10.000 næver i luften og nedslidte vinger

Chevelle

Den amerikanske trio leverede, hvad man mildest talt kan kalde en sløj og urinspirende omgang dyb rock. Jeg skulle ikke mange numre ind i de 30 minutter, som bandet havde til rådighed, før en form for kedsomhed væltede ned over mig. Det var faktisk lige før, en samtale ude i rygeområdet med en kold fadøl i aftenens bidende kulde, virkede mere attraktiv.

Chevelles udvalg af numre skabte et monotont univers. Numrene gik i samme tempo, og opbygningen kørte meget i den samme rille. Forsanger Pete Loeffler krænger sin fornuftige stemme ned i mikrofonen og spiller noget guitar-lir på nogle af numrene. Men ikke noget, som får intensiteten til at stige eller arenaen til at stoppe med at snakke henover numrene for den sags skyld.

Lyden i arenaen fremstod dog ganske fremragende under Chevelle. De få tunge riffs, som bandet i ny og næ kunne diske op med, fik lige akkurat min fod til at stampe lidt i gulvet og min nakke til at rykke. Men det kunne heller ikke blive til meget mere end det.

Disturbed

Efter en søvndyssende omgang i selskab med Chevelle, blev mine forventninger skruet væsentligt i vejret, da aftenens første hovednavn gik på scenen. Disturbed har ikke spillet i Danmark inden for de sidste syv år. Men nu stod de på scenen i Royal Arena og lagde ud med titel-nummeret fra deres seneste plade, ”Immortalized”.

Disturbeds karismatiske frontmand, David Draiman, og resten af bandet virkede tændte på aftenens show, og de får hurtigt varmet folket op med gamle og nye sange som ”The Game” og ”The Vengeful One”.

Disturbed havde masser af pyroteknik med på scenen, og det blev da også flittigt brugt under showet. Men det var ikke det eneste, som under deres koncert kunne lyse arenaen op. Lightere og mobiltelefoner røg hurtigt i luften, da Draiman indledte næste nummer med: ”Hello darkness my old friend…”. Første strofe til Simon & Garfunkel-klassikeren ”Sound of Silence”. Et nummer, der umiddelbart ikke burde røres med en ildtang af andre kunstnere. Men Disturbed har gjort det på smuk og dramatisk vis.

David Draiman får virkelig bevist, at hans stemme kan meget mere og er lagt flottere end klassisk Disturbed-stil. Under ”The Light” skulle publikum endnu engang frem med mobiler og lightere, og det skabte nogle smukke momenter i den store arena.

Men midt i alt det smukke kørte Disturbed også meget på rutinen uden for meget spontanitet. Men med det fornemme bagkatalog, som bandet har, og deres gejst og energi, leverede de en medrivende og flot koncert, som fik sat salen i kog med de sidste numre ”Stupify”, ”Stricken” og ”Down with the Sickness”

Avenged Sevenfold

Aftens andet hovednavn, Avenged Sevenfold, gik på scenen og lagde ud med titel-nummeret fra deres nyeste plade, ”The Stage”. En plade, hvor bandet havde genfundet deres egen stil med et mere voksent og seriøst udtryk. Den gigantiske opsætning på scenen kunne byde på et væld af lys og videoklip, som kunne vises under numrene, og visuelt gav det et fantastisk indtryk af aftenens sidste band. Bandets ældre sange som ”Afterlife”, ”Buried Alive” og ”Nightmare” faldt klart i bedst jord hos de mange fans, der var troppet op denne aften. Små moshpits blev startet rundt omkring på gulvet, og hornene blev flittigt sendt i luften.

Det kunne jo lyde som en udmærket aften, men ikke alt var lige godt. Numrene ”Paradigm” og ”Angels” fra den nye plade faldt fuldstændig ved siden af og fik den energiske stemning til at falde drastisk. En ligegyldighed blev dannet i arenaen under disse numre, og publikum blev ligeså stille som dengang, bandet udgav pladen fra den ene dag til den anden uden nogen fans/medier vidste det. Ja, disse numre blev rene pauseklovne, som bare skulle overstås, og det virkede som om, at de var på setlisten, så bandet kunne få et pusterum mellem de hårdere sange.

For Avenged Sevenfold virkede trætte og til dels slidte af livet på landevejen denne aften. Leadguitarist, Synester Gates, er en virkelig dygtig guitarist. Men med et arrogant udtryk på scenen virkede det til, at han troede, man bare kunne smile lidt fra højre til venstre, og så er alt godt. Bassist, Johnny Christ, som blev far i sidste måned (Tillykke), lignede en, som heller ville være hjemme og skifte bleer, og rytmeguitarist, Zacky Vengeance, lignede en træt og anonym skikkelse på scenen, som jeg ikke kunne genkende fra de sidste par gange, jeg har set dem.

Forsanger, M. Shadow, var faktisk den eneste, som trak Avenged Sevenfold i en energisk rigtig retning. Men stakkels ham at skulle gøre det helt alene på den store scene, som bandet har ramt i arenaen her til aften. Publikum kvitterede med meget mere energi, end vi reelt set fik fra bandet specielt under ekstranumrene ”Bat Country”, “A little Piece of Heaven” og Unholy Confessions”.

Af de tre bands på scenen denne aften var det Disturbed, som havde trukket det længste strå og leverede den fedeste oplevelse, og det skulle måske diskuteres, om de skulle have lukket ballet i stedet for et nedslidt Avenged Sevenfold.

Se billederne taget af fotograf Mark Stoumann herunder