldt på
Klokken lidt over 00 er stemningen stadig stigende. Det samme kan i den grad også siges om temperaturen. Nu, hvor det ikke længere bare er gratis fadøl, der skal langes over disken, er barpersonalet pludselig hårdere på arbejde. Til gengæld ser det ud til at være en kompetent gruppe unge mennesker, hvoraf jeg kender nogle få. Det ser ikke umiddelbart ud som om, at alle har den helt store erfaring med at have rollen som bartender, men der er koncentrerede panderynker at se hos alle, og ingen køer eller bartendere står på noget tidspunkt helt stille.
Nu, hvor aftenen efterhånden er blevet til nat, begyndte de betalende gæster også at vise, hvor komfortable de er. De førnævnte stænger er flittigt i brug rundt omkring, og det gik pludselig op for mig, at der egentlig også var gået et band på, som jeg senere fandt ud af, var Monkey Okay. Eller rettere sagt, så lagde jeg mærke til, at de gik af scenen. De var simpelthen gået i ét med larmen omkring mig, da den øredøvende fest tog al min opmærksomhed, og temperaturen sløvede mine sanser nok til, at alt udenfor en radius af to meter fra min krop simpelthen ikke eksisterede.
Lige før SEA gik på, var den gode Martin Jensen oppe for at sige nogle ord om den proces, der var gået bag åbningen. Der var højt humør, og alle ord blev taget til eftertanke hos mig i hvert fald. Jeg mindes at huske, at han skamroste de indfødte aalborgensere, den lokale kultur, den flotte by og alt mulig andet i den dur. Efter at have boet heroppe i 22 år kan jeg afsløre, at det blot er nyforelskelsen, der bruser igennem ham. Jeg kunne sværge på, at han brugte vendingen ”Nordens Paris”, men det måtte jeg mentalt lige få rettet til noget lidt mere passende – Aalborg, den gamle havneluder. Det klinger bedre, og når man elsker nogen eller noget for, hvad det er, kan man langt hurtigere tilgive skønhedsfejl, så som bumser på ryggen eller for mange dakke-dak diskoteker indenfor bygrænsen.
Tanker til turen hjem
Det var svært ikke på noget tidspunkt at føle, at anmeldelsen og arbejdet, der har været involveret, ikke kun har været gjort halvt. Når en bar skal anmeldes specielt til en speciel aften som denne, skal der jo også gerne være mulighed for at prøve forlystelserne. Og med det, mener jeg selvfølgelig, at smage på alt, hvad der er på menukortet, skrive et par linjer om de første otte drinks for derefter at gå i pendulfart fra toilet til dansegulv, til bar, til toilet, til en gruppe dybt uinteresserede kvinder, til rygehjørne, til toilet – og så videre. Heldigvis har jeg stadig den fede afslutning til gode til mit næste besøg, for jeg kommer HELT SIKKERT igen. Den gennemsyrede fede stemning, de fede lokaler og mulighederne i stedet holder helt klart mit blik fastlåst på Aalborg igen efter en lang periode, hvor det ”ikke har været det værd”.
Vigtigst af alt, så glæder jeg mig til at pisse på stødhegnet med en fuld blære for at se om, de lever op til navnet: HIGH VOLTAGE.
Du kan se flere billeder fra åbningen HER.
