Anmeldelse af: Rock Hard Power Spray. Posten, Odense. 03. december 2021.
Sprayen savnede den afslutning, der aldrig kom i sin tid, men kunne dette blive begyndelsen på en ny æra?
Foto: Anders Lundtang Hansen
Kan du huske dengang for cirka halvandet årti siden, da danske Rock Hard Power Spray var hér, dér og alle vegne?
De spillede mange koncerter, varmede op for store artister og var endda på tour i USA.
Måske kan du huske eller ejede en af deres t-shirts, fordi der gik mode i at have deres logo/bandnavn som en del af ens stil på kroppen.
Jeg kan i hvert fald godt huske navnet, men bandet sagde mig ikke en s***.
Dengang havde jeg den metal-militaristiske indstilling, at hvis det ikke var metalcore eller melodød, så gad jeg ikke lytte til dem, og hvad jeg kunne forstå ud fra andre, så var de drenge langt væk fra disse musiske grænseflader.
Som optakt til denne anmeldelse erfarede jeg, at jeg faktisk havde oplevet bandet en gang før, uden jeg kan huske det mindste fra den koncert, hvor de var på som opvarmning – og jeg var pinligt ædru.
Så når bandet annoncerede, at nu var det tid til at sige ordentligt farvel, thi det hel løb ud i sandet i sin tid, da de stoppede, så afslutningen skulle ligesom markeres ordentligt, så var det en chance for at se, hvad jeg var gået glip af i sin tid.
Hernia
Til fleres overraskelse skulle vi dog lige gennem en dansk opvarmning først, og det må være en fed tjans for et band at få, når de kan lægge sig i slipstrømmen på ophidselsen over at folket skulle opleve “gamle” legender på scenen, da der var godt proppet allerede her til deres performance – siden mange nok forventede, at Rock Hard Power Spray gik på scenen som de eneste.
Med det samme, da bandede startet, var jeg som hensunket til en af utallige college/fratparty-film fra USA, hvor man har fået et lokalt band til at spille, hvad der proklameres som rock, men egentlig er det mest tilgængelige poppunk, der kan opdrives:
Det er det tilforladelige baggrundsmusik, der skal fungere som overgangen til at vise, om det her er en komedie, en dramafilm eller måske endda en gyser. Musikken spiller bare, og man bemærker den ikke så meget.
Her var antennerne dog tunede ind på, hvad man egentlig fik serveret fra det her danske band, og jeg må sige, at om man er til den stil eller ej, så kan de sgu spille godt, uden deres sange som sådan skiller sig ud.
Så var der en heftig masse tekniske problemer, men det var trods alt en rock-n-roll-dag, det var fredag, en tidlig brandert var allerede her begyndt at indfinde sig hos publikum, så det bidrog blot til charmen med lydproblemer og startvanskeligheder.
Desværre var det først mod slutningen af bandets sæt, at de lod til at slappe mere af i skuldrene og virkede til at nyde oplevelsen (måske set i lyset af de uheldige omstændigheder med de nævnte problemer), så man følte mest, at da man var klar til feste med Hernia, så var de klar til at gå i bad…
Rock Hard Power Spray
Og så stod de der, hvor det hele begyndte for utallige år siden: På scenen på (Rytme)Posten i Odense, og man kunne straks mærke, at der havde været efterspørgsel efter bandet, der var en sand landeplage i sin tid og strikkede sangen sammen, der både fungerede til at spille i dansk radio(!) og hoppe i moshpit til, som det skulle vise sig.
Jeg måtte desværre konstatere, at “jævnaldrende publikum” ikke er ensbetydende med “unge” længere, men stadig var der helt unge mennesker blandt de fremmødte, som næppe var født, da bandet havde peaket; samt andre, der næsten kunne sættes i oldeforældre-kategorien.
Der var en forløsende spænding, der for gennem lokalet, da det spilleglade orkester fægtede an med første sang, hvor man ikke kunne mærke, at vi stort set havde at gøre med veteraner, men et band, der sagtens kan være relevante i dag.
Publikum eksploderede i eufori, og det aftog praktisk talt aldrig, da bandet og publikum kørte tydeligt parløb med hinanden gennem hele koncerten, hvor sætlisten bød på alle de gamle hits – lod jeg mig fortælle – som førte temperaturen opad i en ellers råkold december måned.
Jeg tør kun gætte på, at årsagen til, der ikke var udsolgt til koncerten, var, at det foregik i Odense – undskyld, men der er en tendens til udeblivende publikum – at der var coronafrygt, og at dem, der ikke havde fået det aflyst, nok havde planlagt en julefrokost i så god tid, at de ikke ville aflyse den.
Desværre kan jeg af gode grunde ikke sammenligne den her koncert med, da Rock Hard Power Spray var mest hypet, thi det er forduftet ud i forglemmelsen, men hvis jeg ikke var klar over, at det her var et – AHEM – aldrende rockback, så ville jeg havde svoret på, at de var det nye rockhåb.
Af den grund håber jeg – når man også ser på sammensætningen af publikum – at bandet rent faktisk ikke har peaket endnu, og det her ikke er slutningen en æra, men starten på en ny begyndelse.
