Det japanske masseødelæggelsesvåben

Siden det japanske band Crossfaith spillede på dette års Copenhell, har snakken om bandet gået vidt omkring i det danske land. Det er der heller ikke noget at sige til, eftersom bandet leverede en koncert, der kan betegnes som en af de bedste på Copenhell 2018.

Denne aften i Pumpehuset skulle vise sig ikke at blive meget anderledes fra koncerten på Copenhell tidligere på året, og det lader til, at bandet, hvis hjemland befinder sig 8.591 kilometer fra os, endelig har fået den anerkendelse, de fortjener herhjemme. I fredags spille bandet deres første show i Danmark som hovednavn, og de kunne gå derfra igen og prale med at have fået totalt udsolgt stedet!

Vi skulle dog lige have opvarmningen med inden aftenens hovednavn skulle indtage scenen.

Normandie
Det første band, vi skulle overvære i Pumpehuset, var svenske Normandie.
Normandie tog sin begyndelse i 2013, og bandet spiller en meget poleret form for post-hardcore blandet med et godt skud alternativ rock. Bandets musik er meget i ørefalden og besidder nogle meget catchy omkvæd. Det gør det umiddelbart nemt for forsanger Philip Strand at få den forreste del, af det fremmødte publikum til at synge og klappe med.

Men der er ikke meget spænding at hente i bandet, og der er ligesom en gensidig forståelse om, at der ikke skal være mosh-pit på dette tidspunkt af aftenen.
Deres liveshow og musik mangler noget seriøst gåpåmod, hvis ikke de skal være det liveband, som man hurtigt glemmer igen efter at have set dem.

Deres tid på scenen blev desværre en ligeså kedelig oplevelse som det ville være at tage i IKEA for at bestille en omgang kötbullar til 35 kroner, men potentialet til at blive en udmærket ret ulmede under overfladen.

Blood Youth
Der blev dog – heldigvis(!) – ændret på energien i salen, da det næste band trådte på scenen. Det var nemlig blevet tid til, at engelske Blood Youth skulle prøve kræfter med det danske publikum.
Allerede fra start kunne man mærke, at bandet havde en helt anden form for energi med sig på scenen. Der var mere bevægelse i bandet og mere interaktion med publikum. Det lod også til, at bandets blanding af hardcore og punkede tendenser var, hvad publikum havde brug for. Bandets udtryk var voldsommere og mere rå end det, vi havde set tidligere på aftenen, og det lod til at smitte af på publikum.

Blood Youth havde lidt problemer i starten med lydniveauet på guitaren. Den var meget lav og nærmest ubetydelig på de første par numre. En lydmand fik dog ændret på dette, og guitaren blev skruet op på et fornuftigt lydniveau, inden bandet satte gang i et af deres tungeste numre, ”Parasite”.

Bandets forsanger, Kaya Tarsus, gjorde et eminent arbejde for at få gang i publikum. På hans opfordring kunne man både spotte en mosh-pit og en wall of death. Blood Youth var en ganske underholdende størrelse, og de 45 minutter, bandet havde til rådighed, fløj hurtigt afsted.

Crossfaith
Da lyset i salen blev slukket sekunder inden, Crossfaith trådte på scenen, kom der et jubelbrøl fra publikum, der uden tvivl kunne høres på den anden side af det indiske ocean. Jeg kigger hurtigt på mit ur – klokken er 23:00 – jeg tænkte for mig selv, at det var sent at starte på og skød dem til at spille en time.

Bandet startede showet med det instrumentale intronummer fra deres nyeste plade, EX_MACHINA, som bandet udgav tidligere i år. Crossfaith kommer på scenen – én ad gangen – hilser på publikum og finder med en fantastisk energi og udstråling deres respektive pladser på scenen.
Sidst på scenen kom forsanger Kenta Kole, inden bandet med en ildkraft af en anden verden smadrer ”Catastrophe” ud af højtalerne. Crossfaith er en interessant størrelse. De formår nemlig at blande genre som: metal, hardcore, dubstep og elektronisk sammen.

En blanding af genrer, som man ”normalt” ville kigge skævt på i metalmiljøet. Men på en eller anden fantastisk måde lykkes det for Crossfaith at slippe afsted med at være The Prodigy på speed.
Det er sjældent, man ser et band leverer et liveshow med så stor overbevisning, som bandet gjorde det i fredags. Uanset hvor på scenen mine øjne spejdede hen, så var der altid et medlem, som på de 60 minutter, bandet spillede, aldrig stod stille eller lignede nogen, som ikke havde lyst til at være til stede. Man keder sig absolut ikke til en Crossfaith-koncert. Det er et galehus oppe på scenen, og det er fantastisk at overvære.

Det kom også for lidt af en overraskelse for mange, at bandets trommeslager, Tatsuya Amano, to dage forinden koncerten i Pumpehuset var kommet til skade med sin højre hånd, fordi han havde været for voldsom på scenen. Men det ændrede ikke på, at han stadig sad bag trommerne fredag aften i Pumpehuset, og han var ikke på den lade side med stadig at opretholde samme energiniveau som sine bandkammerater.

En time efter, at koncerten startede, sluttede den. Crossfaith var 110% tilstede under de 60 minutter, som det var blevet tildelt i Pumpehusets store sal. Jeg ville ikke bede om flere minutter, hvis det skulle betyde, at energiniveauet under koncerten ville have været mindre. Crossfaith levede i den grad op til hypen fra Copenhell og leverede endnu en koncert, som folk kommer til at snakke om.

Se billeder fra vores fotograf Mark Stoumann her: