Anmeldelse af LIVLØS, Velociter og Scientic, Posten, Odense, 2. september 2016
Koncerter med upcoming bands kan være en blandet fornøjelse, men denne aften bød på et par af tidens mest lovende unge bands!
Anmeldt af: Martin Haverholm
Tre bands – tre forskellige genrer inden for metal og tre meget forskellige liveshows. Denne fredag aften på Posten i Odense hev publikum godt og grundigt rundt i manegen på godt og ondt, men mest godt.
Aftenens scene var Postens gamle scene – den lille af spillestedets to scener – hvor jeg personligt altid bliver sentimental, når jeg skal se koncerter. Det var på denne scene, jeg første gang så en rigtig metal-koncert (Napalm Death og Konkhra i 1995), og det var her, jeg første gang så bands som Grope, Invocator, Suffocation – ja, endda Rockbitch! Postens gamle scene har været god ved mig, hvad fantastiske koncerter angår, og denne aften leverede scenen også varen.
Første band på scenen var Scientic, der imponerede ganske fint med deres tekniske kunnen, men til gengæld skuffede fælt, hvad angår originalitet og engagement. Bandet er meget inspireret af Nevermore, hvilket kan være fint nok, men det ville klæde Scientic at trække sig lidt ud af heltenes skygge og finde et mere personligt udtryk. Samtidig formåede medlemmerne aldrig rigtigt at ”nå ud over scenekanten”, som man siger. Forsanger Sofia Schmidt leverede egentlig en god vokal, men var tilsyneladende lidt hæmmet af, at hun ”bare” var indkaldt som reserve, da Scientics sædvanlige forsanger havde meldt afbud. Resten af bandet havde ikke den slags undskyldninger for deres manglende indlevelse.
Indlevelse manglede der til gengæld ikke hos aftenens andet band. Livløs fra Aarhus leverer en gedigen omgang metal med elementer af både hardcore, thrash og sludge, der så ud til at tage røven på de fleste, der var mødt op til koncerten. Bandets forsanger, Simon Olsen, formår at engagere hele publikum i en grad, der leder tankerne hen på en ung Jacob Bredahl med lidt ekstra punkattitude – flere gange i løbet af koncerten var scenen simpelthen ikke stor nok til forsangeren, der både var nede at moshe med publikum og en tur ude at ride på skuldrene af en fan (seriøst). Olsens energi understøttes godt af resten af bandets indlevelse, og efter ganske få numre var der ikke en sjæl, der kunne se, at dette var Livløs’ første koncert i Odense. Livløs forlod scenen som aftenens helt store helte og fik samtidig understreget at de har landets mest ironiske bandnavn.
Det er en utaknemmelig tjans at skulle spille efter et band som Livløs, men Velociter rystede ikke et øjeblik på hånden, da de indtog scenen. Fra første strofe slog bandet tonen an med seriøs thrash som den blev lavet i 80’erne, men med hints til nyere bands som fx Skeletonwitch. Velociter spiller seriøst stramt og har et imponerende overskud, der også understreges af forsangerens tilbagelænede, jyske selvironi imellem numrene. Velociters energi fejlede absolut intet, og bandet fik de fleste publikummer til at kaste horn og headbange til trods for, at der var en vis udmattelse i salen efter det foregående bands overraskelsesangreb.
Velociter har erfaringen, energien og talentet til at være hovednavn en aften som denne, men det var helt afgjort Livløs, der løb med opmærksomheden – bandet tog simpelthen røven på alle.
