Anmeldelse af: Vltimas. Hades, Copenhell 20/6
Supergruppen med dødslegenden David Vincent faldt fladt i deres forsøg på at skabe en dyster stemning på Hades
Foto af: Mark Stoumann
Aftenens sidste koncert, og den første for mit vedkommende der ikke foregik på Pandæmonium, var endnu en supergruppe, her bestående af David Vincent fra Morbid Angel, Flo Mounier fra Cryptopsy og Rune Eriksen fra Mayhem, så der var lagt i ovnen til en grum omgang metal i høj klasse.
Desværre blev det en kedelig overraskelse, da Vincent havde valgt at udskifte brutale growls med lettere malplaceret messen, i mangel af bedre ord. Ydermere spankulerede han rundt på scenen med en attitude der kunne få en til at tro, at han mente hans tilstedeværelse måtte være nok til at få publikum til at falde i svime. Tværtimod forsvandt de i en lind strøm under koncerten.
Dog spillede resten af bandet en hæderlig koncert, dygtigt og tight udført, men desværre faldt det til jorden og virkede underligt usammenhængende. Dertil føltes det på grænsen til flabet, da de valgte at lave et Black Sabbath cover, af sangen med samme navn. En kedelig afslutning på en ellers fænomenal række koncerter denne dag på Copenhell.
Mark Stoumann tog billeder af koncerten:
















